Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af udlændingeloven

(Ændring af reglerne om meddelelse af opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse som følge af EU-udvidelsen den 1. maj 2004 m.v.)

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 24. juli 2003, som ændret ved lov nr. 1204 af 27. december 2003, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »Det Europæiske Fællesskab« til: »Den Europæiske Union«, »Det Europæiske Fællesskabs« til: »Den Europæiske Unions«, »De Europæiske Fællesskaber« til: »Den Europæiske Union«, »De Europæiske Fællesskabers« til: »Den Europæiske Unions«, »EF-reglerne« til: »EU-reglerne«, »EF-land« til: »EU-land«, »EF-lands« til: »EU-lands« og »EF-landene« til: »EU-landene«.

2. I § 6 indsættes efter »5«: », jf. dog § 9 a, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., og stk. 5, for så vidt angår arbejdstagere, der er statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn«.

3. I § 9 a, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»For arbejdstagere, der er statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn, finder 1. pkt. alene anvendelse, hvis der ikke kan gives de pågældende opholdstilladelse i medfør af stk. 5.«

4. I § 9 a indsættes som stk. 5-11:

»Stk. 5. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der er statsborger i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn,

1)   hvis den pågældende har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær fuldtidsansættelse hos en herværende arbejdsgiver i henhold til en hos arbejdsgiveren gældende dansk overenskomst, der vedrører det pågældende arbejde, og hvor der som aftalepart på lønmodtagersiden mindst er tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation,

2)   hvis den pågældende på et arbejdsområde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene sædvanligvis alene er reguleret i en individuel ansættelseskontrakt, har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær fuldtidsansættelse hos en herværende arbejdsgiver som forsker, underviser, funktionær i en ledende stilling eller specialist m.v., eller

3)   hvis den pågældende uden for de i nr. 1 og 2 nævnte tilfælde har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær fuldtidsansættelse hos en herværende arbejdsgiver på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.

Stk. 6. Opholdstilladelse efter stk. 5 skal betinges af, at den herværende arbejdsgiver er registreret hos de statslige told- og skattemyndigheder som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven. Udlændingestyrelsen kan indhente oplysning herom fra skattemyndighederne. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.

Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 5 kan ikke gives, såfremt den herværende arbejdsgiver er omfattet af strejke, lockout eller blokade. Dette gælder dog ikke, hvis konflikten er kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.

Stk. 8. Opholdstilladelse efter stk. 5, nr. 3, skal betinges af, at den indgåede ansættelsesaftale eller det fremsatte ansættelsestilbud indeholder de i § 2, stk. 2, i lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet nævnte oplysninger.

Stk. 9. I sager vedrørende opholdstilladelse efter stk. 5, nr. 3, afgiver den herværende arbejdsgiver over for Udlændingestyrelsen erklæring om, hvorvidt løn- og ansættelsesvilkårene er sædvanlige, og om, hvorvidt de i stk. 8 nævnte oplysninger er indeholdt i ansættelsesaftalen eller -tilbuddet.

Stk. 10. Det regionale arbejdsmarkedsråd afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt de i stk. 1, 2, 5 eller 8 angivne betingelser efter det regionale arbejdsmarkedsråds opfattelse er opfyldt. Udtalelsen kan indhentes i elektronisk form.

Stk. 11. Udlændingestyrelsen videregiver uden udlændingens samtykke oplysning om meddelelse af opholdstilladelse efter stk. 5 til det regionale arbejdsmarkedsråd. Udlændingestyrelsen kan i den forbindelse, herunder i elektronisk form, videregive følgende oplysninger:

1)   Lønmodtagerens navn.

2)   Arbejdsgiverens navn og adresse og arbejdsstedets beliggenhed.

3)   Lønmodtagerens arbejdsfunktioner, titel, rang, stilling og jobkategori.

4)   Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og dets forventede varighed, hvis der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.

5)   Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.«

5. I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »6«: », dog ikke statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn med opholdstilladelse efter § 9 a«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. maj 2004.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Amalienborg, den 26. april 2004

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Bertel Haarder