Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Senderettigheder til det sjette FM-sendenet
Bilag 2 Vedrørende afgiftsgrundlaget
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om den sjette jordbaserede FM-radiokanal

I medfør af § 45, stk. 5, og § 48 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 255 af 20. marts 2014, fastsættes:

§ 1. Radio- og tv-nævnet udbyder den sjette jordbaserede FM-radiokanal, jf. bilag 1.

Stk. 2. Tilladelse i henhold til § 2, stk. 1, kan ikke meddeles DR.

Stk. 3. Tilladelse i henhold til § 2, stk. 1, kan ikke meddeles tilladelseshaveren til den fjerde jordbaserede FM-radiokanal.

Stk. 4. Det er ikke tilladt at opdele sendefladen geografisk, hvilket medfører, at et givet program eller en given reklame skal udsendes samtidig i hele tilladelseshavers sendeområde.

Udbud og vilkår

§ 2. Tilladelse tildeles af Radio- og tv-nævnet efter et udbud (skønhedskonkurrence).

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet fastsætter de nærmere vilkår for udbuddet i et udbudsmateriale. Bl.a. fastsættes de nærmere regler for proceduren og ansøgningens udformning, herunder hvilke oplysninger og hvilken dokumentation og bilag, ansøgningen skal indeholde, samt frist for indlevering af ansøgning.

Stk. 3. Deltagelse i udbuddet sker på grundlag af indgivelse af ansøgning. Med indgivelse af ansøgning accepterer ansøgerne de af Radio- og tv-nævnet udarbejdede vilkår i udbudsmaterialet.

Stk. 4. Der skal ved indlevering af ansøgningen til udbuddet stilles en ubetinget og uigenkaldelig anfordringsgaranti på kr. 1 mio. Alternativt skal beløbet deponeres på en spærret konto i et anerkendt pengeinstitut. Garanti og deponering kan henholdsvis udstedes af eller foretages hos et pengeinstitut eller et forsikringsselskab godkendt af Finanstilsynet i Danmark eller tilsvarende tilsyn i et andet EU-/EØS-land.

Stk. 5. Når udbuddet er afsluttet, vil anfordringsgarantier og eventuelle deponerede beløb blive frigivet.

§ 3. Ansøgere skal oplyse likviditetsgrad og soliditetsgrad for de seneste 3 regnskabsår, eller evt. færre afhængig af, hvornår ansøger blev etableret eller startede sin virksomhed. Der skal for konsortier e. lign. redegøres for hver enkelt deltagers likviditetsgrad og soliditetsgrad. Er ansøgeren et konsortium e.l., skal deltagerne påtage sig solidarisk hæftelse for opfyldelse af forpligtelser og udpege en fælles befuldmægtiget.

Stk. 2. Ansøgere skal endvidere redegøre for og dokumentere eventuel erfaring med at drive kommerciel radiovirksomhed eller anden kommerciel medievirksomhed.

Stk. 3. Ansøgere kan alternativt fremlægge dokumentation for indgåelse af aftale med foretagender, der har den i stk. 2 nævnte erfaring.

Stk. 4. Ansøgere skal redegøre for, hvordan de vil sikre, at den kanal, som sendes på den sjette FM-kanal, også er tilgængelig digitalt. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om, på hvilke digitale platforme kanalen vil blive udsendt.

§ 4. Radio- og tv-nævnet udsteder tilladelse til den ansøger, som af nævnet vurderes at være bedst egnet til at drive kanalen ud fra en samlet bedømmelse af ansøgningerne i forhold til følgende evalueringskriterier:

1) Ansøgers økonomi vurderet på ansøgers likviditetsgrad og soliditetsgrad, jf. § 3, stk. 1. Denne vurdering vægter 40 pct.

2) Ansøgers erfaring med at drive kommerciel radiovirksomhed eller anden kommerciel medievirksomhed jf. § 3, stk. 2 og 3. Erfaring med at drive national radiovirksomhed tæller mere end erfaring med at drive lokal radiovirksomhed, der tæller mere end erfaring med anden medievirksomhed. Nyere erfaring vægter højere end ældre erfaring. Denne vurdering vægter 40 pct.

