Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om graveadgang og ekspropriation m.v.
til telekommunikationsformål 1)

 

Herved bekendtgøres lov nr. 393 af 10. juni 1997 om graveadgang og ekspropriation m.v. til telekommunikationsformål med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 1011 af 23. december 1998, § 7 i lov nr. 420 af 6. juni 2002 og § 2 i lov nr. 450 af 10. juni 2003.

§ 1. Når almenvellet kræver det, kan IT- og Telestyrelsen tillade, at der iværksættes ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på nedgravning af kabler og opsætning af tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der indgår i offentlige elektroniske kommunikationsnet.

Stk. 2. Ekspropriation i medfør af stk. 1 kan ske til nyanlæg, udvidelse og ændring af nedgravede kabler og tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Stk. 3. Anmodning om iværksættelse af ekspropriation efter stk. 1 indgives til IT- og Telestyrelsen og kan fremsættes af udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet.

Stk. 4. IT- og Telestyrelsen skal ved afgørelser efter stk. 1 blandt andet sikre, at

1)   ekspropriation alene finder sted i tilfælde, hvor der ikke er andre muligheder for etablering af de i stk. 1 nævnte kabler, som det er rimeligt at henvise til, og

2)   ekspropriation alene finder sted i tilfælde, hvor de i stk. 1 nævnte kabler er af væsentlig betydning for udbudet af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Stk. 5. Erstatningsforpligtelsen i anledning af ekspropriationen og pligten til at afholde udgifterne ved ekspropriationssagens behandling påhviler den, der har fremsat anmodning om ekspropriation.

Stk. 6. Ekspropriationskommissionen kan i forbindelse med tilladelse til ekspropriation fastsætte vilkår om, at nedgravede kabler med tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal fjernes, omlægges eller sikres på begæring af vedkommende arealejer, såfremt det godtgøres, at fjernelsen, omlægningen eller sikringen er nødvendig for iværksættelsen af bygnings- eller jordarbejder eller for den brug, arealejeren agter at gøre af grunden. Såfremt den pågældende arealejer og udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet er uenige om, hvorvidt fjernelse, omlægning eller sikring af nedgravede kabler er påkrævet, træffer ekspropriationskommissionen efter begæring afgørelse herom.

Stk. 7. Ved fremføring af kabler under eller langs med vej- eller jernbanearealer skal vedkommende vej- eller jernbanemyndighed eller vej- eller jernbanebestyrelse underrettes af den pågældende udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet senest 4 uger inden arbejdets begyndelse.

Stk. 8. IT- og Telestyrelsens afgørelser efter stk. 1 skal træffes hurtigst muligt og senest 4 måneder efter sagens indbringelse for IT- og Telestyrelsen. Fristen kan kun i ganske særlige tilfælde fraviges.

§ 2. Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet kan med vedkommende rettighedshaver indgå aftale om at erhverve rettighed over arealet med henblik på nedgravning af kabler og opsætning af tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Ved enighed med pågældende rettighedshaver om rettighedserhvervelsen afgøres erstatningsspørgsmål i mangel af enighed herom af en voldgiftsret, hvor hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem voldgiftsmændene, træffes afgørelsen ved kendelse afsagt af en opmand udpeget af præsidenten for vedkommende landsret.

Stk. 2. Erstatningsfastsættelsen kan af hver af parterne ved begæring fremsat over for opmanden inden 4 uger fra kendelsen indbringes for vedkommende taksationskommission efter reglerne i § 19 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. I øvrigt finder reglerne i § 26 i den nævnte lov tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Ved taksationskommissionens afgørelse af erstatningsspørgsmålet, jf. stk. 2, kan taksationskommissionen træffe beslutning om, at den pågældende udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet skal stille et beløb som sikkerhed til dækning af et eventuelt højere erstatningsbeløb fastsat ved dom.

§ 3. IT- og Telestyrelsen kan fastsætte regler om, i hvilken dybde kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal nedgraves.

§ 4. Beskadiges et af udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet ejet kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, erstatter skadevolder udbyderens udgifter til udbedring af skaden i overensstemmelse med dansk rets almindelige erstatningsregler.

Stk. 2. Er skadevolder en privat arealejer, en forpagter af arealet eller ejeren eller forpagterens ansatte eller medhjælp, og sker skaden på den private arealejers eller det forpagtede areal, begrænses erstatningen efter stk. 1. IT- og Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvilket beløb der maksimalt kan ydes i erstatning.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvor en beskadigelse af et kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester må antages at være forvoldt med forsæt eller grov uagtsomhed.

