Resume
Resumé
Klagere – et forældrepar [K1 og K2] – klagede over artikler i B.T. og i B.T.’s internetavis.

Nævnet fandt, at [K1 og K2] havde retlig interesse i at klage til Pressenævnet.

Pressenævnet fandt, at de påklagede udsagn om påtænkt anvendelse af tvang over for pigen må forstås som alene vedrørende kommunens håndtering af sagen og ikke [K1 og K2]’s. [K1 og K2] havde herefter ikke på egne vegne grundlag for at klage over tilsidesættelse af god presseskik, og de havde ikke kompetence til at klage på kommunens vegne. Nævnet fandt, at der ikke i øvrigt var grundlag for at udtale kritik i sagerne.

Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-153/160

 

[K1 og K2] har ved advokat Claus Bonnez klaget til Pressenævnet over artikler i B.T. den 16. december 2004 og i B.T.’s internetavis den 17. december 2004, rettelig den 12. januar 2005, idet de finder, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen den 16. december 2004 hed det:

Hjælp [A] væk fra sexdømt far

13-årig nordjysk pige blev tvunget til anal- og oralsex med sin far. Han fik to års fængsel for sex-overgreb. Nu vil Farsø Kommune tvinge [A] til at genoptage kontakten med sin familie.

[A] har fortalt, hvordan hun får kvalme, når hendes far vil give hende en knuser. Så husker hun pludselig, hvordan det var, da hun som ti-årig blev tvunget til analt samleje og oralsex med ham i familiens hjem ved Løgstør.

Han blev dømt for sex-overgrebene. Først halvandet års fængsel i byretten. Derefter skærpede Vestre Landsret dommen til to års ubetinget fængsel.

Den straf er udstået, og nu vil den 44-årige far have genetableret forbindelsen med sin datter. Flere gange har myndighederne afvist faderens ønske om at være sammen med [A]. Både Den Sociale Ankestyrelse og Vestre Landsret har sagt nej til samvær.

Men på tirsdag beslutter Farsø Kommune, om tiden nu er moden til, at den 13-årige pige skal tvinges til at være sammen sin far, selv om hun selv siger nej.

Skrev til minister

[A] har forgæves forsøgt at overbevise sin sagsbehandler i Farsø Kommune om, at hun bare vil have lov til at blive boende og leve i fred og ro hos den plejefamilie, hvor hun har været, siden faderens sexmisbrug blev afsløret.

[A]s 19-årige søster har været så fortvivlet over situationen, at hun har skrevet et personligt brev til socialministeren.

Hidtil har Farsø Kommunes Børn og Unge Udvalg ikke villet høre [A]s mening. Udvalget har lagt vægt på vurderingen fra den socialrådgiver, der uden nogen lægelig eller psykologisk undersøgelse pludselig har stemplet [A] som psykisk ustabil.

Den vurdering står sagsbehandleren ret alene med. Og det har nærmest skabt oprørsstemning blandt dem, der har et personligt kendskab til den 13-årige pige.

Glad og rar

[A]s skole, den lokale præst, klassekammeraterne og naboer til den plejefamilie, hvor [A] bor, har nemlig en helt anden opfattelse. De beskriver hende som en glad, rar og let omgængelig pige. Som en rigtig god kammerat, der trives og udvikler sig. Som en kvik og omsorgsfuld barnepige, en 13-årig pige, der er pligtopfyldende og ansvarsbevidst.

Ingen forstår, hvorfor [A] skal fjernes fra et miljø, der er godt for hende. Men væk skal hun, mener Farsø Kommune.

Sendt på børnehjem

A blev forleden fjernet fra sin plejefamilie og i stedet anbragt på et nordjysk børnehjem. Her kan hun højst få sms-kontakt med sine venner og sin plejefamilie. Imens overvejer politikerne i Farsø Kommune [A]s fremtid.

Plejefamilien har ikke blokeret muligheden for, at [A]s biologiske forældre har kunnet møde deres datter. De vil bare ikke have pædofile ind over deres dørtærskel. Det er måske den reelle forklaring på, at [A] nu er fjernet og sendt på børnehjem.

Et overvåget samvær har været gennemført på et neutralt sted.

Der fik [A] en knuser af sin far, og siden har hun nægtet enhver kontakt med ham.

