Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om tilvejebringelse af Natura 2000-skovplanlægning1)

I medfør af § 16, stk. 1, 4 og 5, og § 61, stk. 2, i lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 1577 af 8. december 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 350 af 26. marts 2016 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen:

Anvendelsesområde

§ 1. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning udarbejder en Natura 2000-skovplan og skovhandleplaner til gennemførelse af Natura 2000-skovplanen for de skovbevoksede, fredskovspligtige arealer i de internationale naturbeskyttelsesområder, jf. skovlovens § 14, stk. 1 og 2. Natura 2000-skovplanen kan opdeles i geografiske områder.

Natura 2000-skovplanlægningen

§ 2. Natura 2000-skovplanen skal indeholde:

1) Mål for naturtilstanden i internationale naturbeskyttelsesområder.

2) Et indsatsprogram, der udarbejdes på grundlag af basisanalysen, jf. § 3, og foreliggende overvågningsdata. Indsatsprogrammet skal indeholde bindende retningslinjer for Styrelsen for Vand- og Naturforvaltnings skovhandleplaner og kan indeholde konkrete forslag til skovhandleplanerne.

§ 3. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning udarbejder en basisanalyse, som skal indeholde:

1) Kortlægning af habitatnaturtyper og levesteder for arter, som områderne er udpeget for.

2) Vurdering af tilstand og foreløbig vurdering af trusler.

3) Et resumé, som på kortbilag angiver beliggenheden af de kortlagte arealer og tilstanden.

Stk. 2. Basisanalysen offentliggøres senest samtidig med, at drøftelser med berørte interessenter indledes, jf. § 13.

§ 4. Skovhandleplanen skal indeholde:

1) Prioritering af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltnings forventede forvaltningsindsats i planperioden på baggrund af en opgørelse af behovet for konkrete forvaltningstiltag.

2) Forventede initiativer, som Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning vil tage for at gennemføre Natura-2000 skovplanen, herunder en plan for interessentinddragelse.

3) Oversigt over fordelingen af indsatsen mellem kommunale myndigheder, Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning og offentlige lodsejere.

Stk. 2. Skovhandleplanen skal være i overensstemmelse med Natura 2000-skovplanen.

Stk. 3. Skovhandleplanen skal i samspil med de af miljø- og fødevareministeren fastsatte regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning til opfyldelse af konkrete miljømål for vandområdedistrikternes overfladevandområder realisere Natura 2000-skovplanen, for så vidt angår vandbehov for de naturtyper, der er direkte afhængige af et vandøkosystem.

Stk. 4. Skovhandleplanen skal ikke omfatte offentligt ejede arealer, når der for sådanne arealer udarbejdes en plan for forvaltningsindsatsen, der er i overensstemmelse med de i Natura 2000-skovplanen fastsatte mål for naturtilstanden. I disse tilfælde skal skovhandleplanen ledsages af en beskrivelse af denne forvaltningsindsats, som tillige indgår i den i stk. 1, nr. 3 nævnte oversigt.

§ 5. Skovhandleplanen skal være så konkret, at dens gennemførelse kan vurderes. Handleplanen må dog ikke foregribe det præcise indhold af de aftaler eller afgørelser, der træffes i forhold til den enkelte lodsejer i forbindelse med gennemførelse af handleplanen.

Stk. 2. Skovhandleplanen skal indeholde en redegørelse for gennemførelsen af handleplanen for den forudgående 12 års periode, der gør det muligt at vurdere, i hvilket omfang Natura 2000-skovplanen for den forudgående periode er realiseret.

Natura 2000-skovplanens tilvejebringelse m.v.

§ 6. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning offentliggør ved annoncering et forslag til Natura 2000-skovplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annonceringen oplyses om høringsfristen, som skal være på mindst 12 uger. Forslaget skal være offentligt tilgængeligt.