3) Hvordan ansøger vil sikre, at den kanal, som sendes på den sjette FM-kanal, også er tilgængelig digitalt. Tilgængeliggørelse på digitale platforme, hvor en større del af den digitale radiolytning foregår, vægter mere end tilgængeliggørelse på platforme, hvor en mindre del af den digitale radiolytning foregår, jf. de officielle brancheanerkendte lyttermålinger. Denne vurdering vægter 20 pct.

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet opstiller en pointskala, der for hvert af de ovennævnte evalueringskriterier anvendes ved bedømmelsen af ansøgningerne. Radio- og tv-nævnet vil ved sin vurdering af kriterierne lægge vægt på realiteten i ansøgers økonomi, erfaring, og redegørelse for digital tilgængeliggørelse, herunder eventuelt tillige dokumentationen herfor. Herefter beregnes den samlede bedømmelse ved anvendelse af de i stk. 1 nævnte procentvægte. Pointskalaen fremgår af udbudsmaterialet.

§ 5. Radio- og tv-nævnet er berettiget til at aflyse udbuddet, hvis der ikke fremkommer egnede ansøgninger.

Tilladelser

§ 6. Tilladelse udstedes af Radio- og tv-nævnet til vinderen af udbuddet. Tilladelse træder tidligst i kraft den 9. juli 2018 og udløber den 8. juli 2026. Radio- og tv-nævnet kan uanset bestemmelsen i stk. 1 til enhver tid uden kompensation inddrage tilladelsen med to års varsel, såfremt det måtte blive relevant, f.eks. såfremt der træffes beslutning om slukning af de analoge FM-signaler i tilladelsesperioden.

Stk. 2. Radio- og tv-nævnet kan uanset bestemmelsen i stk. 1 til enhver tid uden kompensation inddrage tilladelsen med to års varsel, såfremt det måtte blive relevant, f.eks. såfremt der træffes beslutning om slukning af de analoge FM-signaler i tilladelsesperioden.

Stk. 3. Programvirksomheden skal udføres i overensstemmelse med tilladelsen. Radio- og tv-nævnet skal godkende alle væsentlige ændringer, forinden disse ændringer sættes i værk. Ved væsentlige ændringer forstås bl.a. udskiftning af konsortiedeltagere eller udskiftning af væsentlige underleverandører.

Stk. 4. Tilladelsen kan inddrages midlertidigt eller endeligt af Radio- og tv-nævnet, hvis

1) tilladelseshaver overtræder loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven, såfremt en overtrædelse er grov eller overtrædelserne er ofte gentagne,

2) tilladelseshaver tilsidesætter de vilkår, som tilladelsen er meddelt på,

3) tilladelseshaver i forbindelse med udbuddet og udstedelsen af tilladelsen har afgivet urigtige oplysninger, eller

4) tilladelsesindehaver gennemfører væsentlige ændringer, der ikke er godkendt i overensstemmelse med stk. 3.

Stk. 5. Tilladelseshaver skal påbegynde programvirksomheden på alle de radiofrekvenser, som tilladelsen omfatter, senest seks måneder efter udstedelse af tilladelsen. Radio- og tv-nævnet kan dog dispensere herfra, hvis særlige forhold tilsiger dette.

Stk. 6. Tilladelsen kan overdrages, hvis tilladelseshaver inden overdragelsen har indhentet Radio- og tv-nævnets forudgående godkendelse heraf. Radio og tv-nævnet kan af tilladelseshaver kræve de oplysninger, som nævnet skønner nødvendige for en stillingtagen til, om vilkårene for tilladelsen fortsat vil være opfyldt efter overdragelsen.

Stk. 7. Overdragelser efter stk. 6 omfatter også indirekte overdragelser, herunder overdragelser af aktier, anparter eller andre ejerinteresser, der medfører ændringer med hensyn til den bestemmende indflydelse over tilladelseshaver.

Stk. 8. Det er en forudsætning for at tage senderettighederne i brug, at tilladelsesindehaveren har en frekvenstilladelse. Der betales frekvensafgift i henhold til frekvenslovgivningens bestemmelser.

§ 7. Der må ikke udsendes programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold.