[B], formand for Farsø Kommunes socialudvalg, siger til B.T. »Socialudvalget er ansvarlig for, hvor barnet anbringes. Vi vil aflevere en redegørelse til ministeren og tilsynsrådet i Nordjyllands Amt i den konkrete sag. Den vil jeg ikke sige mere om.«

Følger loven

Hvorfor hører I ikke pigens egen mening? »Det gør vi også. Vi har tidligere haft problemer i vor familieafdeling, så jeg tør godt sige, at vi følger loven til punkt og prikke.«

Pigen vil ikke mødes med sin familie. »Det er Børn og Unge Udvalget, der skal tage stilling til det. Men jeg tror ikke, at formanden vil udtale sig om en personsag. Personligt mener jeg, at det er fornuftigt, at pigen på et tidspunkt får kontakt til dele af sin biologiske familie.« Dele af familien? Betyder det, at Farsø Kommune ikke skal arbejde på, at pigen skal have kontakt med sin far? »Sådan må du godt opfatte det.«

Kommunen berygtet for at svigte børnene

Farsø er en berygtet kommune, når det kommer til anbringelsessager. For godt et år siden viste TV 2 i dokumentarprogrammet ”Løgn over løgn i Farsø”, hvordan hundredevis af børn kom i klemme i en magtkamp mellem politikere og socialrådgivere i den nordjyske kommune. Politikerne ville spare penge på anbringelser af børn, men socialrådgiverne nægtede at bryde loven for at spare.

Så hele familieafdelingen blev fyret med øjeblikkeligt varsel.

”Vi blev anklaget for at lytte for meget til børnene.” siger [C], der var leder af familieafdelingen i Farsø Kommune i ti år.

Hun kender godt 13-årige [A] og har hørt om kommunens håndtering af sagen.

”Jeg blev helt knust, da jeg hørte det. Det var lige det, vi var bekymrede og bange for, så vi er meget berørte. Vi kender jo dette barn, og jeg synes, at denne sag er meget enkel og belyst fra alle sider. Man skal bare gøre, som lovgivningen siger. Man skal lytte til barnet,” siger [C].

Løgn over løgn

”Løgn over løgn i Farsø” beskrev en sag, hvor den daværende familieafdeling med [C] som leder fik det anonymt tip om vanrøgt i en familie i kommunen.

Da afdelingen opsøgte familien i dens gamle, beskidte hus, der knap var beboeligt, blev de mødt af et skræmt søskendepar på to og seks år. Da afdelingen senere samme aften kom på kontrolbesøg, fandt man børnene sammen med deres berusede forældre, og situationen fik dem til at fjerne børnene med magt og sende dem til en plejefamilie. Men på grund af en procedurefejl holdt tvangsfjernelsen ikke i juridisk forstand, og da [C] opfordrede udvalgsformanden til at tage en ny formandsbeslutning, valgte han at lade være, så børnene blev sendt hjem igen til familien.

Tragisk eksempel

Allerede dengang udtalte [C] sig til Jyllands-Posten.

”Det er noget at det mest bedrøvelige, jeg har været med til, og jeg har det stadig dårligt på børnenes vegne. Men det er endnu et tragisk eksempel på, at systemet ikke fungerer,” siger hun.

Godt et år efter mener hun stadig, at man burde kigge Farsø Kommune endog ganske grundigt efter i sømmene.

”Der er noget helt galt i Farsø Kommune. Jeg mener, at der er en dyb uprofessionalisme, og man burde se mere på, hvad der sker i Farsø Kommune.” fastslår [C], der efter fyringen underviser en smule og har forskelligt konsulentarbejde.”

Så hør mig dog

[D] og [E] ved, at de balancerer på en knivsæg. Som plejefamilie har man tavshedspligt og skal helst ikke markere sig offentligt og slet ikke i sager om børn. Sådan vil de kommunale arbejdsgivere helst have det.

Alligevel har beslutningen om at fjerne den 13-årige [A] gjort stort indtryk på parret. De kender både [A] og den familie, der har haft hende i pleje i snart tre år.

”I et retssamfund må man have lov til at tale sin sag, inden man bliver dømt. Sådan bør det også være, når politikerne i Børn og Unge udvalget skal træffe beslutninger,” siger [E].