Stk. 2. Offentliggørelsen skal ske samtidig med offentliggørelsen af forslag til Natura 2000-plan i henhold til miljømålsloven.

Stk. 3. Samtidig med offentliggørelsen efter stk. 1 sendes forslag til Natura 2000-skovplan til statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget.

§ 7. Efter udløbet af fristen i § 6, stk. 1, vedtager Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning Natura 2000-skovplanen endeligt.

Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til Natura 2000-skovplanen ændres væsentligt, kan Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning ikke vedtage planen, før der har været gennemført en ny offentlig høring over ændringerne. Høringsfristen fastsættes til mindst 4 uger. § 6, stk. 1 finder tilsvarende anvendelse. Hvis ændringerne er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt forslag til Natura 2000-skovplan, finder § 6, stk. 1 og 3, anvendelse.

Stk. 3. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning sørger efter udløbet af fristen i § 6, stk. 1, og fristen i stk. 2 for offentlig annoncering af den vedtagne Natura 2000-skovplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annonceringen skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Planen sendes samtidig til de statslige, regionale og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres.

§ 8. Natura 2000-skovplanen revideres hvert 12. år.

Stk. 2. Indsatsprogrammet kan ændres i planperioden. Ved udarbejdelse og vedtagelse af ændringer følges proceduren i § 6 og § 7, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Ændringer, som ikke er væsentlige, kan foretages uden høring og offentliggøres efter vedtagelsen. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt.

§ 9. Statslige, regionale og kommunale myndigheder er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af en vedtaget Natura 2000-skovplan.

Natura 2000-skovhandleplanens tilvejebringelse m.v.

§ 10. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning vedtager senest 6 måneder efter Natura 2000-skovplanens offentliggørelse, jf. § 7, stk. 3, et forslag til skovhandleplan.

Stk. 2. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning vedtager senest 6 måneder efter offentliggørelse af en endeligt vedtaget ændring af Natura 2000-skovplanen, jf. § 8 stk. 2, et forslag til ændring af skovhandleplan.

Stk. 3. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kan ændre en vedtaget handleplan i planperioden. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning skal foretage ændringer, hvis de er nødvendige for at gennemføre en vedtaget ændring af Natura 2000-skovplanens indsatsprogram, jf. § 8, stk. 2.

Stk. 4. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning annoncerer et forslag til skovhandleplan eller forslag til ændringer af skovhandleplan i planperioden offentligt og oplyser om fristen for indgivelse af høringssvar og fremsættelse af indsigelser. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Forslaget skal være offentligt tilgængeligt. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning fastsætter en frist på mindst 8 uger for indgivelse af høringssvar vedrørende forslaget til skovhandleplan og forslag til ændringer af skovhandleplan i planperioden og fremsættelse af indsigelser efter § 12, jf. dog § 11, stk. 6.

Stk. 5. Offentliggørelsen skal så vidt muligt ske samtidig med offentliggørelsen af forslag til kommunale Natura 2000-handleplaner, jf. lov om miljømål mv. for internationale naturbeskyttelsesområder.

§ 11. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning vedtager senest 1 år efter Natura 2000-skovplanens offentliggørelse den endelige skovhandleplan.

Stk. 2. Hvis det offentliggjorte forslag til skovhandleplan ændres væsentligt, kan Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning ikke vedtage planen, før der har været gennemført en ny offentlig høring over ændringerne. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning fastsætter en frist på mindst 4 uger for indgivelse af høringssvar og fremsættelse af indsigelser efter § 12, stk. 1. § 12 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt forligger et nyt forslag til skovhandleplan, finder § 10, stk. 4 og § 12 anvendelse, og fristen i stk. 1 forlænges med tre måneder.

Stk. 4. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning sørger efter udløbet af fristen i stk. 2 og § 10, stk. 4, for offentlig annoncering af den vedtagne skovhandleplan. Offentlig annoncering kan ske udelukkende digitalt. Ved annoncering skal der gives klagevejledning og oplysning om klagefrist. Den vedtagne skovhandleplan skal være offentligt tilgængelig.

