Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om kommunal ejendomsskat og lov om vurdering af landets faste ejendomme

(Fritagelse for grundskyld for ejendomme ramt af kystnedbrydning og vurdering af visse ejendomme med hjemfaldspligt)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1104 af 22. august 2013, foretages følgende ændring:

1. Efter § 7 indsættes:

»§ 7 A. Kommunalbestyrelsen skal meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyld af ejendomme, hvor grunden er ramt af kystnedbrydning. Fritagelsen gælder alene, indtil en ny ansættelse kan lægges til grund ved opgørelsen af det afgiftspligtige grundlag, jf. § 26, stk. 2.«

§ 2

I lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 13 i lov nr. 649 af 12. juni 2013, § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013 og lov nr. 1535 af 27. december 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »ændrede planforhold,«: »jf. dog §§ 12 A og 13 A,«.

2. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:

»§ 12 A. Hvis ejeren over for told- og skatteforvaltningen godtgør, at der på ejendommen senest den 31. december 2015 er tinglyst en hjemfaldspligt, hvor der på vurderingstidspunktet er 10 år eller mindre til det tidspunkt, hvor kommunen tidligst kan udnytte hjemfaldspligten, skal der ved ansættelsen ikke tages hensyn til ændrede planforhold.«

3. Efter § 13 indsættes:

»§ 13 A. Hvis ejeren over for told- og skatteforvaltningen godtgør, at der på ejendommen senest den 31. december 2015 er tinglyst en hjemfaldspligt, hvor der på vurderingstidspunktet er 10 år eller mindre til det tidspunkt, hvor kommunen tidligst kan udnytte hjemfaldspligten, skal der ved ansættelsen ikke tages hensyn til ændrede planforhold.«

4. I § 33, stk. 15, indsættes som 4. pkt.:

»1.-3. pkt. finder ikke anvendelse i de i § 12 A nævnte tilfælde.«

5. I § 33, stk. 17, indsættes som 3. pkt.:

»1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse i de i § 13 A nævnte tilfælde.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 1 har virkning fra den 1. januar 2015.

Stk. 3. En vurdering foretaget forud for lovens ikrafttræden kan genoptages med henblik på anvendelse af vurderingslovens §§ 12 A og 13 A, hvis ejeren anmoder told- og skatteforvaltningen herom senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor vurderingen er foretaget.

Givet på Marselisborg Slot, den 29. december 2015

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Karsten Lauritzen