Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser

I medfør af § 3, stk. 3, i lov om energipolitiske foranstaltninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 263 af 27. april 1989, § 37 i lov om anvendelse af Danmarks undergrund (undergrundsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 13. september 2011, § 68, nr. 1, og § 70 i lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1288 af 27. oktober 2016, § 90, nr. 1, og § 92 i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 418 af 25. april 2016, § 52, nr. 2, og § 54 i lov om naturgasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1157 af 6. september 2016, § 26 a, nr. 2 og § 28 i lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 523 af 22. maj 2017, § 31, stk. 8, og § 33, stk. 1, i lov om CO2-kvoter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1605 af 14. december 2016, § 21, stk. 3 og 5, i olieberedskabsloven, lov nr. 354 af 24. april 2012, § 9, stk. 1 og 2, i lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser fra transport (biobrændstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 21. juni 2011, § 19 og § 20, stk. 4, nr. 2, i lov om fremme af besparelser i energiforbruget, jf. lovbekendtgørelse nr. 1065 af 12. november 2012, § 14, stk. 1, 1. pkt. og stk. 4, i lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1068 af 15. september 2010, § 21, stk. 5, i lov nr. 455 af 18. maj 2011 om energimærkning af energirelaterede produkter, § 29, stk. 4, nr. 2, og § 31, stk. 1, i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 636 af 19. juni 2012, § 9 i lov nr. 1050 af 23. december 1992 om statstilskud til energibesparende foranstaltninger i pensionisters boliger, § 7, stk. 3, i lov nr. 407 af 14. juni 1995 om statstilskud til omstilling af elopvarmede bygninger, § 6, stk. 5, i lov nr. 129 af 25. februar 1998 om statstilskud til produktrettede energibesparelser, § 6 i lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, jf. lovbekendtgørelse nr. 424 af 8. maj 2012, § 7, stk. 4, i lov nr. 420 af 1. juni 1994 om statstilskud til fremme af tilslutning til kulkraftvarme, § 7, stk. 2, i lov nr. 4 af 3. januar 1992 om statstilskud til færdiggørelse af fjernvarmenet, § 7, stk. 2, i lov nr. 3 af 3. januar 1992 om statstilskud til fremme af decentral kraftvarme og udnyttelse af biobrændsler, § 7, stk. 1, i lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 84 af 3. februar 2000, § 21 i lov om Energinet.dk, jf. lovbekendtgørelse nr. 1097 af 8. november 2011, § 10 i lov om statstilskud til elintensive virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 94 af 26. januar 2017, § 25 i lov nr. 469 af 12. juni 2009 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold, § 9 a i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af 7. juni 2010, § 80 i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 966 af 23. juni 2017, § 4 i lov nr. 261 af 16. marts 2016 om pilotudbud af pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg, § 5, stk. 1 og 2, i lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 125 af 26. januar 2017, § 78, stk. 1 og 3, i lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 127 af 26. januar 2017, og § 43 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 448 af 10. maj 2017, fastsættes:

Opgaver

§ 1. Energistyrelsen, nedsat efter lov om lov om energipolitiske foranstaltninger, er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

§ 2. Energistyrelsen understøtter Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets departement. Energistyrelsen yder rådgivning og anden bistand indenfor energi-, forsynings- og klimaområdet til energi-, forsynings- og klimaministeren og andre myndigheder.

Stk. 2. Energistyrelsen forestår vejlednings- og informationsvirksomhed inden for styrelsens område over for andre centrale og lokale myndigheder samt private.

Stk. 3. Energistyrelsen kan efter energi-, forsynings- og klimaministerens bestemmelse få tillagt andre opgaver og beføjelser i forbindelse med administrationen af den lovgivning, der hører under ministeriet.

Energistyrelsens beføjelser i energi-, forsynings- og klimalovgivningen

§ 3. Hvor energi-, forsynings- og klimaministeren i henhold til nedenstående lovgivning tillægges beføjelser, jf. dog §§ 4-5 samt §§ 8-16, udøver Energistyrelsen disse beføjelser på ministerens vegne samt modtager underretning og materiale på vegne af ministeren, for så vidt disse beføjelser ikke er delegeret til Energitilsynet:

1) Lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Undergrundsloven).

2) Lov om kontinentalsoklen (Kontinentalsokkelloven).

3) Lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat (Rørledningsloven).

4) Lov om fremme af vedvarende energi.

5) Lov om elforsyning.

6) Lov om naturgasforsyning.

7) Lov om varmeforsyning.

8) Lov om fjernkøling.

9) Lov om CO2-kvoter.

10) Olieberedskabslov.

11) Lov om oplysnings- og salgspligt vedrørende kulbrinter.

