Dokumentet er Historisk
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om en garantifond for indskydere og investorer

 

Herved bekendtgøres lov om en garantifond for indskydere og investorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 656 af 7. august 2002 med de ændringer, der følger af § 422 i lov nr. 453 af 10. juni 2003.

Kapitel 1

Garantifondens status og virksomhedsområde

§ 1. Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) er en privat selvejende institution.

Stk. 2. Fonden skal yde indskydere og investorer i de i § 3, stk. 1, og § 4 nævnte institutter dækning for tab i henhold til §§ 9-11 i tilfælde af betalingsstandsning eller konkurs.

Stk. 3. Fonden kan herudover medvirke til foranstaltninger som nævnt i § 2.

Stk. 4. Ved valget mellem dækning af indskydere og investorer efter stk. 2 og medvirken til foranstaltninger som nævnt i § 2 skal Fonden vælge den løsning, som skønnes at påføre Fonden færrest omkostninger.

§ 2. Opfylder et institut ikke længere betingelserne for at drive virksomhed, kan Fonden i forbindelse med indhentelse af overtagelsestilbud, jf. stk. 4, medvirke til en afvikling af instituttet ved at tilføre midler eller stille garanti til dækning af instituttets ikke efterstillede kreditorer. Fonden må dog ikke overtage et institut.

Stk. 2. Fondens foranstaltninger i medfør af stk. 1 kan ske i fællesskab med andre.

Stk. 3. Fonden kan tilføre midler og stille garanti, uanset at der forudgående er stillet likviditetsgaranti fra andre.

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler vedrørende samarbejdet mellem Finanstilsynet og Fonden samt regler vedrørende krav om indhentelse af overtagelsestilbud.

Kapitel 2

Bidragspligtige institutter

§ 3. Følgende institutter skal være tilsluttet og yde bidrag til Fonden:

1)   Pengeinstitutter,

2)   realkreditinstitutter,

3)   fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber for så vidt angår den del af selskabernes aktivitet, der er omfattet af en tilladelse efter lov om finansiel virksomhed § 10, stk. 2, og

4)   filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i Danmark beliggende i lande uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kan undtages fra at være omfattet af Fonden.

§ 4. Filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter, investeringsselskaber og investeringsforvaltningsselskaber med hjemsted i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kan tilslutte sig Fonden som supplement til hjemlandets garantiordning, hvis den danske ordning som nævnt i §§ 9-11 er mere gunstig end hjemlandets ordning. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 3

Fondens afdelinger

§ 5. Fonden er delt op i tre afdelinger: Pengeinstitutafdelingen, realkreditafdelingen og fondsmæglerselskabsafdelingen.

Stk. 2. Pengeinstitutafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 1, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 3. Realkreditafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 2, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 4. Fondsmæglerselskabsafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 3, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 5. Fondens bestyrelse træffer beslutning om, til hvilken afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.

§ 6. I tilfælde af, at et bidragspligtigt institut anmelder betalingsstandsning eller går konkurs, eller Fonden har deltaget i afviklingen af et institut i medfør af § 2, anvendes bidragene, inklusive garantier, fra institutterne i den afdeling, som det pågældende institut hører under, til dækning af afdelingens forpligtelser i medfør af loven.

Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte bidrag ikke er tilstrækkelige til at dække afdelingens forpligtelser i medfør af loven, optager afdelingen et lån, som ydes af de øvrige afdelinger i forhold til afdelingernes samlede bidrag.

Stk. 3. En afdeling kan låne et beløb svarende til 50 pct. af kravet til størrelsen af de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog højst 100 mio. kr. pr. afdeling, til dækning af forpligtelser opstået i et enkelt regnskabsår.

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren kan med Finansudvalgets tilslutning stille garanti for lån optaget af Fonden til opfyldelse af dens forpligtelser.

Stk. 5. Såfremt der sker udlodning fra konkursboet, tilfalder udlodningen først de afdelinger, der har ydet lån i henhold til stk. 2. Resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte institut hører under.