”Inden man træffer store beslutninger om en 13-årig piges fremtid og ved, at man handler mod hendes ønsker, bør de folkevalgte politikere tale med pigen selv,” tilføjer [D].

I lokalsamfundet ved [S] når Løgstør kender de fleste historien om den 13-årige [A], og de færreste sparer på forargelsen.

Ingen kan rigtig forstå, hvordan en kommunal sagsbehandler uden videre kan stemple en velfungerende 13-årig pige som psykisk syg.

”Mon de snart åbner deres egen klinik på rådhuset, ” mumler man i lokalsamfundet. Nogle har appelleret direkte til politikerne, og breve og udtalelser om [A] har i flere dage cirkuleret i lokalsamfundet. Herover kan du læse nogle centrale synspunkter.”

Ved siden af et foto af blandt andet [D] og [E] står:

”[D] og [E] ses her med [A]s storesøster, som de er plejeforældre for. ”Hvordan kan man træffe afgørende beslutninger for en 13-årig pige uden at høre, hvad pigen selv mener,” spørger de.”

Oven over artiklen står følgende kommentarer:

”Min lillesøster har sagt nej flere gange, men der er ingen, der lytter, Så er det meget svært for hende. Voksne mennesker må og skal også lytte til børnenes mening. De skal lytte til min lillesøster og ikke bare sende hende på behandlingshjem, fordi de mener, hun er psykisk syg. Hvis der er nogen, der gør hende psykisk syg, er det Farsø kommune”

”[A]s 19-årige søster, der valgte at blive i sin plejefamilie, da hun blev myndig”

”Som barnepige oplever vi [A] som en meget moden pige, der rummer en ekstrem god tålmodighed og utrolig megen kærlighed. Det sidste halvandet år har vi oplevet [A] i en rivende udvikling, hvor hun gradvist er blevet mere selvsikker, udadvendt og en altid smilende og glad pige”

”[F] og [G], naboer til [A]s plejefamilie”

”I har lige taget en højt elsket person fra os. Hele klassen var grædefærdig. Vi synes, at det er umenneskeligt at fjerne hende fra klassen og hendes plejefamilie mod hendes vilje. Det er umenneskeligt at sende en pige som [A] på børnehjem. Der er ikke noget galt med hende. Da vi fik det at vide, græd vi alle. Selv lærerne græd”

”[A]s klassekammerater i 7.a”

”Vi er på [A]s vegne meget uforstående over for, at hun skal rives væk fra alt det, som giver hende tryghed og stabilitet i hverdagen. Tænk jer om, inden beslutningen realiseres. Hvad med at spørge [A]. Hun er vel gammel nok til at have en mening om sin egen fremtid”

”[H] og [I], naboer til plejefamilien””

På B. T.’s internetavis blev der den 12. januar 2005 bragt følgende artikel:

Ignorerede [A]s desperate bøn

Socialrådgiver så stort på incestramt piges ønsker og frarådede hende at tale sin sag.

”[A] gav udtryk for, at hun ikke ønsker kontakt til sine forældre, og at hun ønsker fred. [A] ønsker at tale med Børne- og ungeudvalget.”

Sådan skrev den socialrådgiver i Farsø Kommune, som er sagsbehandler for 13-årige incestramte [A], i et referat af et møde, hun 15. november i år havde med [A] og [A]s bisidder, [L].

I et følgebrev til [A] selv, som B.T. – ligesom referatet af mødet – ligger inde med, skrev sagsbehandleren samtidig om den indstilling, som ville blive sendt til Farsø Kommunes Børne – og ungeudvalg:

”Jeg skriver, at [A] siger, at hun ikke ønsker at se sine forældre mere, måske engang når hun bliver ældre. Vi skal ikke arrangere noget samvær, vi skal lade hende være i fred.”

Men i stedet for at tage den 13-årige piges ord for gode varer og vente på Børne- og ungeudvalgets møde, som først finder sted på næste tirsdag, besluttede sagsbehandleren, at den 13-årige piges inderlige bønner alene var udtryk for psykisk ustabilitet.

Fjernet i huj og hast

Sagsbehandleren fik, som B.T. i går kunne fortælle, derpå i huj og hast fjernet [A] fra sin plejefamilie og anbragt på en døgninstitution, for nu skal [A] nemlig tvinges til samvær med den far, som for tre år siden blev idømt to års fængsel for brutalt at have voldtaget sin dengang ti-årige datter analt og oralt.

Alligevel har Farsø Kommune telefonisk over for Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt bedyret, at [A] ”er blevet hørt” i sagen. Det til trods for at Børne- og ungeudvalget endnu ikke har haft møde, aldrig har mødt den 13-årige pige selv og således slet ikke har behandlet sagen.

Tilsynsrådet, hvis opgave det er at overvåge, at kommunerne overholder landets love, rettede allerede den 3. december efter et tip henvendelse til Farsø Kommune og krævede en redegørelse for, hvorfor [A] ikke var blevet hørt i sin sag. Og ifølge statsamtmand [J] fra Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt ringede en person fra kommunen få dage efter forespørgslen tilbage og forklarede, at ”der ikke var noget på den sag, for pigen var blevet hørt”.

Tilsynsrådet og statsamtmanden afventer nu kommunens skriftlige svar på, hvornår og hvordan det er sket. Svaret forventer [J] at modtage i slutningen af næste uge- og altså først efter at Børne- og ungeudvalget for første gang vil få lejlighed til at høre på den ulykkelige pige. Et møde, som [A] – nu klogelig i selskab med en advokat – agter at møde op til.

Chokerende oplysninger

Men nye og chokerende oplysninger, som B.T. nu er kommet i besiddelse af, viser, at det er mod alle odds, 13-årige [A] endelig får lejlighed til at konfronter politikerne.

Den ulykkelige 13-årige pige blev således på mødet den 15-november gentagne gange rådet af den sagsbehandler, som efterfølgende tvangsfjernede hende, til ikke at mødes med kommunens Børne- og ungeudvalg for at tale sin sag.

L, som var [A]s bisidder på mødet med sagsbehandleren 15. november, kan berette om en sagsbehandler, som gjorde alt, hvad der var muligt for at overtale [A] til at blive væk fra mødet med kommunalpolitikerne:

”Sagsbehandleren sagde undervejs til os, at der egentlig slet ikke var grund til, at [A] dukkede op på mødet. Det var, fortalte hun, slet ikke nødvendigt,” husker [L].

Da [A] alligevel insisterede på at mødes med udvalgsmedlemmerne, fandt sagsbehandleren flere argumenter frem:

”Sagsbehandleren sagde så, at det kunne være meget voldsomt for et barn at sidde sådan foran flere voksne og skulle forklare sin sag, og til sidst sagde hun også, at det jo var tit, at udvalget slet ikke hørte på barnet. [A] fastholdt bare med klar røst, at det ville hun altså.”

Stemplet som ustabil

Men i stedet for at lytte til den knuste piges bønner om en fair og retfærdig behandling stemplede sagsbehandleren hende som psykisk ustabil, fik hende fjernet fra den plejefamilie, hun holder af at være hos, og vil nu stik mod den 13-årige piges vilje tvinge hende til samvær med den far, som så brutalt voldtog hende.

Det er ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra den pågældende sagsbehandler.”

[K1 og K2] har ved advokat Claus Bonnez anført, at budskabet i artiklen i B.T. den 16. december 2004 er at kommunen og forældrene handler i strid med barnets interesser, idet barnet mod sin vilje var fjernet fra plejeforældrene og anbragt på institution, mens kommunen forberedte, at barnet skulle tvinges til at se sine forældre, herunder faderen, som ifølge artiklen har begået sex-overgreb mod barnet.

Advokat Claus Bonnez har videre anført, at det i artiklens første spalte anføres, at kommunen tirsdag efter, at artiklen blev bragt skulle beslutte, om ”tiden nu er moden til, at den 13-årige pige skal tvinges til at være sammen med sin far, selvom hun selv siger nej”.

Advokat Bonnez har anført, at klagen vedrørende artiklen i B.T.’s internetavis den 12. januar 2005, drejer sig om første afsnit, under overskriften ”Fjernet i huj og hast”, hvor der blandt andet står ” for nu skal [A] nemlig tvinges til samvær med den far, som for tre år siden blev idømt to års fængsel for brutalt at have voldtaget sin dengang 10-årige datter analt og oralt”. Advokaten har videre anført, at forældrene ikke på noget tidspunkt har accepteret, at kommunen skulle tvinge barnet til samvær med dem. De har tværtimod samarbejdet med kommunen gennem lang tid for at etablere en kontakt på barnets betingelser. Således var der et overvåget samvær i sommeren 2004, som forløb godt og som barnet var tilfreds med. Barnet har senere ifølge det oplyste udtrykt utilfredshed med, at hun efter dette samvær blev afhørt af politiet efter at faderen havde indbragt sin sag for Den Særlige Klageret. Det er ifølge forældrene denne klage, som efterfølgende skulle have fået barnet til at udvise tilbageholdenhed i forhold til faderen.

Advokat Bonnez har endelig anført, at det ikke fremgår af sagen, at kommunen har haft til hensigt at gennemtvinge samværet mellem barnet og forældrene, hvis det skulle vise sig, at barnet ikke ønskede et sådant samvær. Forældrene finder, at B.T.’s artikler efterlader det indtryk, at det har været planen at gennemtvinge et sådant samvær, og at avisen ikke kan føre bevis for, at dette har været planen.

Advokat Claus Bonnez har fastholdt, at forældrene er klageberettigede, idet artiklerne giver det indtryk, at de medvirker til at udøve tvang mod barnet.

B.T. har vedrørende artiklen af 16. december 2004 anført, at avisen på intet tidspunkt hævder, at forældrene skulle ønske tvangsmæssige foranstaltninger med henblik på at opnå samvær med barnet. B.T. bestrider derfor, at forældrene er klageberettigede i forhold til den passus i artiklen, der klages over, idet det pågældende afsnit alene forholder sig til hvad kommunen har gjort og ikke nævner forældrene.

B.T. har videre anført, at avisen har forholdt sig kritisk til kommunens behandling af sagen, idet barnet tydeligt har tilkendegivet, at hun ikke ønsker samvær med forældrene. Det forhold at et samvær i sommeren 2004 forløb godt, og at barnet efterfølgende gav udtryk for utilfredshed, da hun blev afhørt af politiet, som følge af faderens klage til Den Særlige Klageret, må tages som udtryk for uenighed mellem far og datter om hvorvidt, der overhovedet er foregået et sexovergreb.

B.T. har vedrørende artiklen af 12. januar 2005 på B.T.’s internetavis anført, at klagen må opfattes således, at det alene er udtrykket ”tvinges til samvær”, der klages over. B.T. finder, at udtrykket er berettiget på baggrund af de aktiviteter, kommunen havde iværksat i forbindelse med, at man fjernede pigen fra plejefamilien, selvom hun protesterede og anbragte hende på børnehjem.

B.T. har videre anført, at kritikken alene vedrører kommunen, og at B.T. udover grundig research har forelagt kritikken for kommunen, der på intet tidspunkt har bestridt, at man overvejede at gennemtvinge et samvær mellem pigen og faderen.

B.T. har herudover anført, at det intet sted i artiklen fremgår, at forældrene skulle stå bag kommunens arbejde for at gennemtvinge et samvær, hvorfor forældrene ikke er omfattet af medieansvarsloven § 36 eller de mere generelle bestemmelser om god presseskik. Såfremt klager havde henvendt sig til B.T., ville avisen gerne have bragt den oplysning, at det var mod forældrenes ønske, at der blev overvejet et tvungent samvær.

B.T. har endelig anført, at avisen ikke har tilsidesat god presseskik, dels fordi klagerne ikke er klageberettigede, dels fordi kommunen ikke har bestridt oplysningen, da B.T. forelagde kritikken for kommunen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Nævnet finder, at [K1 og K2] har retlig interesse i at klage til Pressenævnet.

Pressenævnet finder, at de påklagede udsagn om påtænkt anvendelse af tvang over for pigen må forstås som alene vedrørende kommunens håndtering af sagen og ikke [K1 og K2]s. [K1 og K2] har herefter ikke på egne vegne grundlag for at klage over tilsidesættelse af god presseskik, og de har ikke kompetence til at klage på kommunens vegne. Nævnet finder, at der ikke i øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagerne.

Afgjort den 23. august 2005.