Bekendtgørelse af lov om autorisation af elinstallatører m.v.
Herved bekendtgøres lov nr. 314 af 5. maj 2000 om
autorisation af elinstallatører m.v. med de ændringer, der følger af § 3
i
lov nr. 458 af 10. juni 2003.
Formål
§ 1.
Loven
har til formål at sikre, at elektriske installationer udføres
sikkerhedsmæssigt
korrekt.
Gyldighedsområde
§ 2.
Loven
omfatter følgende arbejder ved elektriske installationer for stærkstrøm:
1)
Tilkobling til og
frakobling fra elforsyningsanlæg.
2)
Udførelse, ændring,
udskiftning og reparation af faste installationer med ledninger,
tilslutningssteder og andet fast installationsmateriel.
3)
Installation af
ikkestærkstrømsmæssige styrings- og reguleringssystemer, som anvendes til
styring af stærkstrømsfunktioner.
4)
Ændring og reparation
af ikkestærkstrømsmæssige styrings- og reguleringssystemer, som anvendes til
styring af stærkstrømsfunktioner.
5)
Fast tilslutning og
frakobling af elektriske maskiner og brugsgenstande.
6)
Eftersyn, justering
og reparation af elektriske maskiner og brugsgenstande, der er tilsluttet
fast
installation under arbejdets udførelse.
§ 3.
De
i § 2, nr. 1 og 2, nævnte arbejder må kun udføres af autoriserede
elinstallatører, jf. dog stk. 3-6.
Stk. 2.
De i
§ 2, nr. 3-6, nævnte arbejder må udføres af autoriserede elinstallatører
samt af personer eller virksomheder, der erhvervsmæssigt producerer,
reparerer
eller vedligeholder styrings- og reguleringssystemer, maskiner og
brugsgenstande.
Stk. 3.
Den enkelte
bruger af elinstallationer kan foretage udskiftning af normaltætte afbrydere
og
stikkontakter uden jordforbindelse for højst 250 V samt opsætning og
nedtagning
af belysningsarmaturer i private boliger, forudsat at det ikke sker
erhvervsmæssigt. På samme betingelser må brugeren foretage arbejder, der er
omfattet af § 2, nr. 4. Hvis installationen er beskyttet med HPFI- eller
HFI-afbryder, kan brugeren desuden udskifte de foran nævnte stikkontakter,
der
er forsynet med jordforbindelse.
Stk. 4.
Fast
tilslutning, frakobling,
eftersyn,
justering og reparation af installationstavler må tillige foretages af
tavlefabrikanter.
Stk. 5.
Faste
installationer i fabriksmæssigt fremstillede store brugsgenstande, jf.
stk. 7, kan udføres af producenten uden brug af autoriseret
elinstallatør.
Dette gælder dog ikke, såfremt disse er bestemt til at fungere som erstatning
for faste bygninger.
Stk. 6.
Ved
fabriksmæssigt fremstillede bygningsdele kan producenten forberede den
elektriske installation ved at indstøbe rør, dåser og lign.
Stk. 7.
Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om, hvilke brugsgenstande der er
omfattet af stk. 5, hvilke bygningsdele og installationsdele der er
omfattet af stk. 6, om oplysningspligt for forhandlere af elektrisk
materiel med hensyn til materiel, der kun må installeres af autoriserede
elinstallatører,
jf. § 2, nr. 2, samt med hensyn til forbrugervejledning om montering af
elektrisk materiel.
Autorisation
§ 4.
Autorisation
til personer og virksomheder til at udføre arbejder, der er nævnt i § 2,
udstedes af Sikkerhedsstyrelsen
som
en personlig autorisation, jf. § 5, stk. 1, eller som en
virksomhedsautorisation, jf. § 5, stk. 2.
Stk. 2.
Autorisationskravet omfatter såvel selve virksomheden som en person, der er
knyttet til virksomheden.
Stk. 3.
En
autorisation har en gyldighedsperiode på 5 år, medmindre andet er fastsat,
jf.
stk. 4.
Stk. 4.
En
autorisation kan udstedes på vilkår, som begrænser autorisationen enten
1)
tidsmæssigt,
2)
til enkeltstående
opgaver,
3)
til særlige typer
arbejde eller
4)
geografisk.
§ 5.
