Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kortbilag Kortbilag over Rågø Vildtreservat
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om Rågø Vildtreservat1)

I medfør af § 33, stk. 1 og 2, § 49, stk. 1 og 3, og § 54, stk. 3, i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1617 af 8. december 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 350 af 26. marts 2016 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen:

Formål

§ 1. Bekendtgørelsen har til formål at sikre søterritoriet nordvest for Rågø samt Rågø Kalv og Rågø Sand som yngle-, raste- og fourageringsområde for vandfugle.

Afgrænsning

§ 2. Rågø Vildtreservat omfatter søterritoriet nordvest for Rågø samt Rågø Kalv og Rågø Sand, som angivet på kortbilag. Søterritoriet afgrænses af rette linjer mellem følgende positioner m.v.:

1) Det punkt på Rågøs vestkyst, hvor en linje i forlængelse af det omtrent øst-vestgående levende hegn syd for Rågøgård møder kysten,

2) 54°57,912 N. 11°17,598 E, 750 m vest for Rågø,

3) 54°58,368 N. 11°16,440 E, nord for Middelgrund,

4) 54°59,088 N. 11°16,590 E, nordvest for Rågø Flak,

5) 54°59,292 N. 11°17,184 E, nord for Rågø Flak,

6) 54°59,118 N. 11°18,738 E, nordøst for Rågø Flak,

7) 54°58,458 N. 11°19,344 E, 450 m nordøst for Rågø og

8) et punkt på Rågøs nordøstkyst, hvor en forlængelse af markvejen fra Rågøgård møder kysten.

Stk. 2. Mod Rågø afgrænses søterritoriet af højeste, daglige vandstandslinje.

Stk. 3. De anvendte koordinater er geografiske positioner i henhold til projektion WGS-84.

Jagt

§ 3. Det er forbudt at udøve jagt på eller på anden måde at ombringe, indfange eller forjage pattedyr og fugle.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for jagt på ræv på Rågø Kalv og Rågø Sand.

Stk. 3. Det er forbudt at medbringe skydevåben. Dette gælder dog ikke i forbindelse med den i stk. 2 nævnte jagt på ræv. Færdsel til og fra øerne skal ske med afladt skydevåben.

Færdsel

§ 4. Færdsel fra 1. marts til 15. juli er forbudt på Rågø Kalv, Rågø Sand og på søterritoriet omkring øerne indenfor en afstand af 50 m fra højeste, daglige vandstandslinje.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for:

1) Ejere og brugere samt disses hustand og personale.

2) Sejlads på den nævnte del af søterritoriet i forbindelse med erhvervsfiskeri.

§ 5. Brætsejlads er forbudt.

§ 6. Sejlads med motordrevet fartøj med højere hastighed end 8 knob er forbudt.

Dispensation og tilsyn

§ 7. Naturstyrelsen kan, når særlige forhold taler derfor, dispensere fra bestemmelserne i §§ 3-6.

Stk. 2. Naturstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i denne bekendtgørelse kan Søfartsstyrelsen, Forsvarsministeriet eller andre (f.eks. havne) udføre arbejder i forbindelse med redningsopgaver og den for sejladsen nødvendige afmærkning m.v.

§ 8. Naturstyrelsen fører tilsyn med, at reservatbestemmelserne overholdes.

Straf og ikrafttrædelse

§ 9. Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 3-6 eller tilsidesættelse af vilkår, der er fastsat i en dispensation i medfør af § 7, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 9331 af 15. februar 1999 om Rågø Vildtreservat ophæves.

Naturstyrelsen, den 27. juni 2016

Hanne Kristensen

/ Anne-Marie Vægter Rasmussen


Kortbilag

Kortbilag over Rågø Vildtreservat

Kortbilag

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013 nr. L 158, side 193, og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013 nr. L 158, side 193.