Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om ændring af vejledning om individuel boligstøtte

(Digitale boligstøtteansøgninger)

 

I Socialministeriets vejledning nr. 103 af 23. oktober 2002, om individuel boligstøtte foretages følgende ændringer:

1. Efter kapitel 13 indsættes:

»Kapitel 13 A

Digitale boligstøtteansøgninger

Indledning

242 a. Ansøgning på Internettet og genbrug af allerede registrerede oplysninger, når borgerne søger om offentlige ydelser, kan medføre væsentlige fordele for såvel den kommunale administration som den enkelte borger.

Borgeren kan via Internettet hente en helt eller delvis forhåndsudfyldt ansøgning. Borgeren kan umiddelbart godkende, supplere eller rette oplysningerne og sende ansøgningen tilbage til kommunen med en elektronisk signatur. Kommunen kan automatisk godkende allerede registrerede oplysninger, og ydelsen kan beregnes uden yderligere kontrol.

Kommunerne har i dag mulighed for at tilbyde borgerne at søge boligsikring og boligydelse på Internettet.

–   Der er ikke lovmæssige hindringer for at benytte digitale ansøgninger.

–   De tekniske muligheder og en digital signatur er tilgængelige på markedet.

–   De oplysninger, der skal benyttes til boligstøtteberegningen, er eller bliver gradvist digitalt tilgængelige for kommunerne.

Digital ansøgning om boligstøtte vil være en serviceforbedring for borgeren, der kan vælge at søge støtte hjemmefra på det tidspunkt, der passer den enkelte, uden forudgående kontakt med kommunen for at rekvirere ansøgningsskema m.v. Borgeren slipper samtidig for at skulle dokumentere oplysninger på papir, idet de oplysninger, kommunen har registreret, allerede er dokumenteret.

Kommunen kan umiddelbart genbruge allerede registrerede og dokumenterede oplysninger fra andre eksisterende registre. Hermed undgår kommunen at skulle modtage og kontrollere og rette evt. fejlindberettede oplysninger fra borgerne, og kommunen undgår at skulle genindtaste oplysninger til brug for boligstøtteberegningen med det tidsforbrug og de fejlmuligheder, dette indebærer.

Endelig vil udlejere kunne undgå at skulle medvirke til at udfylde den enkelte boligstøttemodtagers ansøgning om boligstøtte ved i stedet at vælge at indberette de relevante oplysninger digitalt og samlet.

I den ideelle sag vil en ansøgning om boligstøtte altså kunne ske ved at borgeren via Internettet henter et forhåndsudfyldt ansøgningsskema. Borgeren kan godkende alle oplysninger og straks returnere ansøgningsskemaet med en elektronisk signatur. I kommunen kan boligstøtten umiddelbart beregnes maskinelt på grundlag af ansøgningen uden yderligere sagsbehandling. Har borgeren - f.eks. via ansøgningsskemaet - indgået aftale med kommunen om også at modtage boligstøtteafgørelser fra kommunen via Internettet, kan borgeren via Internettet umiddelbart efter ansøgningen modtage besked fra kommunen om den berettigede boligstøtte, og udbetaling vil kunne iværksættes. Det helt ideelle sagsforløb forudsætter, at alle relevante oplysninger allerede er digitalt tilgængelige for kommunen. Navnlig i den nærmeste tid vil ikke alle oplysninger være tilgængelige, ligesom der altid vil være sager, som forudsætter nærmere individuel sagsbehandling,

Modellen vil indebære væsentlige fordele for såvel borger som kommune også i de tilfælde, hvor en borger ønsker at søge om boligstøtte på papir. Kommunen kan på anmodning udsende en automatisk forhåndsudfyldt ansøgningsblanket, borgeren slipper for papirdokumentation af allerede dokumenterede oplysninger, og kommunen kan umiddelbart genbruge de allerede registrerede oplysninger uden indtastning på samme måde, som hvis ansøgningen var afgivet digitalt. På samme måde opnås fordelen ved genbrug af allerede registrerede oplysninger, hvis en borger ønsker at søge om boligstøtte ved personlig henvendelse hos kommunen.

