Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Indledende bestemmelser
Kapitel 2 Dækningsomfang m.v.
Kapitel 3 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af basisforsikring mod stormfald

I medfør af § 11, stk. 5, i lov om stormflod og stormfald, jf. lovbekendtgørelse nr. 281 af 16. april 2018, og efter drøftelse med miljø- og fødevareministeren fastsættes:

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for forsikringsselskabers tegning af basisforsikring mod stormfald på private skovarealer.

§ 2. Bestemmelserne i bekendtgørelsen kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for forsikringstageren.

Kapitel 2

Dækningsomfang m.v.

§ 3. Ved en af basisforsikringen omfattet skov forstås et topografisk velafgrænset skovareal.

Stk. 2. Skovarealer med samme ejer med en indbyrdes afstand på under 50 m er at betragte som en skov.

Stk. 3. Hvis en skov er opdelt i parceller med hver sin ejer, er den enkelte ejers del af skoven at betragte som en skov.

Stk. 4. Skov kan i forsikringsmæssig henseende betragtes som flere skove, hvis:

1) skoven består af flere selvstændige noteringsejendomme, eller

2) skoven er adskilt af vanskeligt passable færdselsårer (dvs. primærruter, motor- og trafikveje samt jernbaner).

§ 4. Basisforsikringen yder erstatning ved stormfald, når Stormrådet har truffet afgørelse om, at der har været stormfald i et område på et givet tidspunkt, jf. § 2, stk. 3, i lov om stormflod og stormfald, og de forsikrede skovarealer er beliggende i dette område.

Stk. 2. Forsikringen yder erstatning for fladefald, jf. § 12, stk. 2, i lov om stormflod og stormfald.

Stk. 3. Erstatning ydes, uanset om det forsikrede skovareal har eller får status som fredskov.

§ 5. Uanset bestemmelserne i § 4 kan forsikringsselskabet i forsikringsbetingelserne vælge, at basisforsikringen ikke dækker skader mindre end 0,5 ha pr. forsikret skov.

§ 6. Forsikringen dækker de forsikrede skovarealer med den i policen anførte forsikringssum pr. ha pr. skadebegivenhed. Forsikringssummen pr. ha skal mindst udgøre 3.000 kr. Dækningssummen er en kontanterstatning, der udbetales pr. skaderamt ha uden, at der kan gøres underforsikring gældende.

Stk. 2. Forsikringstager er forpligtet til at orientere forsikringsselskabet om ændringer vedrørende arealstørrelser, ejerforhold og træartsfordeling.

§ 7. Skader skal anmeldes til forsikringsselskabet inden udløbet af den frist, som Stormrådet fastsætter i forbindelse med afgørelse om, at der har været stormfald i et område på et givet tidspunkt. Anmeldelsesformular rekvireres hos forsikringsselskabet.

Stk. 2. Forsikringsselskabet, eller den, som selskabet bemyndiger hertil, videresender uden ugrundet ophold anmeldelsen til Stormrådet til videre behandling med oplysning om, hvorvidt det anmeldte, stormfaldsramte areal er dækket af en basisforsikring.

Stk. 3. I tilfælde af erstatningsberettiget skadebegivenhed har forsikringstager pligt til at dokumentere omfanget af skaden. Forsikringsselskabet har ret til at foretage taksering af en af forsikringsselskabet valgt taksator.

§ 8. Ophører et forsikringsselskab med at udbyde en basisforsikring, skal forsikringsselskabet skriftligt meddele forsikringstagerne dette med ét års varsel. Samtidig orienteres Erhvervsministeriet skriftligt herom.

Kapitel 3

Ikrafttræden

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 2. Følgende bekendtgørelser ophæves:

1) Bekendtgørelse nr. 321 af 9. maj 2001 om minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af basisforsikring mod stormfald.

2) Bekendtgørelse nr. 1167 af 27. november 2006 om minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af basisforsikring mod stormfald.

Erhvervsministeriet, den 1. juni 2018

Brian Mikkelsen

/ Hans Høj