Stk. 2. Andre programmer, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, må ikke sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige normalt ikke hører udsendelserne. Når programmerne udsendes, skal der forud for dem gives en advarsel om programmernes indhold.

Stk. 3. Programvirksomheden må ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans.

Stk. 4. Programvirksomheden må ikke på nogen måde fremme terrorisme.

Stk. 5. Tilladelseshaver skal deltage i de brancheanerkendte officielle lyttermålinger i Danmark eller på anden måde gennemføre målinger, der er sammenlignelige med disse.

Stk. 6. Tilladelseshaver skal deltage i informationsindsatsen i forbindelse med fremme af digital radiolytning og sluk for FM-radio.

Koncessionsafgift

§ 8. Der betales en variabel omsætningsafhængig koncessionsafgift på 5 pct. af den del af tilladelseshavers afgiftsgrundlag, jf. § 9, det pågældende år, der ligger over kr. 75 mio. og op til kr. 100 mio., 10 pct. af afgiftsgrundlaget fra og med kr. 100 mio. op til kr. 200 mio. og 15 pct. af afgiftsgrundlaget fra og med kr. 200 mio. og derover.

Stk. 2. Tilladelseshaver forpligter sig til at betale variabel koncessionsafgift i hele tilladelsesperioden eller frem til tilladelsen tilbageleveres eller inddrages, jf. § 11.

Stk. 3. Den variable koncessionsafgift betales bagud hvert år senest en måned efter Radio- og tv-nævnets modtagelse af årsregnskab og opgørelse af afgiftsgrundlaget, dog senest den 1. juni.

§ 9. Grundlaget for beregning af den variable afgift, jf. § 8, stk. 1 og 2, er de samlede direkte og indirekte indtægter, eksemplificeret og præciseret i bilag 2, vedrørende programvirksomheden tilknyttet tilladelsen, med undtagelse af:

1) løntilskud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats,

2) tilskud til ansatte i henhold til jobskabelsesordning,

3) aktionærtilskud til underskudsdækning, og

4) finansielle indtægter.

Stk. 2. Værdien af lovlige egenreklamer indgår ikke i afgiftsgrundlaget.

Regnskab og opgørelse af afgiftsgrundlag

§ 10. Tilladelseshaver skal hvert år senest den 31. maj indsende et selvstændigt årsregnskab for programvirksomheden tilknyttet tilladelsen med opgørelse af afgiftsgrundlag til Radio- og tv-nævnet. Afgiftsgrundlaget skal opgøres i regnskabet således, at de samlede indtægter, herunder reklame- og sponsorindtægter og anden direkte og indirekte støtte til programvirksomheden, uanset om de oppebæres af tilladelseshaver eller af tredjemand, herunder reklamesalgs- og produktionsselskaber, og uanset om sendetiden er solgt til anden side, fremgår særskilt. Ved indirekte støtte forstås refusion af tilladelsens udgifter, eller at andre afholder omkostninger for programvirksomheden. Alle beløb opgøres eksklusiv moms.

Stk. 2. Regnskabet og opgørelsen af afgiftsgrundlaget skal opfylde følgende krav:

1) Der skal udarbejdes en forretningsgang med heri indbyggede interne kontroller, der sikrer, at alle indtægter faktureres og medtages i opgørelsen af afgiftsgrundlaget. Forretningsgangene skal blandt andet sikre, at fordelingen af indtægter ved reklamekampagner sker til markedspris, og at der sker en korrekt fordeling af indtægterne.

2) En statsautoriseret eller registreret revisor skal underskrive en revisorerklæring, hvori revisoren indestår for, at de nævnte principper for opgørelse af afgiftsgrundlaget er fulgt. Revisor skal endvidere erklære, at de ovenstående forretningsgange og de heri indbyggede interne kontroller har fungeret tilfredsstillende i hele perioden.

Stk. 3. Radio- og tv-nævnet har som tilsynsmyndighed mulighed for at foretage kontrol af opgørelsen af afgiftsgrundlaget ved egen revisor. Tilladelsesindehaver skal i så fald give Radio- og tv-nævnets egen revisor de oplysninger, som revisor anser for nødvendige for at bedømme opgørelsen.