12) Lov om forsyningsmæssige foranstaltninger.

13) Lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser fra transport (biobrændstoflov).

14) Lov om fremme af besparelser i energiforbruget.

15) Lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter (Ecodesignlov).

16) Lov om energimærkning af energirelaterede produkter.

17) Lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

18) Lov om statstilskud til energibesparende foranstaltninger i pensionisters boliger.

19) Lov om statstilskud til omstilling af elopvarmede bygninger.

20) Lov om statstilskud til omstilling af ældre boliger til kraftvarme.

21) Lov om statstilskud til produktrettede energibesparelser.

22) Lov om statstilskud til forskning og teknologisk udvikling på energiområdet.

23) Lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug.

24) Lov om statstilskud til fremme af tilslutning til kulkraftvarme.

25) Lov om statstilskud til færdiggørelse af fjernvarmenet.

26) Lov om statstilskud til fremme af decentral kraftvarme og udnyttelse af biobrændsler.

27) Lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder.

28) Lov om statstilskud til elintensive virksomheder.

29) Lov om en ordning for økonomisk risikoafdækning i forbindelse med geotermiboringer.

30) Lov om pilotudbud af pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg.

31) Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.

32) Lov om kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsforsyninger.

33) Lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v.

34) Lov om vandforsyning.

35) Lov om vandløb.

36) Lov om miljøbeskyttelse.

37) Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Stk. 2. Energistyrelsen varetager forvaltningen af statens højhedsret over søterritoriet, for så vidt angår anbringelse af ledningsanlæg (rørledninger, sø- og luftledninger m.m.) til energitransport.

Stk. 3. Energistyrelsen udøver de beføjelser, der er tillagt ministeren i tilladelser efter lov om anvendelse af Danmarks undergrund samt beføjelser, der er tillagt ministeren i henhold til aftale af 19. maj 1981 mellem energiministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevillingen af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund.

§ 4. Hvor energi-, forsynings- og klimaministeren i henhold til lovene nævnt i § 3 er tillagt beføjelser til at fastsætte regler, udøver Energistyrelsen disse beføjelser på ministerens vegne, for så vidt disse beføjelser ikke er delegeret til Energitilsynet.

Stk. 2. Energistyrelsen skal under udøvelsen af beføjelserne i stk. 1 inddrage Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets departement i spørgsmål af væsentlig betydning for energi-, forsynings- og klimaområdet.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for energi-, forsynings- og klimaministerens beføjelser til at fastsætte regler efter lov om miljøbeskyttelse.

§ 5. Energistyrelsen fører tilsynet med Energinet.dk’s varetagelse af administrative opgaver vedrørende værditab på fast ejendom ved opstilling af vindmøller, køberet til vindmølleandele for lokale borgere, grøn ordning til styrkelse af lokale landskabelige og rekreative værdier samt garantifond til støtte af finansiering af lokale vindmøllelavs forundersøgelser, jf. §§ 6-21 i lov om fremme af vedvarende energi og § 20, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om Energinet.dk.

Energistyrelsens beføjelser i anden lovgivning

§ 6. Energistyrelsen udøver følgende opgaver og beføjelser inden for de delegerede områder, jf. §§ 3-4, i henhold til beredskabsloven:

1) Planlægning for opretholdelse og videreførelse af samfundets funktioner i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, samt for at kunne yde støtte til forsvaret, jf. lovens § 24, stk. 1, og gennemførelse af foranstaltninger planlagt efter lovens § 24, stk. 1. Heri indgår opgaver om beskyttelse af kritisk infrastruktur. Endvidere indgår opgaver efter den nationale beredskabsplan udsendt af Beredskabsstyrelsen.

2) Fastsættelse af vejledende retningslinjer for regionernes og kommunernes civile beredskabsplanlægning, jf. lovens § 27.

3) Meddelelse af pålæg til offentlige myndigheder og offentlige og private virksomheder og institutioner om at yde bistand ved planlægningen eller udførelsen af opgaver inden for beredskabet, jf. lovens § 28, stk. 1.

4) Meddelelse af pålæg til offentlige og private virksomheder og institutioner om at træffe særlige foranstaltninger for så vidt angår varer, tjenesteydelser, produktionsmidler m.v. inden for deres normale virksomhed, hvis dette er påkrævet af hensyn til udførelsen af opgaver inden for beredskabet, jf. lovens § 28, stk. 2.

5) Forhandling med de pågældende virksomheder eller institutioner eller med disses organisationer om pålæggets omfang og gennemførelse, herunder om eventuel erstatning fra staten, forinden meddelelsen af pålæg, jf. lovens § 28, stk. 3 og 5.

