Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Data om den registrerede slutbruger opdelt i følgende adskilte data:
Bilag 2 Formater:
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om nummeroplysningsdatabaser 1)

 

I medfør af § 34, stk. 2, i Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 28. juli 2005, fastsættes:

Kapitel 1

Definitioner og anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter:

1) Krav til afgivelse af nummeroplysningsdata.

2) Indsamling og registrering af nummeroplysningsdata.

3) Forbrugerbeskyttelse.

§ 2. Ved nummeroplysningsdata forstås oplysninger om abonnentnumre, der er tildelt slutbrugere, indeholdende navn, adresse, eventuelle stillingsoplysninger, abonnentnummeret og den kategori af tjeneste, abonnentnummeret anvendes til.

Stk. 2. Ved datasælgere forstås de udbydere af telenet og teletjenester, der videretildeler 8-cifrede abonnentnumre til slutbrugere.

Stk. 3. Ved datakøbere forstås alle der ønsker at købe nummeroplysningsdata.

Stk. 4. Ved almene, offentligt tilgængelige nummeroplysningsdatabaser og -registre forstås oversigter over nummeroplysningsdata for samtlige slutbrugere i modsætning til en datasælgers eller en datakøbers mere specialiserede registre f.eks. over bestemte typer erhvervsdrivende eller lignende.

Kapitel 2

Krav til afgivelse af nummeroplysningsdata

§ 3. Datasælgere skal afgive de nummeroplysningsdata om slutbrugerne, som datasælgere har registreret i medfør af §§ 8 og 9, jf. dog § 11 i denne bekendtgørelse samt § 34, stk. 3, i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.

Stk. 2. Forpligtelsen i stk. 1 omfatter ikke:

1) Oplysninger afgivet med sigte på andre former for nummeroplysningsdatabaser eller -registre end almene, offentligt tilgængelige nummeroplysningsdatabaser og -registre.

2) Versioner af de i stk. 1 nævnte registre, hvor der via databehandling er sket yderligere forædling af registret.

Stk. 3. Datasælgere er alene forpligtet til at afgive nummeroplysningsdata, som nævnt i stk. 1, i det omfang datasælgeren råder over disse.

Stk. 4. Hvis datasælger ikke er i besiddelse af nummeroplysningsdata som nævnt i stk. 1, skal datasælger afgive de oplysninger, der er registreret i de kunderegistre, som danner grundlag for regningsudskrivelsen.

§ 4. Det er ved afgivelsen af nummeroplysningsdata efter § 3 uden betydning, om datasælgeren har placeret de nævnte data i et særskilt koncerninternt forretningsområde eller selskab, når datasælgeren dog har rådighed over disse data.

§ 5. Nummeroplysningsdata kan alene kræves videresolgt i den valideringsgrad, som de allerede foreligger i datasælgerens database.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor fødesystemets datastruktur i datasælgerens database ikke matcher datastrukturen i bilag 1, skal der foretages en tilpasning i forbindelse med overførslen af data fra datasælgeren til den, der ønsker de pågældende data. Denne tilpasning skal foretages af datasælgeren.

§ 6. Datasælgere skal som minimum udbyde følgende opdateringsløsninger:

1) Daglig elektronisk opdatering.

2) Totaludtræk med markering af hvilke data, der er ændret inden for det førliggende kvartal, eller levering af ændringsdata en gang månedligt.

§ 7. Nummeroplysningsdata skal ved afgivelse være struktureret som specificeret i bilag 1.

Stk. 2. Datakøbere har krav på at få leveret nummeroplysningsdata elektronisk.

Stk. 3. Datakøbere har krav på at få leveret nummeroplysningsdata i det i bilag 2 nævnte format.

Kapitel 3

Indsamling og registrering af nummeroplysningsdata

§ 8. Datasælgeres indsamling og registrering af nummeroplysningsdata til brug for optagelse i registre over slutbrugernes installations- eller brugeradresser skal ske i forbindelse med indgåelsen af aftale om teleabonnement mellem udbyder og slutbruger samt ved efterfølgende ændringer i de pågældende data.

Stk. 2. Nummeroplysningsdata, som datasælgeren efter stk. 1 anmoder slutbrugeren om i forbindelse med indgåelse eller ændring af aftale om teleabonnement mellem udbyder og slutbruger, skal som minimum svare til de data, som er specificeret i bilag 1, punkt 1-13.

Stk. 3. Udover stk. 1 og 2, er der ikke en selvstændig forpligtelse for datasælgeren til at iværksætte indsamling eller opdatering af nummeroplysningsdata hos eksisterende slutbrugere med henblik på at kunne videregive disse til datakøbere.

