Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
Kapitel 2 Summen af abonnementsbetalingerne
Kapitel 3 Beregning af abonnementssatser
Kapitel 4 Opkrævning mv.
Kapitel 5 Tilsyn m.v.
Kapitel 6 Ikrafttrædelses- og overgangsregler
Bilag 1 Beregning af abonnementssatser
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om beregning af det årlige abonnement i henhold til § 80, stk. 3, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge

I medfør af § 80, stk. 3, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, jf. lovbekendtgørelse nr. 613 af 24. april 2015, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Bekendtgørelsen fastsætter de nærmere regler for, hvordan det årlige abonnement som nævnt i § 80, stk. 2, i lov om betalingstjenester skal beregnes.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på betalingstransaktioner i den fysiske handel, når betalingstransaktionen afvikles med et betalingsinstrument forsynet med chip omfattet af § 6, nr. 9, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, samtidig med at betaler anvender underskrift eller personlig, hemmelig kode eller tilsvarende sikker identifikation.

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Indløser: Den, som indgår aftale med betalingsmodtageren om tilslutning til betalingssystemet.

2) En kredittransaktion: En betalingstransaktion med et betalingsinstrument, hvor beløbet ikke trækkes fra betalers konto umiddelbart efter, at indløser har modtaget oplysninger om transaktionen, men først trækkes efter en periode, der er aftalt mellem betaler og dennes betalingstjenesteudbyder.

Kapitel 2

Summen af abonnementsbetalingerne

§ 3. Betalingsmodtager betaler et årligt abonnement til dækning af omkostningerne ved driften af et betalingssystem.

§ 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemfører hvert andet år en undersøgelse af omkostningerne ved driften af et betalingssystem.

Stk. 2. Næste omkostningsundersøgelse gennemføres i kalenderåret 2017 og omhandler omkostningerne ved driften af et betalingssystem for kalenderåret 2016.

§ 5. Den samlede maksimale sum af abonnementsbetalinger i det enkelte kalenderår fastsættes på baggrund af de omkostninger, der er fastsat ved den senest gennemførte omkostningsundersøgelse efter § 4.

§ 6. I kalenderåret 2016 må den samlede maksimale sum af abonnementsbetalinger efter nærværende bekendtgørelse samt bekendtgørelse nr. 1475 af 22. december 2009 om beregning af det årlige abonnement i henhold til § 80, stk. 3, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge samt bekendtgørelse nr. 851 af 26. juni 2013 om ændring af bekendtgørelse om beregning af det årlige abonnement i henhold til § 80, stk. 3, i lov om betalingstjenester i et betalingssystem ikke være højere end 85 pct. af omkostningerne ved driften af et betalingssystem i det pågældende kalenderår, jf. § 5. Alle abonnementssatser i de fastsatte intervaller skal ændres forholdsmæssigt lige meget.

Stk. 2. I kalenderåret 2017 må den samlede maksimale sum af abonnementsbetalinger i et betalingssystem ikke være højere end 95 pct. af omkostningerne ved driften af et betalingssystem i det pågældende kalenderår, jf. § 5. Alle abonnementssatser i de fastsatte intervaller skal ændres forholdsmæssigt lige meget.

Stk. 3. Fra kalenderåret 2018 og frem må den samlede årlige sum af abonnementsbetalinger i et betalingssystem ikke være højere end omkostningerne (100 pct.) ved driften af et betalingssystem i det pågældende kalenderår, jf. § 5. Alle abonnementssatser i de fastsatte intervaller skal ændres forholdsmæssigt lige meget.

Kapitel 3

Beregning af abonnementssatser

§ 7. Udgangspunktet for fastsættelse af abonnementssatsen for den enkelte betalingsmodtager er, at betalingen er opdelt i 10 intervaller afhængigt af, hvor mange transaktioner betalingsmodtager har i et kalenderår. Abonnement pr. interval pr. 1. juli 2016 er opgjort i bilag 1.

Kapitel 4

Opkrævning mv.

§ 8. Den enkelte betalingsmodtagers abonnement opkræves én gang pr. kvartal bagudrettet. Størrelsen af abonnementet afgøres på baggrund af betalingsmodtagerens samlede antal transaktioner i fysisk handel for de seneste fire kvartaler.

Stk. 2. Umiddelbart efter et kvartalsskifte opkræves betalingsmodtageren ¼ af det årlige abonnement. Opkrævningen sker bagudrettet.

§ 9. De endelige abonnementssatser i et kalenderår kan afvige fra dem, der er angivet i § 7, hvis enten summen af de faktiske abonnementsbetalinger er mindre eller større end de, der er forudsat efter § 5, eller hvis der er sket ændringer i antallet af betalingsmodtagere og fordelingen af disse i abonnementsintervallerne efter § 7.

Stk. 2. Hvis den faktiske abonnementsbetaling i et kalenderår er mindre end forudsat efter §§ 5-6, kan indløser forhøje abonnementssatserne for det følgende kalenderår med et beløb, der svarer til forskellen. Alle abonnementssatser i de fastsatte intervaller skal ændres forholdsmæssigt lige meget.

Stk. 3. Hvis den faktiske abonnementsbetaling i et kalenderår er større end forudsat efter §§ 5-6, skal indløser nedsætte abonnementssatserne for det følgende kalenderår med et beløb, der svarer til forskellen. Alle abonnementssatser i de fastsatte intervaller skal nedsættes forholdsmæssigt lige meget.

§ 10. Senest samtidig med opkrævningen af abonnementet for første kvartal i ét kalenderår skal indløser offentliggøre de nye abonnementssatser og den forventede samlede abonnementsbetaling for det nye kalenderår.

Stk. 2. I forbindelse med offentliggørelsen af de nye abonnementssatser skal indløser offentliggøre antallet af transaktioner og den samlede faktiske abonnementsbetaling for det forløbne kalenderår.

§ 11. Indløsers vilkår for abonnementsbetaling må ikke diskriminere mellem betalingsmodtagere.

Stk. 2. Indløsers vilkår for abonnementsbetaling bør så vidt muligt være standardiserede og skal offentliggøres.

Kapitel 5

Tilsyn m.v.

§ 12. Konkurrencestyrelsen- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af §§ 3-11 i bekendtgørelsen.

Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve indløsers vilkår, herunder standardvilkår ændret.

Stk. 3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens øvrige tilsynsbeføjelser følger af betalingstjenestelovens §§ 98 og 99.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsregler

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1475 af 22. december 2009 om beregning af det årlige abonnement i henhold til § 80, stk. 3, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge ophæves.

Erhvervs- og Vækstministeriet, den 3. juni 2016

Troels Lund Poulsen

/ Jakob Hald


Bilag 1

Beregning af abonnementssatser

Abonnement pr. interval pr. 1. juli 2016

Abonnementsgruppe
Transaktioner (årlig)
Årlig abonnementsbetaling (kr.)
Kvartalsvis betaling
1
0-499
1.180
295
2
500-4.999
1.848
462
3
5.000-9.999
7.448
1.862
4
10.000-24.999
7.976
1.994
5
25.000-49.999
14.684
3.671
6
50.000-99.999
21.076
5.269
7
100.000-199.999
36.824
9.206
8
200.000-399.999
73.864
18.466
9
400.000-799.999
115.632
28.908
10
800.000-
232.316
58.079