Senere ændringer til forskriften
Oversigt (indholdsfortegnelse)
BilagIndhold
Den fulde tekst

STÆRKSTRØMSBEKENDTGØRELSEN
Afsnit 8
Krav om supplerende beskyttelse med HFI- eller HPFI-afbryder i eksisterende installationer

 

 

1. Formål

 

1.1. Formålet med dette afsnit 8 i Stærkstrømsbekendtgørelsen er at højne sikkerhedsniveauet i eksisterende elektriske installationer. Automatisk afbrydelse af forsyningen når der detekteres en fejlstrøm kan beskytte mod elektrisk stød, ligesom det i mange tilfælde kan forhindre en brand i at opstå i de elektriske installationer.

 

1.2 Dette afsnit 8 i Stærkstrømsbekendtgørelsen indeholder derfor krav om beskyttelse ved hjælp af HFI- eller HPFI-afbrydere i alle eksisterende ældre installationer.

 

2. Definitioner

 

2.1. Apparater af klasse I omfatter apparater, der er beskyttet mod indirekte berøring ved brug af beskyttelsesjord. Sådanne apparater skal være forsynet med en særlig stikprop med jordben eller andre midler til forbindelse mellem apparatets beskyttelsesjord og beskyttelseslederen i den faste installation.

 

2.2. Apparater af klasse II omfatter apparater, der er beskyttet mod indirekte berøring ved brug af dobbelt isolation eller forstærket isolation.

 

2.3. Boliginstallationer omfatter lejligheder, helårshuse, fritidshuse, hotellejligheder, hotelværelser, værelser på plejehjem, kollegieværelser o.l. Fælles installationer i eller ved etageejendomme, hoteller, plejehjem, kollegier o.l. er ikke omfattet.

 

2.4. Øvrige installationer omfatter andre installationer, herunder kontorer, institutioner og skoler, landbrug og gartneri, fabrikker, hoteller og restauranter, handel og service, håndværk og industri, fælles installationer i eller ved etageejendomme, hoteller, plejehjem, kollegier o.l.

 

2.5 Nyere øvrige installationer er øvrige installationer udført før 1. januar 2007, der er omfattet af bestemmelserne i Stærkstrømsbekendtgørelsen Elektriske Installationer fra 1993 eller afsnit 6A fra 2006.

 

2.6. Eksisterende ældre installationer omfatter både bolig- og øvrige installationer, der er udført i medfør af bestemmelser, udstedt tidligere end 1993.

 

3. Gyldighedsområde

 

3.1. Dette afsnit 8 i Stærkstrømsbekendtgørelsen gælder for eksisterende ældre installationer og nyere øvrige installationer.

 

4. Krav om beskyttelse

 

4.1. I faste elektriske installationer skal stikkontakter i henhold til afsnit 107-2-D1 med mærkestrøm til og med 16 A og andre tilslutningssteder (andre stikkontakter, dåser m.v.) i faste installationer med overstrømsbeskyttelse op til og med 20 A være omfattet af beskyttelse ved automatisk afbrydelse af forsyningen, og som beskyttelsesudstyr skal der anvendes HFI- eller HPFI-afbryder, jf. dog nr. 4.4 – 4.11. Hvis der opsættes nyt beskyttelsesudstyr i installationen skal det være en HPFI-afbryder.

 

4.2. Den i nr. 4.1 krævede HFI- eller HPFI-afbryder skal være virksom og leve op til de sikkerhedskrav, der er beskrevet i relevante europæiske sikkerhedsstandarder for produktet – eller på anden vis kunne eftervise at leve op til et tilsvarende sikkerhedsniveau.

 

4.3. I eksisterende installationer, hvor der ikke er fremført virksom beskyttelsesleder kræves den ikke etableret ved installation af HPFI-afbryder, medmindre det er krævet af andre grunde, så som for elektromedicinske apparater og andre brugsgenstande og apparater, der anvendes ved undersøgelse og behandling af personer, samt andre lignende apparater. Sådanne apparater af klasse I skal altid forbindes til en virksom beskyttelsesleder. Dette gælder også, hvis apparatet skal anvendes i en boliginstallation.

 

4.4. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for en installation eller dele af den, hvor der kun er fast tilsluttet apparater af klasse II, med mindre den pågældende installation har stikkontakter eller andre tilslutningssteder også selv om det er hensigten, at disse kun tilsluttes apparater af klasse II.

 

4.5. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for installationer med stikkontakter eller andre tilslutningssteder, der er beskyttet ved separat strømkreds eller ved ekstra lav spænding, SELV eller PELV.

 

4.6. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for installationer med IT-systemjording og isolationsovervågning.

 

4.7. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for andre tilslutningssteder som af driftstekniske grunde ikke ønskes omfattet af HPFI-beskyttelsen. Disse tilslutningssteder skal i så fald være omfattet af beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr (PFI-afbrydere, sikringer, automatsikringer eller maksimalafbrydere).

 

4.8. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for stikkontakter for enkelte brugsgenstande (fx frysere, varmeanlæg, dataudstyr og frekvensstyrede maskiner), som af driftstekniske grunde ikke kan eller ikke ønskes omfattet af HPFI-beskyttelsen. Disse enkelte brugsgenstande skal i så fald beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr end HPFI-afbrydere (PFI-afbrydere, sikringer, automatsikringer eller maksimalafbrydere). Stikkontakter eller tilslutningssteder for disse enkelte brugsgenstande skal anbringes eller være mærket på en sådan måde, at de normalt ikke vil blive anvendt til tilslutning af andre brugsgenstande.

 

4.9. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for hospitals- og edbstikkontakter, der har tilsluttet en virksom jordleder og som af driftstekniske grunde ikke kan eller ikke ønskes omfattet af HPFI-beskyttelsen. Disse brugsgenstande skal i så fald beskyttes ved automatisk afbrydelse af forsyningen ved hjælp af andet beskyttelsesudstyr end HPFI-afbrydere (PFI-afbrydere, sikringer, automatsikringer eller maksimalafbrydere).

 

4.10. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke hvor afbrydelse af installationen kan medføre fare fx for trafikreguleringsanlæg, vejafmærkninger, markeringslys for luft- og søfart, luftværnssirener og motorer til brandslukning

 

4.11. Kravet i nr. 4.1 gælder ikke for eksisterende installationer med strømkredse, hvor det er krævet, at en fejl i en strømkreds ikke må forringe beskyttelsen mod elektrisk stød eller den korrekte funktion af en anden strømkreds, og hvor installation af en HPFI-afbryder vil medføre, at dette krav ikke kan overholdes. Det kan fx være tilfældet i installationer med nødbelysning, hvor to krævede adskilte strømkredse kan være overstrømsbeskyttet med en flerpolet sikringsholder / - gruppeafbryder med fælles nul.

 

5. Ikrafttrædelsesbestemmelse og overgangsordning

 

5.1. Dette afsnit 8 i Stærkstrømsbekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

 

5.2 For eksisterende installationer skal kravene i nr. 4.1 og 4.2 være opfyldt senest 1. juli 2008.

 

Esbjerg, Sikkerhedsstyrelsen, den 13. november 2006

Søren Krøigaard

/Jan Roed



Indhold

1. Formål

2. Definitioner

3. Gyldighedsområde

4. Krav om beskyttelse

5. Ikrafttrædelsesbestemmelse og overgangsordning