Stk. 4. Datakøbere er forpligtet til at opdatere egne databaser med nummeroplysningsdata på slutbrugere, snarest muligt efter at opdaterede nummeroplysningsdata er stillet til rådighed af datasælger, jf. § 6.

Stk. 5. På anmodning fra slutbrugeren skal datasælgeren inkludere data, som specificeret i bilag 1, punkt 15-17. Datasælgere er selv ansvarlige for registrering af data specificeret i bilag 1, punkt 14.

§ 9. Datasælgere og datakøbere skal foretage rettelser i eller sletning af en slutbrugers nummeroplysningsdata umiddelbart efter slutbrugerens henvendelse om rettelse heri eller sletning heraf.

Stk. 2. Datasælger og datakøber er hver især ansvarlig for de rettelser og sletninger, der foretages i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Datasælgere og datakøbere kan ikke kræve betaling for udeladelse af oplysninger om slutbrugere eller for kontrol, rettelse og sletning af en slutbrugers nummeroplysningsdata.

Kapitel 4

Forbrugerbeskyttelse

§ 10. Datasælgere skal i forbindelse med oprettelse eller ændring af kundeforhold gøre slutbrugerne opmærksom på de i §§ 9 og 11 nævnte rettigheder samt de rettigheder, der følger af § 34, stk. 3, i lovbekendtgørelse om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og § 29, stk. 3, i lovbekendtgørelse om Det Centrale Personregister.

§ 11. Offentliggørelse eller videregivelse af data, der ligger udover de data, som er specificeret i bilag 1, punkt 1-14, må alene ske i det omfang, slutbrugeren har givet udtrykkeligt samtykke hertil.

Kapitel 5

Ikrafttrædelse

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2006.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 665 af 6. juli 2000 om nummeroplysningsdatabaser ophæves.

IT- og Telestyrelsen, den 27. januar 2006

Jørgen Abild Andersen

/Jette Plenge Jakobsen



Bilag 1

Data om den registrerede slutbruger opdelt i følgende adskilte data:

1. Abonnentnummeret

2. Fornavn(e)

3. Efternavn(e)

4. Stillingsbetegnelse

5. Gadenavn

6. Husnummer

7. Etageangivelse

8. Enhed på etage

9. Husnavn

10. Stedsangivelse

11. Postnummer

12. Postdistrikt

13. Firmanavn

14. Markering, hvis nummeret vedrører et forudbetalt kort

15. »Intern strukturering« og fysisk placering af numre hos slutbrugere, der er tildelt flere telefonnumre.

16. Oplysninger om, hvordan slutbrugeren ønsker at fremstå i nummeroplysningsdatabaser, herunder eventuelt oplysning om markedsføring

17. Anvendelse (i det omfang slutbrugeren udtrykkeligt har givet samtykke til videregivelse af oplysninger, jf. § 11)



Bilag 2

Formater:

Komma separeret ASCII fil med anførselstegn «omkring feltindholdet og karaktersæt svarende til dansk Windows95

A. Filindhold ved totaludtræk:

Udtræksfilen skal indeholde data opdelt i følgende særskilte felter:

– Telefonnummer

– Stilling

– Fornavn

– Efternavn

– Gadenavn

– Husnummer

– Etageangivelse

– Enhed på etage

– Husnavn

– Stedsangivelse

– Postnummer

– Postdistrikt

– Firmanavn

Forudbetalt kort

– »Intern strukturering« og fysisk placering af numre hos slutbrugere, der er tildelt flere telefonnumre

– Anvendelse (i det omfang slutbrugeren udtrykkeligt har givet samtykke til videregivelse af oplysninger)

– Oplysninger om, hvordan slutbrugeren ønsker at fremstå i nummeroplysningsdatabaser

– Bevægelsesmarkering/dato/tid (jf. § 6)

Feltbeskrivelse.

Telefon nummer:

Telefonnummer eller teksten »HEMMELIG«.

Stilling:

Stilling på bruger eller blank.

Fornavn:

Brugers fornavn eller blank.

Efternavn:

Brugers efternavn eller blank.

Gadenavn:

Gadenavn eller teksten »ADR-HEMMELIG«.

Husnummer:

Husnummer suppleret med evt. opgangsbogstav eller blank.

Etageangivelse:

Etageangivelse eller blank.

Enhed på etage:

Angivelse af etageenheden eller blank.

Husnavn :

Angivelse af evt. særskilt navn på huset eller blank.

Stedsangivelse:

Stedsangivelse eller blank.