Den
personlige autorisation gives, når ansøgeren har dokumenteret, at følgende
betingelser er opfyldt:
1)
Ansøgeren har bestået
en godkendt prøve og opfylder de fastsatte praksiskrav, jf. § 6,
stk. 2, nr. 4, og ansøgeren, såfremt der er forløbet 5 år eller mere fra
den dag, hvor vedkommende bestod den nævnte godkendte prøve, igennem
deltagelse
i relevante kurser eller informationsmøder eller på anden måde har holdt sin
faglige viden ajour, særligt hvad angår kendskabet til
stærkstrømsbekendtgørelsen, jf. § 6, stk. 2, nr. 4.
2)
Ansøgeren har haft
mindst 1 års teknisk arbejde i stærkstrømsteknisk virksomhed inden for de
sidste 5 år, såfremt der er forløbet 5 år eller mere fra den dag, vedkommende
bestod den godkendte prøve.
3)
Ansøgeren er myndig
og må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under
samværgemål efter værgemålslovens § 7 og skal have rådighed over sit bo.
4)
Ansøgeren er ikke
under konkursbehandling.
5)
Ansøgeren er ikke
inden for de sidste 3 år straffet for overtrædelse af reglerne i denne lov
eller lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel eller
bestemmelser udfærdiget i medfør af disse love.
6)
Ansøgeren har ikke
fået tilbagekaldt sin autorisation i henhold til § 9.
7)
Ansøgeren er
indehaver af eller ansat i en virksomhed, der har virksomhedsautorisation,
jf.
stk. 2.
Stk. 2.
Virksomhedsautorisationen gives, når
ansøgeren har dokumenteret, at følgende betingelser er opfyldt:
1)
Virksomhedens
indehaver eller en ansat medarbejder er autoriseret i henhold til
stk. 1.
2)
Virksomheden har
etableret et sikkerhedskvalitetsstyringssystem, der foreskriver procedurer
eller instruktioner for arbejdets udførelse.
3)
Virksomheden opfylder
betingelserne som nævnt i stk. 1, nr. 4-6.
4)
Virksomheden har fast
forretningssted.
§ 6.
Sikkerhedsstyrelsen
kan dispensere fra de i § 5 nævnte betingelser og de i medfør af
stk. 2 fastsatte bestemmelser.
Stk. 2.
Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med Dansk Energi og
Elinstallatørernes Landsforening, ELFO, bestemmelser
for
1)
fremgangsmåden ved
ansøgning om og fornyelse af autorisation,
2)
de vilkår, der skal
gælde for autorisationen, om forbindelsen mellem virksomheden, den
autoriserede
og det personale, der udfører arbejde under autorisationen, samt indholdet af
sikkerhedskvalitetsstyringssystemet,
3)
udøvelse af
virksomheden som autoriseret elinstallatør,
4)
de prøver, der giver
adgang til autorisation, de dertil knyttede praksiskrav og nærmere
betingelser
for opfyldelse af kravet om ajourføring af viden, og
5)
de betingelser, der
skal opfyldes, for at borgere og virksomheder fra et andet medlemsland inden
for Den Europæiske Union eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået
aftale, kan opnå autorisation.
§ 6 a.
Det
Tekniske Sikkerhedsråd, som nedsættes i henhold til kapitel 2 i lov om
elektriske
stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, rådgiver økonomi- og
erhvervsministeren
om fastsættelse af regler vedrørende autorisation af elinstallatører m.v. Det
Tekniske Sikkerhedsråd skal endvidere rådgive Sikkerhedsstyrelsens direktør i
forbindelse med styrelsens virksomhed vedrørende autorisation af
elinstallatører m.v.
Afslag
§ 7.
Uanset
om betingelserne i § 5 for opnåelse af autorisation er opfyldt, kan
Sikkerhedsstyrelsen meddele afslag i følgende tilfælde:
1)
Under de
omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2.
2)
Såfremt ansøgeren fra
et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller i et land, hvormed
Fællesskabet har indgået aftale, er ikendt sanktioner for forhold, der kan
sidestilles med de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte.
3)
Ansøgeren i stilling
eller erhverv i øvrigt har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at
antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde.
4)
Ansøgeren har
forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover.
Stk. 2.
Ved afslag
efter stk. 1, nr. 2, finder straffelovens § 78, stk. 3,
tilsvarende anvendelse.
Bortfald m.m.
§ 8.
Den
personlige autorisation bortfalder, hvis indehaveren afgår ved døden,
forlader
sin stilling eller i øvrigt bliver fysisk eller retligt ude af stand til at
udøve virksomheden, eller hvis virksomhedsautorisationen bortfalder.
Stk. 2.
Virksomhedsautorisationen
bortfalder, hvis den personlige autorisation bortfalder, jf. dog stk. 3,
eller såfremt virksomheden går konkurs.
Stk. 3.