Ophør af tilladelsen

§ 11. Tilladelseshaver er ved tilbagelevering af tilladelsen til Radio- og tv-nævnet forpligtet til at betale variabel koncessionsafgift for perioden frem til tilbageleveringen af tilladelsen, jf. § 8, stk. 2.

Stk. 2. Hvis tilladelsen inddrages af Radio- og tv-nævnet i henhold til bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed § 50 eller § 51, er tilladelsesindehaveren forpligtet til at betale variabel koncessionsafgift frem til inddragelsen af tilladelsen.

Stk. 3. Regnskab og opgørelse af afgiftsgrundlaget, jf. § 10, skal indsendes til Radio- og tv-nævnet senest ved udgangen af den fjerde måned efter tilbageleveringen eller inddragelsen, jf. stk. 1 og 2. Den variable koncessionsafgift for perioden frem til tilbageleveringen eller inddragelsen skal betales senest ved udgangen af den femte måned efter tilbageleveringen eller inddragelsen, jf. stk. 1 og 2.

Ikrafttræden

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 148 af 9. februar 2010 om genudbud af den sjette FM-kanal ophæves. Bekendtgørelsen gælder dog fortsat for den programtilladelse til den sjette FM-kanal, som er udstedt i medfør af bekendtgørelse nr. 148 af 9. februar 2010, ligesom denne tilladelse forbliver i kraft for resten af den periode, hvori tilladelsen er gældende.

Kulturministeriet, den 22. maj 2017

Mette Bock

/ Lars M. Banke


Bilag 1

Senderettigheder til det sjette FM-sendenet

Station(1)
Frekvens i MHz
Samlet udstrålet sendeeffekt i vandret plan angivet i watt (e.r.p.)
Retningsdiagram
Polari-sation
Antenne-højde i meter over terræn
Position (længde- og breddegrad, WGS84)(1)
Randers
99,9
500
180º-190º max. 354 watt
200º-210º max. 316 watt
V
125
10E02 48/
56N27 31
København
(Gladsaxe)
100,0
60.000
0º max. 25.000 watt
10º-30º max. 15.000 watt
40º-60º max. 12.800 watt
70º-110º max. 15.000 watt
120º-160º max. 12.000 watt
170º max. 15.000 watt
180º max. 24.000 watt
190º max. 38.000 watt
350º max. 52.400 watt
V
170
12E29 35/
55N44 07

(1) Det anførte stationsnavn og positionen beskriver det geografiske sted, som senderettigheden kan benyttes fra. Det er en forudsætning for at tage senderettighederne i brug, at tilladelsesindehaveren har en frekvenstilladelse. Frekvenstilladelsen og programtilladelsen giver ikke ret til at etablere senderen på den pågældende station og position. Etablering af sendere i sendemaster på de nævnte positioner forudsætter en aftale med den relevante masteejer herom. Tilladelsesindehaveren har desuden mulighed for at ansøge Radio- og tv-nævnet om at flytte senderettighederne til en anden position. En flytning til en anden geografisk position vil kunne indebære ændringer i de anførte tekniske data.

For begge frekvenser er det maksimale frekvenssving +75 kHz og maksimale MPX niveau 0 dBr.

Beskyttelse af senderettigheder

Der sker til stadighed ændringer i anvendelsen af FM-båndet (87,5-108,0 MHz) som følge af udstedelse af nye frekvenstilladelser, flytning af eksisterende sendepositioner og ændret frekvensanvendelse i udlandet. Ved de nævnte løbende ændringer tages der højde for eksisterende frekvenstilladelser, og ovennævnte senderettigheder beskyttes i videst mulige omfang.

I forhold til den udenlandske frekvensanvendelse bliver senderettighederne beskyttet som beskrevet i slutdokumentet fra FM-planlægningskonferencen i Geneve 1984 (GE84) eller andre relevante internationale aftaler. GE84-aftalen bliver i gensidig forståelse med Danmarks nabolande forvaltet således, at den enkelte ændring (nye og ændrede frekvenstilladelser i Danmark eller i udlandet) maksimalt afstedkommer en forøgelse af forstyrrelsen (»usable field strength«) på 0,2 dBμV/m.

Beskyttelsen i forhold til udenlandske sendere kan ændres som følge af nye eller ændrede internationale aftaler.