Kapitel 4

Fastsættelse af bidrag

§ 7. Fondens formue skal udgøre mindst 3,2 mia. kr.

Stk. 2. Efter forhandling med Danmarks Nationalbank fastsætter Finanstilsynet regler om institutternes bidrag til Fonden, om minimumskrav til størrelsen af de enkelte afdelingers formue og om de nærmere vilkår for lånoptagelse, jf. § 6, stk. 2. Bidrag fra institutterne skal ske ved indbetaling og indeståelser.

Stk. 3. Pengeinstitutternes samlede bidrag vedrørende dækkede nettoindskud kan inden for et regnskabsår højst udgøre et beløb svarende til 2 promille af institutternes indlånsmasse. Institutternes samlede bidrag til afdelingerne til dækning af midler og værdipapirer, som ikke kan tilbageleveres, samt afdrag på eventuelle lån, som en afdeling har optaget, jf. § 6, stk. 2, kan inden for det enkelte regnskabsår højst udgøre 50 pct. af kravet til størrelsen af en afdelings formue.

Stk. 4. Institutternes individuelle bidrag beregnes med udgangspunkt i institutternes dækkede nettoindskud, dækkede midler og dækkede værdipapirer. Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse fastsætte nærmere regler vedrørende beregning af bidrag.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan ændre kravet til størrelsen af Fondens formue i henhold til stk. 1.

§ 8. Fonden skal underrette Finanstilsynet, hvis et institut undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler instituttet som medlem af Fonden. Hvis en filial har tilsluttet sig Fonden, jf. § 4, underretter Finanstilsynet de kompetente myndigheder i filialens hjemland.

Stk. 2. Finanstilsynet kan tilbagekalde et instituts tilladelse til at drive virksomhed, hvis instituttet ikke overholder lovens regler, regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Kapitel 5

Fondens dækningsområde

§ 9. I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Fonden navnenoterede indskud i instituttet indtil 300.000 kr. pr. indskyder.

Stk. 2. Fonden dækker fuldt ud indskud

1)   på indekskonti i henhold til lov,

2)   på kapitalpensionskonti i henhold til lov,

3)   på selvpensioneringskonti i henhold til lov,

4)   på ratepensionskonti i henhold til lov,

5)   på børneopsparingskonti i henhold til lov,

6)   på boligopsparing i henhold til lov,

7)   på uddannelsesopsparingskonti i henhold til lov,

8)   på etableringskonti i henhold til lov,

9)   der indestår på advokaters klientkonti,

10) der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til værgemålslovens kapitel 5 eller arvelovens §§ 61 og 65,

11) der indestår på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt skifte, og

12) der er deponeret i henhold til deponeringsloven.

Stk. 3. Fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast ejendom, der indtil 9 måneder fra indsættelsen er deponeret i henhold til forudgående købsaftale, og indskud af provenu af realkreditlån i forbindelse med belåning af fast ejendom indtil 9 måneder fra indsættelsen af beløbet, ved nybyggeri dog indtil 2 år. Fondens dækning sker dog med fradrag af forpligtelser, der har relation til realkreditlånesagen eller ejendomshandelen, og eventuelle forpligtelser, der ikke er modregnet over for det pågældende institut i henhold til stk. 1. Det er en forudsætning, at den faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikke-erhvervsmæssigt eller er bestemt til hovedsagelig ikke-erhvervsmæssig anvendelse af køberen eller sælgeren af ejendommen henholdsvis den, der har optaget realkreditlånet.

Stk. 4. Fonden kan beslutte, at også andre former for indskud dækkes fuldt ud.

§ 10. I de i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber, som er tilsluttet realkreditafdelingen eller fondsmæglerselskabsafdelingen, dækker Fonden kontante midler i instituttet indtil 300.000 kr. pr. investor.