6) Iværksættelse af eller for så vidt angår ikkestatslige foranstaltninger tilladelse til iværksættelse af ekspropriation af fast ejendom til brug for udførelsen af opgaver inden for den civile sektors beredskab, jf. lovens § 38, stk. 2.

7) Meddelelse af pålæg til enhver om pligt til at meddele oplysninger, der er nødvendige for planlægningen af den civile sektors beredskab, jf. lovens § 45.

§ 7. Energistyrelsen udøver følgende beføjelser inden for de delegerede områder, jf. §§ 3-4 i henhold til konkurrenceloven:

1) Afgørelse af hvorvidt en konkurrencebegrænsning er omfattet af konkurrencelovens § 2, stk. 2, jf. lovens § 2, stk. 4.

2) Forberedelse i forbindelse med energi-, forsynings- og klimaministerens besvarelse af Konkurrencerådets udtalelse, jf. lovens § 2, stk. 5.

3) Afgørelse af hvorvidt støtte ydet ved hjælp af offentlige midler er lovlig i henhold til offentlig regulering, jf. lovens § 11 a, stk. 3.

Beføjelser i energi-, forsynings- og klimalovgivningen der ikke delegeres til Energistyrelsen

Generelt

§ 8. Følgende beføjelser, jf. §§ 3 og 4, delegeres ikke til Energistyrelsen:

1) Fastsættelse af tidspunkt for loves ikrafttræden.

2) Fastsættelse af regler om betaling for myndighedsbehandling.

3) Ministerens bemyndigelse til delegation af beføjelser til andre statslige myndigheder, private organisationer eller selskaber m.v. (juridiske personer).

4) Udnævnelse af medlemmer til Energitilsynet, råd, nævn og fonde inden for de delgerede områder, jf. §§ 3-4, samt beføjelser vedrørende administration, finansiering og fastsættelse af regler for disse organer.

5) Udnævnelse af chefen for Energitilsynets sekretariat.

6) Beskikkelse af taksationsformænd efter § 7, stk. 4, i lov om fremme af vedvarende energi.

7) Udpegning på nærmere angivne vilkår af den centrale lagerenhed efter § 5, stk. 1, i olieberedskabsloven.

8) Høringer vedrørende udpegningen af sagkyndige medlemmer til Energiklagenævnet.

9) Ministerens beføjelser til at træffe afgørelse i forhold til kommunalbestyrelser eller spildevandsforsyningsselskaber efter § 9, stk. 1 lov i om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber samt efter § 4, stk. 1, og § 7 og § 74 b i lov om vandforsyning mv.

Stk. 2. Ministerens bemyndigelse til delegation af tilsynsbeføjelser til miljøministeren efter § 13, stk. 2, i lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter udøves dog af Energistyrelsen uanset stk. 1, nr. 3.

Undergrundsloven

§ 9. Følgende beføjelser efter lov om anvendelse af Danmarks undergrund delegeres ikke til Energistyrelsen:

1) Meddelelse af tilladelse med eneret til efterforskning og indvinding af råstoffer, jf. lovens § 5, stk. 1.

2) Spørgsmål vedrørende omfanget af udvalgets tavshedspligt, jf. lovens § 6, stk. 2.

3) Indgåelse af internationale aftaler vedrørende efterforskning og indvinding, jf. lovens § 11, stk. 3.

4) Afgørelse om hvorvidt en produktionsafgift fastsat i en tilladelse skal erlægges i form af indvundne kulbrinter, jf. lovens § 18.

5) Afgørelse om hvorvidt staten eller et af staten ejet selskab skal have ret til at købe indtil halvdelen af en rettighedshavers løbende produktion af flydende kulbrinter, jf. lovens § 19, stk. 1.

6) Meddelelse af tilladelse til, at undergrunden anvendes til lagring eller andre formål end indvinding, jf. lovens § 23, stk. 1.

7) Fastsættelse af nærmere bestemmelser om udøvelse af tilsyn, jf. lovens § 25, stk. 2.

Lov om elforsyning

§ 10. Følgende beføjelser efter lov om elforsyning delegeres ikke til Energistyrelsen:

1) Statens købepligt efter lovens § 35, stk. 1 og 2, jf. lovens § 35, stk. 10.

2) Statens overtagelse af transmissionsnet på 200 kV eller derover, netforbindelser til udlandet og systemansvarlige virksomheder, jf. lovens § 35 a.

Lov om naturgasforsyning

§ 11. Statens købepligt efter § 34, stk. 1 og 2, jf. § 34, stk. 9, i lov om naturgasforsyning delegeres ikke til Energistyrelsen.