Postnummer:

Postnummer eller blank. Ved udlandsadresser kan feltet lades blankt.

Postdistrikt:

Postdistrikt eller blank. Ved udlandsadresse kan udlands-postnummer registreres sammen med postdistrikt og land.

Firmanavn:

Navn på firma.

Forudbetalt kort:

Angivelse af om nummeret vedrører et forudbetalt kort

Intern strukturering:

»Intern strukturering« og fysisk placering af numre hos slutbrugere, der er tildelt flere telefonnumre.

Anvendelse:

I det omfang slutbrugeren udtrykkeligt har givet samtykke til videregivelse af oplysninger angives anvendelsen.

Kundeønsker til fremtrædelsesform:

Oplysninger om, hvordan slutbrugeren ønsker at fremstå i nummeroplysningsdatabaser, herunder navnebeskyttelse eller hemmeligt navn.

B. Filindhold ved opdateringsudtræk

Udtrækket indeholder SLET/RET/OPRET foretaget i datasælgers kundesystem for en periode tilbage i tiden.

Opdateringsfilerne indeholder følgende felter:

– Telefonnummer

– Hemmelig/udeladt markering

– Bevægelsestype

– Bevægelsesdato

– Stilling

– Fornavn

– Efternavn

– Gadenavn

– Husnummer

– Etageangivelse

– Enhed på etage

– Husnavn

– Stedsangivelse

– Postnummer

– Postdistrikt

– Firmanavn

– Forudbetalt kort

– Intern strukturering« og fysisk placering af numre hos slutbrugere, der er tildelt flere telefonnumre

– Anvendelse (i det omfang slutbrugeren udtrykkeligt har givet samtykke til videregivelse af oplysninger)

– Oplysninger om, hvordan slutbrugeren ønsker at fremstå i nummeroplysningsdatabaser

Feltbeskrivelse.

Telefon nummer:

Telefonnummer eller teksten »HEMMELIG«.

Hemmelig/udeladt markering:

U = Udeladt

H = Hemmelig

A = Adresse hemmelig

Bevægelsestype:

SLET

RET

OPRET

Bevægelsesdato:

Dato for opdatering i bilag 1 nummersystem, normalt lig med sidste ordres faktureringsdag.

Stilling:

Stilling eller blank.

Fornavn:

Fornavn eller blank.

Efternavn:

Efternavn eller blank.

Gadenavn:

Gadenavn eller teksten »ADR-HEMMELIG«.

Husnummer:

Husnummer suppleret med evt. opgangsbogstav eller blank.

Etageangivelse:

Etageangivelse eller blank.

Enhed på etage:

Angivelse af etageenheden eller blank.

Husnavn :

Angivelse af evt. særskilt navn på huset eller blank.

Stedsangivelse:

Stedsangivelse eller blank.

Postnummer:

Postnummer eller blank. Ved udlandsadresser kan feltet lades blankt.

Postdistrikt:

Postdistrikt eller blank. Ved udlandsadresse kan udlands-postnummer registreres sammen med postdistrikt og land.

Firmanavn:

Navn på firma eller blank.

Forudbetalt kort:

Teksten »F« (hvis nummeret vedrører et forudbetalt kort) eller blank.

Intern strukturering:

»Intern strukturering« og fysisk placering af numre hos slutbrugere, der er tildelt flere telefonnumre.

Anvendelse:

I det omfang slutbrugeren udtrykkeligt har givet samtykke til videregivelse af oplysninger angives anvendelsen.

Kundeønsker til fremtrædelsesform:

Oplysninger om, hvordan slutbrugeren ønsker at fremstå i nummeroplysningsdatabaser, herunder navnebeskyttelse eller hemmeligt navn.

C. Opdatering vedrørende hemmelige numre

Opdatering sker på baggrund af telefonnummerfeltet:

1. SLET hvis nummer findes i egen base

2. RET hvis nummer findes i egen base ellers OPRET.

3. OPRET hvis nummer ikke findes ellers RET.

Hvis telefonnummerfeltet i bevægelses filen indeholder HEMMELIG så OPRET. Rækkefølgen bør være som angivet. Af hensyn til hemmeligholdelse af HEMMELIGE numre er løbende SLET og RET ikke muligt.

Fjernelse af slettede og gamle rettede HEMMELIGE oplysninger må derfor ske via totaludtræk eller via statusfilen for HEMMELIGE numre. Dette gøres ved at slette samtlige HEMMELIGE i egen base og derefter genoprette samtlige HEMMELIGE fra statusfil eller totaludtræk.

Officielle noter

1) Denne bekendtgørelse gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 02/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor.