Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om visse aspekter af Danmarks Eksportråds virke

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Bestyrelsen og
eksportfremmebevillingsudvalget

§ 1. I tilknytning til etableringen af Danmarks Eksportråd inden for rammerne af udenrigstjenesten nedsætter udenrigsministeren en bestyrelse for Danmarks Eksportråd samt et eksportfremmebevillingsudvalg (bevillingsudvalg) til behandling af ansøgninger om medfinansiering til danske virksomheder og enkeltpersoner m.v.

    Stk. 2. Formålet med at nedsætte bestyrelsen og bevillingsudvalget er at sikre et tæt samspil mellem dansk erhvervsliv og Danmarks Eksportråd og herigennem medvirke til at fremme danske virksomheders eksport og internationalisering.

Sammensætning af bestyrelsen og bevillingsudvalget

§ 2. Bestyrelsen for Danmarks Eksportråd sammensættes af en formand, en næstformand og af op til ni medlemmer, der udpeges af udenrigsministeren for indtil to år ad gangen efter drøftelse med erhvervsministeren og fødevareministeren. Bestyrelsen sammensættes således, at et bredt spektrum af erhvervs- og eksportinteresser repræsenteres.

    Stk. 2. Bevillingsudvalget er sammensat af mindst 5 medlemmer, der udpeges af udenrigsministeren. Der udpeges mindst 4 medlemmer blandt aktive repræsentanter for danske erhvervsvirksomheder, hvoraf en udpeges til formand. Endvidere udpeges en repræsentant for Danmarks Eksportråd, der samtidig fungerer som næstformand.

Bestyrelsens og bevillingsudvalgets opgaver

§ 3. Bestyrelsen har til opgave at rådgive udenrigsministeren i spørgsmål vedrørende regeringens eksport- og investeringsfremmeindsats.

    Stk. 2. Bevillingsudvalget har til opgave at træffe afgørelse i større sager og i konkrete sager, der indeholder principielle spørgsmål om tilskud fra Udenrigsministeriets eksportfremmebevilling til medfinansiering af eksportfremmende foranstaltninger til danske virksomheder og enkeltpersoner m.v.

    Stk. 3. Udenrigsministeren fastsætter en forretningsorden for henholdsvis bestyrelsen og bevillingsudvalget. De to forretningsordener vil indeholde nærmere regler for bestyrelsens og bevillingsudvalgets virke.

§ 4. Bestyrelsen for Danmarks Eksportråd eller udenrigsministeren kan tildele bevillingsudvalget andre bevillingsopgaver.

    Stk. 2. Danmarks Eksportråds repræsentant i bevillingsudvalget eller et flertal af bevillingsudvalgets medlemmer kan begære en sag forelagt bestyrelsen for Danmarks Eksportråd til afgørelse, såfremt sagen skønnes at være af generel, principiel karakter. Bestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

    Stk. 3. Bevillingsudvalget træffer afgørelse vedrørende klage over afgørelser, der er truffet af Danmarks Eksportråd.

    Stk. 4. Bevillingsudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Danmarks Eksportråd

§ 5. Danmarks Eksportråd træffer afgørelse i sager om tilskud fra Udenrigsministeriets eksportfremmebevilling til medfinansiering af eksportfremmende foranstaltninger til danske virksomheder og enkeltpersoner m.v., som ikke henhører under bestyrelsen eller bevillingsudvalget, jf. § 3, stk. 1 og 2, samt § 4, stk. 1.

    Stk. 2. Danmarks Eksportråd varetager sekretariatsforretningerne i forbindelse med den virksomhed, der udøves af bestyrelsen for Danmarks Eksportråd og af bevillingsudvalget.

Øvrige bestemmelser

§ 6. Udenrigsministeren kan fastsætte regler om, hvilke typer af erhvervsvirksomheder der kan deltage i særlige eksportfremmeprogrammer.

§ 7. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der i forbindelse med en ansøgning afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for en sags afgørelse.

    Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

    Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 8. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

    Stk. 2. Ansøgninger, der er indsendt til Danmarks Eksportråd inden lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler.

§ 9. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse dele af riget med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot, den 31. januar 2001

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Mogens Lykketoft