Boligstøtte beregnes på grundlag af

–   husleje

–   boligens størrelse

–   husstand samt

–   indkomst og formue

Ikke alle relevante oplysninger til fuld digitalisering af boligstøtteansøgninger findes endnu i eksisterende registre. Navnlig indkomstoplysninger forventes først at blive tilgængelige i større tal i 2004. En lang række oplysninger findes imidlertid allerede fuldt ud tilgængelige, og for de resterende oplysninger eksisterer registreringsmuligheder eller registre, således at det må forventes alene at være et spørgsmål om tid og lokale aftaler, før oplysningerne er tilgængelige.

Også i en indledende fase, hvor kun en del af de relevante oplysninger findes registreret, vil genbrug af disse oplysninger være en fordel. Efterhånden som flere oplysninger bliver tilgængelige i flere sager, vil effekten forøges.

Modellen indeholder derfor potentiale til på sigt at frigøre ressourcer i den kommunale administration. Størrelsen af dette potentiale vil hænge nøje sammen med, i hvilken grad modellens forudsætninger tilvejebringes. Stor tilslutning til LetLøn, et velfungerende huslejeregister, fuldt udviklede tekniske løsninger samt tilstrækkelig udbredelse af digital signatur er væsentlige forudsætninger for modellen.

En arbejdsgruppe under Socialministeriet med deltagelse af KL, Københavns- og Frederiksberg kommuner samt Erhvervs- og Boligstyrelsen har gennemgået forudsætningerne for anvendelse af digitale boligstøtteansøgninger. Arbejdsgruppens arbejde har været baseret på en digitaliseringsmodel fra Den Digitale Taskforce, der er et fælles organ for stat, kommuner og amtskommuner, og som har det formål at fremme digital forvaltning gennem tværoffentligt samarbejde med alle relevante aktører med henblik på at udvikle nye services, standarder og arbejdsprocesser.

På baggrund af arbejdsgruppens arbejde beskrives i det følgende nærmere de faktiske muligheder for anvendelse af digital signatur og for genbrug af allerede registrerede oplysninger om bolig, leje, husstand og indkomst.

Yderligere oplysninger kan ses i arbejdsgruppens afrapportering til Den Digitale Taskforce, der kan læses på www.sm.dk/publikationer/kontantydelser/indhold.html eller på www.kl.dk/boligstøtte

Socialministeriet har herudover den 11. april 2003 udsendt en kort generel informationsskrivelse til samtlige kommuner om digital kommunikation på det sociale område. Også denne kan læses på www.sm.dk under »lovgivning « .

Digital boligstøttesagsbehandling

242 b.

AO1950_1.GIF Size: (391 X 441)

Digital signatur

242 c. Den gældende lovgivning kræver ikke, at en ansøgning om boligstøtte skal være en papirblanket med en manuel underskrift. Lovgivningen er derfor ikke til hinder for, at en kommune modtager ansøgninger om boligstøtte via Internettet.

Afgørende er - som ved den traditionelle ansøgning - at det er tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgningen er afgivet af boligstøtteansøgeren (autenticitet), at oplysningerne i ansøgningen ikke kan være ændret mellem afsendelsen og kommunens modtagelse af ansøgningen (integritet), og at borgeren har sikkerhed for, at ingen uvedkommende kan læse ansøgningen (fortrolighed). Det er herunder væsentligt, at ansøgningen har tilstrækkelig bevisværdi (uafviselighed) til, at kommunen kan kræve tilbagebetaling af evt. for meget udbetalt boligstøtte.

Disse betingelser vil være opfyldt, når ansøgningen afgives med en tilstrækkeligt sikker elektronisk signatur, og ansøgningsteksten krypteres.

Signaturbetingelserne kan opfyldes ved anvendelse af den fælles offentlige digitale signatur baseret på et OCES-certifikat, eller en anden elektronisk signatur, der mindst har tilsvarende sikkerhed.