Sikkerhedsstyrelsen kan
efter ansøgning give tilladelse til
midlertidig videreførelse af virksomheden uden en ansat autoriseret person.
Sådan tilladelse kan gives i en periode af indtil 3 måneder uden særligt
tilsyn
eller i op til 1 år under tilsyn og ansvar af en anden autoriseret
elinstallatør. Sikkerhedsstyrelsen kan forlænge fristen med indtil 6 måneder.
Tilbagekaldelse m.m.
§ 9.
Sikkerhedsstyrelsen kan tilbagekalde såvel en personlig autorisation som en
virksomhedsautorisation, såfremt indehaveren af autorisationen
1)
har gjort sig skyldig
i grov eller gentagen forsømmelighed ved udførelsen af installationsarbejder,
2)
har overtrådt de
vilkår, hvorunder autorisationen er udstedt,
3)
har afgivet urigtige
oplysninger, der har ført til udstedelsen,
4)
ikke længere opfylder
betingelserne nævnt i § 5 eller fastsat i medfør af § 6,
stk. 2,
eller
5)
har forfalden gæld
til det offentlige på 100.000 kr. og derover.
Stk. 2.
En
autorisation kan tilbagekaldes for en periode på maksimalt 5 år.
Stk. 3.
Sikkerhedsstyrelsen
kan endvidere
pålægge en virksomhed,
der udfører arbejder i henhold til § 3, stk. 2-6, at virksomheden
fremover kun er berettiget til at udføre sådanne elektriske arbejder ved
anvendelse af autoriseret elinstallatør. Sådant pålæg kan gives, såfremt
virksomheden groft eller gentagne gange overtræder
stærkstrømsbekendtgørelsens
krav eller anvender ikkekvalificeret arbejdskraft til opgaverne. Pålæg efter
1.
pkt. kan gives for en periode på maksimalt 5 år.
§ 10.
Afgørelse
om tilbagekaldelse af en autorisation i henhold til § 9, stk. 1,
eller udstedelsen af et påbud i henhold til § 9, stk. 3, kan af
indehaveren forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal
fremsættes
for Sikkerhedsstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Afgørelsen skal indeholde oplysninger herom. Sikkerhedsstyrelsen
anlægger sag mod den pågældende efter retsplejelovens regler om borgerlige
sager.
Stk. 2.
Anmodning
om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse efter § 9, stk. 1, nr. 1-4,
og påbud efter § 9, stk. 3, har opsættende virkning. Retten kan dog
bestemme, at sagsanlægget ikke skal have opsættende virkning, jf. dog
stk. 3. Hvis tilbagekaldelsen eller påbuddet findes lovligt ved dommen,
kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Stk. 3.
Anmodning
om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse efter § 9, stk. 1, nr. 5,
har
ikke opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at den
pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve virksomhed
som
elinstallatør. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig,
kan
den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt,
bestemme, at virksomheden, hvortil der kræves autorisation som elinstallatør,
ikke må udøves under ankesagens behandling.
§ 11.
Tilbagekaldelse af en autorisation efter § 9, stk. 1, eller et
udstedt påbud efter § 9, stk. 3, kan til enhver tid efter ansøgning
ophæves af Sikkerhedsstyrelsen. Der kan dog tidligst ansøges 1 år efter, at
tilbagekaldelsen er meddelt den pågældende eller 1 år efter sidste afslag på
ansøgning om ophævelse af beslutningen.
Annoncering
§ 12.
Sikkerhedsstyrelsen fører et register over alle personer og virksomheder, der
har autorisation.
Stk. 2.
Personer
eller virksomheder, der ikke er optaget i dette register, må ikke ved
annoncering eller på anden måde give indtryk af, at de har autorisation.
Kontrol
§ 13.
De
enkelte elselskaber skal i forbindelse med tilmeldinger og øvrige
henvendelser
kontrollere, at arbejder, der er omfattet af krav om autorisation og
anmeldelsespligt i medfør af bestemmelser fastsat i medfør af § 6,
stk. 2, nr. 3, er udført af personer og virksomheder, der ifølge
reglerne
i denne lov er berettiget dertil.
Stk. 2.
Hvis et elselskab konstaterer, at
reglerne i denne lov er overtrådt, eller at en autoriseret person eller
virksomhed har gjort sig skyldig i andre forhold, som vil kunne medføre
tilbagekaldelse af autorisationen i henhold til bestemmelserne i denne lov,
underretter
elselskabet Sikkerhedsstyrelsen herom.
§ 14.