§ 11. I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er tilsluttet Fonden i medfør af § 4, dækker Fonden tab, som investor har lidt som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af instituttet, med indtil modværdien af 20.000 euro pr. investor. En investor kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de værdipapirer, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.

Stk. 2. Ved værdipapirer forstås i denne lov de i § 2 i lov om værdipapirhandel m.v. nævnte instrumenter.

§ 12. Krav på dækning fra indskydere og investorer, jf. § 9, stk. 1, og §§ 10 og 11, opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser over for det pågældende institut.

§ 13. Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende det pågældende instituts direktører og bestyrelsesmedlemmer eller selskaber, som indgår i koncern med det pågældende institut. Fondens dækning omfatter endvidere ikke indskydere eller investorer, der ejer 10 pct. eller mere af aktie-, garanti- eller andelskapitalen. Fondens dækning omfatter heller ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende andre af de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt institutter, som er tilsluttet Fonden i medfør af § 4, efterstillede kapitalindskud eller indskud, midler og værdipapirer, der hidrører fra transaktioner, i forbindelse med hvilke der er blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge.

§ 14. Hvor flere personer er noteret som indehavere af en konto eller et depot, skal hver person betragtes som en selvstændig indskyder eller investor for sin andel ved beregning af de i §§ 9-11 fastsatte grænser.

§ 15. Indskydere og investorer skal have oplysning om dækningsomfanget m.v. af den garantiordning, som et institut er tilsluttet. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 6

Udbetalinger fra Fonden til indskydere og investorer

§ 16. Udbetalinger fra Fonden eller Fondens overførsler af indskud og midler til konti i andre institutter skal finde sted snarest muligt og senest 3 måneder efter betalingsstandsningens eller konkursens indtræden. Det er en betingelse for udbetalingen, at der er tale om behørigt efterprøvede krav. Ved betalingsstandsning indtræder Fondens forpligtelse først 7 bankdage efter, at anmeldelse af betalingsstandsning har fundet sted.

Stk. 2. Finanstilsynet kan efter anmodning fra Fonden forlænge den i stk. 1, 1. pkt., nævnte frist, dog højst med 9 måneder.

Stk. 3. Fonden kan ikke under henvisning til den i stk. 1 og 2 nævnte frist afslå at udbetale dækning til en indskyder eller investor, som ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få beløbet udbetalt.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om Fondens forpligtelse til at give oplysning om et instituts betalingsstandsning eller konkurs samt om indskyderes og investorers anmeldelse af krav til Fonden.

§ 17. Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i indskyderens eller investorens krav mod det institut, der har anmeldt betalingsstandsning eller er gået konkurs.

Kapitel 7

Fondens ledelse og administration

§ 18. Fonden ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der udnævnes af økonomi- og erhvervsministeren. Medlemmerne og stedfortræderne for disse udnævnes for 3 år.

Stk. 2. Bestyrelsens formand skal repræsentere nationaløkonomisk og regnskabsmæssig sagkundskab. Næstformanden skal repræsentere juridisk sagkundskab. To medlemmer skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 2, nævnte institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte institutter, og to medlemmer skal repræsentere indskyderne og investorerne.

Stk. 3. Som formand eller næstformand kan ikke vælges personer, der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et selskab eller en organisation, at der vil kunne opstå modsatrettede interesser mellem disse og Fonden.

Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, jf. dog stk. 5 og § 19, stk. 2, 2. pkt. I tilfælde, hvor stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 5. Beslutninger om iværksættelse af støtteforanstaltninger efter § 2 kan ikke træffes, såfremt et af de medlemmer af bestyrelsen, der repræsenterer institutter af den kategori, jf. stk. 2, som beslutningen vedrører, stemmer imod støtteforanstaltningen.

§ 19. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden godkendes af Finanstilsynet.

Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af Fondens midler samt om, hvilke former for indskud der skal dækkes fuldt ud, jf. § 9, stk. 4. Beslutning om udvidelse af dækningsomfanget træffes ved enstemmighed.