Olieberedskabsloven

§ 12. Følgende beføjelser efter olieberedskabsloven delegeres ikke til Energistyrelsen:

1) Fastsættelse af størrelsen af de samlede beredskabslagre, herunder de specifikke lagre, jf. lovens § 8.

2) Beslutning om, at beredskabslagre skal frigives til slutbrugere og markeder, hvilke produktkategorier frigivelsen skal omfatte, tidsrammer for lagrenes genetablering og administrative forhold i forbindelse med frigivelsen, jf. lovens § 19, stk. 2, 2. pkt.

3) Fastsættelse af forbrugsbegrænsende foranstaltninger for olie, jf. lovens § 19, stk. 3, 1. pkt.

Biobrændstofloven

§ 13. Fastsættelse af bestemmelser om virksomheders pligt til at reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof og energi til transport efter § 3 b, stk. 2-4, i lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser fra transport (biobrændstofloven) delegeres ikke til Energistyrelsen.

Miljøbeskyttelsesloven

§ 14. Følgende beføjelser efter lov om miljøbeskyttelse delegeres ikke til Energistyrelsen:

1) Bestemmelse om kommunernes pligt til at oprette, udvide deltagerkredsen af eller tilslutte sig kommunale fællesskaber for affaldshåndtering, herunder genanvendelsesvirksomheder, jf. lovens § 49, stk. 1.

2) Bestemmelse om at kommunale fællesskaber for affaldshåndtering skal modtage affald fra kommuner, som ikke deltager i fællesskabet, samt bestemmelse om, at kommuner skal stille arealer til rådighed for fælleskommunale virksomheder for affaldshåndtering, jf. lovens § 49, stk. 2.

Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold

§ 15. Følgende opgaver og beføjelser i henhold til vandsektorloven delegeres ikke til Energistyrelsen:

1) Beføjelsen til at fastsætte procentdel af de driftsomkostninger, der indgår i den økonomiske ramme for 2017, jf. § 6, stk. 3.

2) Beføjelsen til at korrigere den regnskabsmæssige kontrolramme, jf. § 6 a, stk. 3, 1. pkt.

3) Bestemme, at mindre vandforsyninger eller mindre omfattende vandforsyningsaktiviteter helt eller delvis skal undtages fra kravet om organisering i aktie- eller anpartsselskabsform, jf. § 15, stk. 2, 1. pkt.

4) Tillade, at en kommunalbestyrelse midlertidigt driver en almen vandforsyning, jf. § 3, stk. 3, i lov om vandforsyning m.v., der ikke er kommunalt ejet, og undtage denne fra kravet om organisering i aktie- eller anpartsselskabsform, jf. § 15, stk. 2, 2. pkt.

5) Beføjelsen til at oprette Vandsektorens Teknologiudviklingsfond, jf. § 21, stk. 1.

6) Beføjelsen til at indbetale efter lovens § 21, stk. 4.

7) Fastsættelse af vedtægt efter § 22, stk. 4.

8) Beslutning om anvendelse af en eventuel overskydende formue, jf. § 22, stk. 5.

9) Nedsættelse af kontaktudvalg efter § 24.

Lov om fremme af vedvarende energi

§ 16. Energi-, forsynings- og klimaministerens beføjelse til at meddele tilladelse til at foretage forundersøgelser efter § 23, stk. 4, jf. § 22, i lov om fremme af vedvarende energi, og som gives efter modtagelse af ansøgning, jf. § 22, stk. 2, delegeres ikke til Energistyrelsen, hvis ansøgningen er modtaget efter 1. januar 2017 eller senere.

Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministerens beføjelse til at meddele tilladelse til at etablere elproduktionsanlæg, jf. § 25 i lov om fremme af vedvarende energi, delegeres ikke til Energistyrelsen, i tilfælde hvor denne tilladelse meddeleles ansøgere, der har ret til at udnytte en forundersøgelsestilladelse efter § 24, stk. 4, og ansøgningen om etableringstilladelse er modtaget den 1. januar 2017 eller senere.

Klageadgang, ikrafttræden m.v.

§ 17. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan bestemme, at en opgave eller beføjelse, der i henhold til bekendtgørelsen henhører under Energistyrelsen udøves af ministeren.

Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan give direktøren for Energistyrelsen instruktioner for udøvelsen af de opgaver og beføjelser, der er henlagt til Energistyrelsen.

§ 18. Afgørelser, som Energistyrelsen træffer i medfør af lovene i § 3, stk. 1, nr. 4-7, 9 og 10, 13-18, 33-34 og 36-37 kan ikke indbringes for energi-, forsynings- og klimaministeren.

§ 19. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 436 af 11. maj 2012 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser ophæves.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, den 25. september 2017

Lars Christian Lilleholt

/ Maria Dall Winther