Stk. 4. Har skadevolderen en forsikring, der dækker skaden helt eller delvis, gælder den i stk. 2 angivne begrænsning af erstatningskravet kun, for så vidt angår den del af kravet, som ikke dækkes af forsikringen.

§ 5. Inden påbegyndelsen af bygnings- eller jordarbejder eller iværksættelse af nogen anden foranstaltning, hvorved et kabel til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester nedgravet på arealet kan udsættes for forstyrrelse eller beskadigelse, skal bygnings- eller jordarbejdet anmeldes til den pågældende ejer af telekablet. Anmeldelse skal ske inden 8 dage før påbegyndelsen af bygnings- eller jordarbejder eller, for så vidt en pludselig indtrådt begivenhed har nødvendiggjort arbejdets uopholdelige udførelse, snarest muligt og senest samtidig med dets påbegyndelse.

§ 6. Kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der nedlægges i privat ejendom, og i offentlig ejendom, i det omfang disse er optaget i matriklen, med tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal tinglyses med tilhørende tinglysningsrids på de berørte ejendomme.

§ 7. Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet skal have adgang til mod godtgørelsen af den derved forårsagede ulempe og skade at færdes på offentlige og private arealer, i det omfang nedlægning af kabler til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller reparationerne heraf m.v. nødvendiggør dette.

§ 7 a. Rettigheder, vilkår og procedurer vedrørende generelle tilladelser og brugsret eller tilladelser til nedgravning af kabler med tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester kan kun ændres i objektivt begrundede tilfælde og på en forholdsmæssigt afpasset måde. Der skal orienteres om planlagte ændringer, og de berørte parter, herunder brugere og forbrugere, skal have en rimelig frist til at fremføre deres synspunkter om de foreslåede ændringer.

Stk. 2. Fristen må kun i særlige tilfælde være mindre end 4 uger.

§ 8. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke give IT- og Telestyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om IT- og Telestyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om IT- og Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.

§ 9. IT- og Telestyrelsens afgørelse efter § 1, stk. 1, kan indbringes for det i medfør af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet nedsatte Teleklagenævn.

§ 9 a. IT- og Telestyrelsen og de tilladelsesudstedende myndigheder kan af parterne afkræve alle oplysninger og alt materiale, som skønnes nødvendigt med henblik på administrationen af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan fra de tilladelsesudstedende myndigheder og tilladelsesindehavere omfattet af loven indhente oplysninger med henblik på videregivelse af disse til Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater, så disse kan opfylde deres opgaver i forhold til traktatmæssige forpligtelser eller forpligtelser i henhold til fællesskabsretten. IT- og Telestyrelsen orienterer de tilladelsesudstedende myndigheder og tilladelsesindehavere, der er indhentet oplysninger fra, forud for videresendelse til Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater.

Stk. 3. Reglerne om aktindsigt i forvaltningsloven og i lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for oplysninger, som IT- og Telestyrelsen modtager fra Europa-Kommissionen eller nationale tilsynsmyndigheder i andre EU-medlemsstater, hvis den myndighed, der afgiver oplysningerne, vurderer, at disse ikke skal være offentligt tilgængelige.

§ 9 b. IT- og Telestyrelsen kan pålægge den, der ikke afgiver oplysninger i medfør af § 9 a, tvangsbøder.

§ 9 c. IT- og Telestyrelsen orienterer de tilladelsesudstedende myndigheder om relevante henstillinger, som Europa-Kommissionen har afgivet efter artikel 19, jf. proceduren i artikel 22, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF, om sikring af nationale tilsynsmyndigheders pligt til i videst muligt omfang at følge henstillinger fra Europa-Kommissionen.

§ 9 d. IT- og Telestyrelsen og de tilladelsesudstedende myndigheder skal være retligt adskilt og funktionelt uafhængige af udbydere af elektroniske kommunikationsnet, elektronisk kommunikationsudstyr eller elektroniske kommunikationstjenester.

§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Stk. 2. (Udeladt)

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

 

Lov nr. 1011 af 23. december 1998 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Loven træder i kraft den 1. januar 1999.

 

Lov nr. 420 af 6. juni 2002 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 9

Loven træder i kraft den 1. juli 2002.

 

Lov nr. 450 af 10. juni 2003 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 6

Loven træder i kraft den 25. juli 2003.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, den 10. juli 2003

Helge Sander

/Sune Rahn

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EF-Tidende 2002 nr. L 108, s. 33) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunkationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet (EF-Tidende 2002 nr. L 108, s. 21).