Med en sådan signatur sikres, at de offentlige midler udbetales til den rigtige borger på grundlag af den rigtige ansøgning, og at borgeren hæfter for tilbagebetaling af evt. for meget udbetalt boligstøtte. Kryptering sikrer, at oplysningerne i ansøgningen ikke kan læses af andre end afsender og modtager.

Videnskabsministeren har den 6. februar 2003 indgået en aftale om leverance af den fælles offentlige digitale signatur. Der er afsat 50 mio. kr. til at sikre hurtig og effektiv udbredelse af digitale signaturer til borgere, myndigheder og private virksomheder. Det giver borgerne mulighed for gratis at få den fælles offentlige digitale signatur. Borgerne har siden medio marts 2003 kunnet erhverve den digitale signatur via ToldSkats hjemmeside.

Nærmere om digital signatur og om kommunernes sikring af digitalt underskrevne dokumenters bevisværdi kan læses i IT- og Telestyrelsens vejledninger på www.signatursekretariatet.dk, herunder vejledning om juridiske aspekter.

Digitale henvendelser fra kommune til borger

242 d. Kommunen kan ikke efter lovgivningen forlange, at en borger skal modtage digitale henvendelser fra kommunen.

Kommunen kan heller ikke automatisk gå ud fra, at en borger, der har indgivet en digital ansøgning om boligstøtte, er indstillet på, at også kommunens henvendelser i sagen sker via Internettet. Inden en kommune anvender digitale svar til borgeren på baggrund af en ansøgning om boligstøtte, er det derfor nødvendigt, at borgeren udtrykkeligt har tilkendegivet ønske herom. Dette kan f.eks. ske ved en markering på den digitale ansøgning.

Husstanden

242 e. Det er afgørende for boligstøtteberegningen, hvor mange personer og hvor mange børn der er i husstanden.

Oplysninger om, hvem der bor i en bolig, findes fuldt digitalt tilgængelige for kommunerne i CPR, og bruges allerede i dag til kontrol af oplysninger i boligstøtteansøgninger.

Det følger af loven om CPR, at en potentiel boligstøtteansøger i en forhåndsudfyldt ansøgning vil kunne få oplyst navn, CPR-nr. Og andre CPR-oplysninger på husstandsmedlemmer, der er børn, ægtefælle eller forældre til ansøgeren. For andre personer, der er tilmeldt den bolig, ansøgeren er lejer af, kan oplyses navn.

Disse oplysninger kan derfor umiddelbart genbruges i alle sager i en forhåndsudfyldt boligstøtteansøgning.

Hvis en boligstøtteansøgning indgives forud for en flytning, vil der ikke være registreret oplysninger om ansøgerens husstand på den nye adresse, og ansøgeren må i så fald selv anføre oplysningerne i ansøgningen. Disse vil kunne dokumenteres på papir eller oplysningerne vil kunne kontrolleres i CPR, når flytningen er sket.

Indkomst

242 f. Boligstøtte beregnes på grundlag af indkomsten for boligstøtteansøgeren og dennes husstandsmedlemmer, herunder børn.

Den aktuelle indkomst, der benyttes ved boligstøtteberegningen, har hidtil ikke været tilgængelig i noget register. Inden for de kommende år vil lønoplysninger og oplysninger om overførselsindkomster og andre udbetalinger, hvoraf der skal indeholdes A-skat, imidlertid blive tilgængelige fra det LetLønsregister, der netop er etableret for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af Told- og Skattestyrelsen. Et af formålene med registret er netop, at oplysningerne skal kunne videregives til de offentlige myndigheder, der har hjemmel til at anvende oplysningerne.

De oplysninger, der indberettes, er de samme, der hidtil har skullet indberettes til ToldSkat, dvs. samme typer oplysninger, der findes på de lønsedler, kommunerne i dag bruger til kontrol af indkomstoplysninger. Andre indkomsttyper, som f.eks. kapitalindkomst vil i væsentligt omfang kunne hentes fra andre registre, typisk fra forskudsregistreringen.