Stk. 5. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kan ændre en vedtaget skovhandleplan efter udløbet af fristen af § 10, stk. 4, jf. dog stk. 2 og 3, samt § 12.

Stk. 6. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning kan vedtage ændringer af en vedtaget skovhandleplan, som ikke er væsentlige, uden forudgående offentliggørelse og høring.

Stk. 7. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning sørger for offentlig annoncering af ændringer af en vedtaget skovhandleplan vedtaget efter stk. 5 og 6. Stk. 4, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

§ 12. Et forslag til skovhandleplan kan ikke vedtages, hvis berørte kommunalbestyrelser har modsat sig dette skriftligt overfor Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning inden udløbet af fristen efter § 10, stk. 4. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.

Stk. 2. En indsigelse efter stk. 1 skal være begrundet.

Stk. 3. Såfremt der ikke kan opnås enighed blandt de berørte myndigheder, jf. stk. 1, om den nærmere udformning af skovhandleplanen for det konkrete internationale naturbeskyttelsesområde, jf. § 4, forelægges sagen for miljø- og fødevareministeren, som herefter træffer afgørelse.

Samarbejde med andre myndigheder, interessenter m.v.

§ 13. Natura 2000-skovplanen udarbejdes efter forudgående drøftelse med de berørte statslige, kommunale og regionale myndigheder og med inddragelse af nationalparkbestyrelser, foreninger, organisationer og lodsejere, som har en væsentlig interesse i planen.

§ 14. For det enkelte Natura 2000-område skal skovhandleplanen koordineres og sammenskrives med eventuelle kommunale handleplaner.

Forholdet til forvaltningsplaner mv. for offentligt ejede arealer

§ 15. Såfremt en offentlig myndighed som grundejer beslutter selv at udarbejde forvaltningsplaner, driftsplaner mv. i overensstemmelse med Natura 2000-skovplanen, jf. § 4, stk. 4, skal dette meddeles Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning senest samtidig med, at høringsfristen for den offentlige høring af forslag til Natura 2000-skovplan udløber.

Stk. 2. Et resumé af den enkelte forvaltningsplan m.v. indsendes til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning senest 9 måneder efter Natura 2000-skovplanens offentliggørelse.

Administrative bestemmelser

§ 16. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning skal sikre gennemførelse af en vedtaget skovhandleplan.

§ 17. Om tilsyn og adgang uden retskendelse gælder reglerne i skovlovens kapitel 8.

§ 18. Afgørelser efter § 7 kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, for så vidt angår Natura 2000-skovplanens tilvejebringelse.

Stk. 2. Afgørelser efter § 10 kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet for så vidt angår skovhandleplanens indhold og tilvejebringelse, jf. § 4, § 9 og § 11.

§ 19. Klageberettiget er følgende:

1) Enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.

2) Offentlige myndigheder.

3) En berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker.

4) Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.

5) Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.

6) Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Stk. 2. Ved klage efter stk. 1, nr. 5 og 6, kan Natur- og Miljøklagenævnet kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter.

§ 20. En klage har ikke opsættende virkning, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 2. Natur- og Miljøklagenævnet kan træffe afgørelse om at fravige fristerne i § 10 for så vidt angår hele eller dele af skovhandleplanen i forbindelse med afgørelser truffet efter stk. 1.

§ 21. Om klage og søgsmål gælder i øvrigt reglerne i skovlovens kapitel 9.

§ 22. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 76 af 21. januar 2014 om tilvejebringelse af Natura 2000-skovplanlægning ophæves.

Naturstyrelsen, den 27. juni 2016

Hanne Kristensen

/ Anne-Marie Vægter Rasmussen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (fuglebeskyttelsesdirektivet), EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193 og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet), EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-TIdende 2013, nr. L 158, side 193.