Stk. 3. I Fondens vedtægter kan fastsættes bestemmelser om, at der ved behandling i bestyrelsen af spørgsmål, som alene vedrører en enkelt afdeling, ikke deltager bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer de øvrige sektorer.

§ 20. Bestyrelsen antager fornøden medhjælp og afgiver inden 3 måneder efter et kalenderårs udløb regnskab for det forløbne år med beretning om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.

§ 21. Udgifterne ved Fondens administration afholdes af Fonden.

Stk. 2. Fonden betaler afgift til Finanstilsynet. Afgiften fastsættes efter kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

Kapitel 8

Tilsyn

§ 22. Finanstilsynet fører tilsyn med Fonden. Finanstilsynet og Fonden kan af de omfattede institutter og af indskydere og investorer forlange alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at sikre, at lovens regler, regler udstedt i medfør af loven og bestemmelser i Fondens vedtægter overholdes.

Stk. 2. §§ 354 og 355 i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene Fonden.

Kapitel 8 a

§ 22 a. Medlemmer af Fondens bestyrelse, revisorer, direktører og øvrige ansatte må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 23. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1)   afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger ved anmeldelse, opgørelse eller udbetaling af dækningskrav eller

2)   undlader at give de af tilsynet eller Fonden i henhold til § 22 krævede oplysninger eller i øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for kontrollen med Fonden.

Stk. 2. På samme måde straffes et institut, der undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler det som tilsluttet Fonden.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 23 a. Overtrædelse af bestemmelsen i § 22 a straffes med bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter straffeloven.

Kapitel 10

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 24. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 4. Samtidig ophæves lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en indskydergarantifond.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren tidspunktet for ikraftrædelsen af § 25.

Stk. 3. Ligningslovens § 7 B som affattet ved denne lovs § 25 har virkning for beløb, som Fonden udbetaler fra og med det i medfør af stk. 2 fastsatte tidspunkt.

Stk. 4-6. (Udeladt).

§ 25. I lov om påligning af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 133 af 25. februar 1998, affattes § 7 b således:

»§ 7 B. Beløb, som Garantifonden for indskydere og investorer udbetaler til et institut som fastsat i lov om en garantifond for indskydere og investorer § 3 til hel eller delvis udligning af en regnskabsmæssig underbalance i forbindelse med overdragelse af aktiver og passiver fra et institut til et andet institut, medregnes ikke til den skattepligtige indkomst. Den del af underbalancen, der er dækket af et tilskud eller en garanti fra Garantifonden for indskydere og investorer, kan derefter ikke anses for en del af det overtagende instituts anskaffelsessum for de overtagne aktiver.

Stk. 2. Såfremt Garantifonden for indskydere og investorer har udbetalt beløb omfattet af stk. 1 eller stillet garanti, der kan føre til udbetaling af beløb omfattet af stk. 1, og et overdragende institut omfattet af stk. 1 påbegynder ny aktivitet, kan et underskud for tidligere indkomstår ikke føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår eller senere indkomstår, ligesom underskud for det pågældende indkomstår ikke kan føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for senere indkomstår.«

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med undtagelse af § 25 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

 

Lov nr. 347 af 17. maj 2000 om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer (Bestyrelsesbeslutninger og større handlefrihed for Fonden ved afvikling af nødlidende institutter) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2000

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

 

Lov nr. 428 af 6. juni 2002 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 19

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2002, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2-4. (Udeladt).

§ 20

Overgangsbestemmelser

(Udeladt).

§ 21

Stk. 1. Bortset fra § 1, nr. 13, gælder loven ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. (Udeladt).

 

Lov nr. 453 af 10. juni 2003 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 375

Loven træder i kraft den 1. januar 2004, jfr. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2-5 (Udeladt).

§ 438

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2-4 (Udeladt).

Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 10. december 2003

Bendt Bendtsen

/Henrik Bjerre Nielsen