De første oplysninger forventes at kunne hentes fra LetLønsregistret i løbet af august 2003. Oplysninger fra alle offentlige arbejdsgivere forventes at være registreret i begyndelsen af 2004. Registret forventes ved udgangen af 2004 at omfatte størsteparten af lønmodtagere og modtagere af overførselsindkomster.

Videregivelse af oplysninger fra LetLønsregistret til en boligstøtteansøger kan i overensstemmelse med persondataloven ske for så vidt angår oplysninger om ansøgeren selv og dennes mindreårige børn. Ca. 80 pct. af alle boligstøttesager omfatter alene én voksen med eller uden børn. I disse sager vil indkomstoplysninger om alle husstandsmedlemmer således automatisk kunne anføres i en forhåndsudfyldt boligstøtteansøgning efterhånden som oplysningerne registreres i LetLønsregistret. Der er tale om samme typer af oplysninger, der i dag kontrolleres af kommunerne på borgernes lønsedler.

Datatilsynet har oplyst, at videregivelse af oplysninger om andre husstandsmedlemmer - herunder ansøgerens eventuelle ægtefælle - kræver samtykke fra disse. En teknisk løsning til afgivelse af et sådant samtykke i forbindelse med en digital boligstøtteansøgning er endnu ikke fuldt udviklet. Afgivelse af samtykke, evt. ved fuldmagt, vil være muligt, når et system hertil foreligger. Ansøgning i sager med flere voksne husstandsmedlemmer kan imidlertid indtil da forhåndsudfyldes for ansøgeren og disses børn.

Boligen

242 g. Boligens bruttoetageareal, antal rum samt køkken har betydning for boligstøttens størrelse.

Oplysninger herom er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Oplysningerne er fuldt ud digitalt tilgængelige for kommunen og bruges allerede i dag til kontrol af ansøgerens og udlejerens oplysninger i boligstøtteansøgninger.

Kommunen kan frit videregive disse oplysninger. Oplysningerne kan derfor umiddelbart anvendes i en forhåndsudfyldt boligstøtteansøgning.

Leje m.v.

242 h. Boligstøtten beregnes på grundlag af huslejens størrelse. Det er endvidere afgørende, om lejeren betaler for vedligeholdelse, vand eller kollektiv varmeforsyning udover lejen.

Oplysninger om aktuel husleje findes ikke registreret i et samlet offentligt register.

En kommune kan imidlertid aftale med udlejere i kommunen, at oplysninger om den aktuelle leje løbende registreres digitalt til brug for boligstøtteansøgninger og løbende regulering af boligstøtten i forbindelse med lejeforhøjelser. For at sikre mulighed for fuld digitalisering af boligstøtteansøgninger skal endvidere registreres, hvordan der betales for vand, varme og vedligeholdelse.

Der findes udbydere på markedet der har udviklet et lejeregister baseret på sådanne aftaler mellem den enkelte kommune og udlejere i kommunen. Muligheden for at anvende et lejeregister forventes udbudt til kommunerne i løbet af kort tid.

Aftaler om registrering af lejens størrelse findes allerede i en række kommuner til brug for den løbende boligstøtteregulering i forbindelse med lejeforhøjelser.

Kommunen vil kunne videregive disse oplysninger til den, der er lejer af boligen, i en forhåndsudfyldt boligstøtteansøgning.

Om oplysninger kan videregives til andre end lejeren selv, herunder til lejerens ægtefælle eller samlever, vil bero på den aftale, der er indgået mellem udlejer og kommune.

Efterhånden som der indgås aftaler med flere større udlejere, vil aktuelle lejeoplysninger være tilgængelige for digital boligstøtteansøgning

Hvordan kommer kommunerne i gang med digital boligstøtteadministration

242 i. KL har oprettet Det Kommunale Digitaliseringsråd, der udover at rådgive KL om fastlæggelsen af de overordnede strategier for udbredelse af digital forvaltning har til opgave at rådgive KL om igangsættelsen af konkrete, digitale implementeringsprojekter.