Sikkerhedsstyrelsen har, hvis det skønnes nødvendigt, efter forudgående
underretning uden retskendelse mod forevisning af legitimation adgang til
offentlig og privat ejendom for at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt
en
elinstallatør har udført et installationsarbejde på tilfredsstillende måde,
eller hvorvidt en virksomhed har etableret og opretholder et
sikkerhedskvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med kravene hertil.
Stk. 2.
Politiet
yder om fornødent bistand hertil.
Stk. 3.
Sikkerhedsstyrelsen kan endvidere kræve at få alle de oplysninger, der er
nødvendige for at kontrollere en elinstallatørvirksomheds
installationsarbejder.
Klage
§ 14 a.
Sikkerhedsstyrelsens
afgørelser truffet efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til
denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dog kan
afslag
på ansøgning om autorisation, som er begrundet med de i § 7,
stk. 1,
nr. 3 og 4, nævnte forhold, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger
efter, at afslaget er meddelt den pågældende.
Straf
§ 15.
Med bøde straffes den, der
1)
uden at være
berettiget hertil udfører arbejde, som kræver autorisation, jf. § 3,
2)
lader sådanne
arbejder udføre af personer, som ikke efter denne lov er berettiget dertil,
3)
overtræder påbud i
henhold til § 9, stk. 3,
4)
overtræder § 12,
stk. 2, eller
5)
tilsidesætter
oplysningspligten efter § 14, stk. 3.
Stk. 2.
I
bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 3 og § 6, stk. 2,
kan
der fastsættes straf af bøde for overtrædelse heraf.
Stk. 3.
Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens kapitel 5.
Ikrafttræden m.v.
§ 16.
Loven træder i kraft den 1. januar 2001. Samtidig ophæves lov om autorisation
af elinstallatører m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 534 af 25. juni 1993.
Stk. 2.
Autorisationer, der er udstedt efter lov om autorisation af elinstallatører
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 534 af 25. juni 1993, bevarer deres gyldighed
med de begrænsninger, der måtte være fastsat i de enkelte autorisationer,
indtil Sikkerhedsstyrelsen med 6 måneders skriftligt varsel til den
autoriserede elinstallatør kræver autorisationen ændret i overensstemmelse
med
de nye regler. Sådant krav kan tidligst fremsættes fra den 1. juli 2001 med
virkning fra den 1. januar 2002.
§ 17.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 458 af 10. juni 2003, der overalt i loven
ændrer
»Elektricitetsrådet« til »Sikkerhedsstyrelsen« og »Elektricitetsrådets« til
»Sikkerhedsstyrelsens« samt ændrer §§ 5, 6, 7, 9, 10, 11, 15 og
indsætter
§§ 6 a og 14 a, indeholder følgende ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser:
§ 9
Loven træder i kraft den 1. januar 2004.
§ 10
Stk. 1.
Sikkerhedsstyrelsen
indtræder ved lovens ikrafttræden i samtlige Danmarks Gasmateriel Prøvnings
og Elektricitetsrådets rettigheder og forpligtelser.
Stk. 2.
Sager, som ved
denne lovs ikrafttræden er modtaget til behandling i Danmarks Gasmateriel
Prøvning, Elektricitetsrådet, Forbrugerstyrelsen, Erhvervs- og Boligstyrelsen
eller Beredskabsstyrelsen efter henholdsvis lov om gasinstallationer og
installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, lov om elektriske
stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, lov om autorisation af
elinstallatører
m.v., lov om produktsikkerhed, §§ 10 og 11 i lov om erhvervsfremme og lov om
fyrværkeri færdigbehandles af Sikkerhedsstyrelsen efter de hidtil gældende
regler. Det samme gælder sager, som er modtaget til behandling efter § 12 i
lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og
afløbsledninger i det nævn, som er nedsat efter § 13 i samme lov.
Stk. 3.
Sager, som ved
denne lovs ikrafttræden er modtaget til behandling i Økonomi- og
Erhvervsministeriet
efter de love, som er nævnt i stk. 2, eller i det nævn, som er nedsat i
henhold
til § 13 i lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand-
og afløbsledninger, og som
behandles
efter samme lovs § 8, stk. 4 og 5, færdigbehandles efter de hidtil gældende
regler.
Stk. 4.
Afgørelser, der
er truffet, samt regler, der er fastsat efter love, som i medfør af denne lov
overføres til Sikkerhedsstyrelsen, bevarer deres gyldighed, indtil der i
medfør
af loven eller regler udstedt med hjemmel i loven træffes nye afgørelser.
Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 8.
december 2003
Bendt Bendtsen
/Søren Krøigaard