I forhold til den indenlandske frekvensanvendelse bliver de enkelte senderettigheder i sendenettet beskyttet i videst muligt omfang og som minimum i samme omfang som i forhold til den udenlandske frekvensanvendelse, jf. beskrivelsen ovenfor.


Bilag 2

Vedrørende afgiftsgrundlaget

Nedenfor er angivet eksempler på direkte og indirekte indtægter, der skal medregnes afgiftsgrundlaget:

Reklameindtægter inklusive barterindtægter (byttehandel). Værdien af eventuelle barterindtægter skal opgøres til markedspris, det vil sige den pris, som for eksempel reklametid ville have indbragt ved salg i fri handel. Markedspris beregnes som den gennemsnitlige kontraktspris for det pågældende kvartal.

Sponsorindtægter og –bidrag.

Gaver.

Lytterbidrag, herunder overtakserede tjenester som for eksempel opkald via 90-numre og sms-tjenester.

Bingoindtægter.

Tilskud.

Administrationsbidrag.

Værdien af arbejdsydelser betalt af tredjemand for programvirksomheden tilknyttet tilladelsen eller til dennes drift.

Naturalieydelser. Der kan for eksempel være tale om betalt husleje.

Indtægter vedrørende salg af udsendelser, som indgår i programvirksomheden.

Direkte og indirekte indtægter hidrørende fra immaterielle rettigheder.

Værdien af andre ydelser stillet til rådighed af tredjemand.

Indtægter fra videretransmission via kabel og satellit. Vedrørende videretransmission på æterbårne stationer/frekvenser se nedenfor.

Nedenfor er angivet præciseringer til opgørelsen af afgiftsgrundlaget:

Ved videretransmission – helt eller delvist – af programvirksomheden på andre æterbårne stationer/frekvenser – men ikke videretransmission på kabel eller satellit – skal omsætningen (reklameindtægterne), inkluderes i afgiftsgrundlaget. Hvis der sker fælles salg af reklamer for programvirksomheden tilknyttet tilladelsen og andre æterbårne radioer i et samarbejde, skal reklameindtægterne inkluderes i afgiftsgrundlaget.

Hvis der i indtægterne indgår reklamekampagner, som kører i flere medier indenfor for eksempel en koncern eller et salgssamarbejde (for eksempel tv, internet, trykte medier eller andre radiostationer), skal indtægterne for den andel af kampagnen opgøres til markedspris, det vil sige den pris, som for eksempel reklametid ville have indbragt ved salg i fri handel. Markedspris beregnes som den gennemsnitlige kontaktpris for det pågældende kvartal.

Hvis kampagnen er solgt til en samlet »pakkepris« eller kampagnepris, skal den til tilladelsen knyttede andel af »pakkeprisen« svare til den andel den ville have haft, hvis alle reklamerne i »pakken« havde været solgt til deres respektive listepriser. Det vil sige at der ikke må være ydet en lavere rabatsats på de andre reklamer, end der bliver for reklamerne, der indgår i den til tilladelsen knyttede programvirksomhed.

Hvis reklamesalget og indgåelse af sponsoraftaler og aftaler om anden direkte og indirekte støtte sker gennem et salgsselskab, reklamebureau eller lignende, der er en del af samme koncern1 som tilladelseshaver eller tilladelseshaver ejes af, skal den samlede indtægt indregnes i afgiftsgrundlaget. Eventuel salgsprovision eller andre omkostninger må ikke fratrækkes ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget.

Hvis reklamesalget sker gennem en koncernforbundet virksomhed i henhold til ovenstående definition, skal der ske en adskillelse af prisen på »kreativ tid« og prisen for selve annonceringen, der indgår i den til tilladelsen knyttede programvirksomhed. Det er således kun prisen for annonceringen, der indgår i afgiftsgrundlaget.

Reklamespots skal opgøres til markedspris uanset, om der foreligger kontant betaling.

Officielle noter

1 Ved en koncern som tilladelseshaveren indgår i, forstås et selskab eller anden virksomhed som direkte eller indirekte – under hensyntagen til bestemmende indflydelse – ejes af samme ejerkreds eller koncern eller er et associeret selskab med en ejerandel på 20 % eller mere.