KL har på baggrund af rådgivning fra Rådet besluttet at igangsætte et implementeringsprojekt vedrørende digital administration af boligstøtteansøgninger i foråret 2003.

Hensigten med iværksættelsen af projektet er at effektivisere den kommunale boligstøtteadministration samt lette borgerens arbejde i forbindelse med ansøgning om samt modtagelse af boligstøtte.

Projektet tager udgangspunkt i administrationsmodellen beskrevet i dette kapitel. Det er hensigten, at der via projektet tilvejebringes viden om, i hvilket omfang modellen vil kunne anvendes/implementeres i den kommunale administration. Og i fald forudsætningerne for modellen ikke i tilstrækkelig grad er til stede, hvorledes den kommunale boligstøtteadministration så tilrettelægges for at opnå de ønskede effektiviseringsgevinster samt serviceforbedringer.

Projektet skal kortlægge administrationsområdets arbejdsgange. Kortlægningen skal afdække i hvilket omfang forudsætningerne for den beskrevne administrationsmodel er tilvejebragt, herunder om der er behov for tilpasning af modellen. Med udgangspunkt i denne kortlægning skal ønskede funktionaliteter til de nødvendige IT-systemer beskrives og anbefalinger om god administrativ praksis skal udarbejdes, således at administrationsområdets arbejdsgange kan optimeres.

Projektbeskrivelsen kan læses på KL´s hjemmeside: www.kl.dk/boligstøtte

Alle landets kommuner er blevet inviteret til at deltage i dette projekt, der vil blive gennemført med deltagelse af 3-5 kommuner i perioden fra maj 2003 og cirka et år frem.

Erfaringerne fra projektet vil blive offentliggjort på KL´s hjemmeside. Desuden vil KL´s kontor for administration og IT, kunne kontaktes vedrørende hjælp til implementering af modellen. «

2. Efter bilag 1 indsættes som bilag 2 :

Muligheder for at søge yderligere information

Afrapportering fra Socialministeriets arbejdsgruppe om digital administration af boligstøtte

Socialministeriet www.sm.dk/publikationer/kontantydelser/indhold.html

KL, www.kl.dk/boligstøtte

Digital signatur :

IT- og Telestyrelsen, www.signatursekretariat.dk , tlf. 35450000, Holsteinsgade 63, 2100 Kbh. Ø.

Videnskabsministeriet, www.fsk.dk , tlf.33323501, Bredgade 43, 1260 Kbh. K.

Projekt Digital Forvaltning, www.e.gov.dk tlf.39951555, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 Kbh. K.,

herunder

Den Digitale Taskforce, samme adresser

ToldSkat, www.toldskat.dk

LetLønsregistret

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, www.eogs.dk , tlf. 33307700, Kampmannsgade 1, 1780 Kbh. V.

Told- og Skattestyrelsen, www.toldskat.dk\letloen , tlf. 35297300, Østbanegade 123, 2300 Kbh. Ø.

Social lovgivning

Socialministeriet, www.sm.dk tlf. 33929300, Holmens Kanal 22, 1060, København K.

Persondataloven

Datatilsynet, www.datatilsynet.dk , tlf. 33193200, Borgergade 28,5., 1300 Kbh. K.

Konkrete erfaringer og projekter

KL, www.kl.dk , 33703370, Kontoret for administration og IT og Kontoret for social- og arbejdsmarkedsforhold, Weidekampsgade 10, 2300 Kbh. S.

samt

Det Kommunale Digitaliseringsråd, www.kl.dk/273052

Projekt Digital Forvaltning, www.e.gov.dk , tlf.39951555, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 Kbh. K.

herunder

Den Digitale Taskforce, samme adresser

Generelt

Offentlig Information Online, www.oio.dk «

3. Vejledningen har virkning fra den 1. juli 2003.

Socialministeriet, den 26. juni 2003

P.M.V.
Finn Mortensen

/Bent Nielsen