Resume

Udtalt, at i tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem er indvalgt i et nævn m.v. af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra stedlige organisationer m.v., må det tillægges afgørende betydning, om kommunalbestyrelsen er bundet af indstillingen fra den pågældende organisation m.v., således at kommunalbestyrelsen ikke har en reel valgmulighed ved udpegningen. Derimod skal overvejelser om, hvilke interesser nævnsmedlemmerne navnlig skal varetage, ikke spille nogen rolle for afgørelsen af vederlæggelsesspørgsmålet.

Afgørelsen af, om en indstilling er bindende for kommunalbestyrelsen, må bero på en konkret fortolkning af den lovbestemmelse, der omhandler det pågældende valg.

Tilføjet, at i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen blot udøver en »opmandsfunktion«, dvs. udpeger medlemmer til et organ, hvor organisationerne ikke kan blive enige om at udpege det relevante antal medlemmer, betragtes hvervet ikke som udført efter valg af kommunalbestyrelsen.

Kun i de tilfælde, hvor der har foreligget en reel valgmulighed (flere indstillede, end der skulle vælges), vil udpegelsen til hvervet kunne anses for sket »efter valg af kommunalbestyrelsen«, jf.

den kommunale styrelseslovs § 16 a, stk. 2, med den konsekvens, at der ikke vil kunne oppebæres diæter ud over tillægsvederlaget.

På grundlag af fortolkning af lovbestemmelserne vedrørende de forelagte tilfælde udtalt, at der i disse tilfælde ikke forelå nogen reel valgmulighed for kommunalbestyrelsen, og at der derfor havde været mulighed for at yde diæter til de pågældende kommunalbestyrelsesmedlemmer, uanset at disse modtog tillægsvederlag.

Den fulde tekst

Om muligheden for at yde diæter ud over tillægsvederlaget, når et kommunalbestyrelsesmedlem er indvalgt i et nævn efter indstilling fra stedlige organisationer m.v.


I brev af 16. marts 1990 anmodede Glostrup Kommunalbestyrelse Inderigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt 2 kommunalbestyrelsesmedlemmer, der var indvalgt i henholdsvis fritidsnævnet og voksenundervisningsnævnet efter indstilling fra stedlige organisationer m.v., kunne modtage diæter, når de pågældende kommunalbestyrelsesmedlemmer modtog tillægsvederlag efter § 16 a, stk. 2, i den kommunale styrelseslov.

Indenrigsministeriet oplyste i brev af 2. august 1990, at kommunens henvendelse gav anledning til principielle overvejelser om omfanget af tillægsvederlaget, og at man havde anmodet Undervisningsministeriet om en udtalelse, herunder med oplysning om, hvilke interesser de pågældende nævns- og udvalgsmedlemmer varetager, og om de primært varetagne interesser kan anses for at være den pågældende kommunes samlede interesser eller de indstillende organisationers/det pågældende fagområdes interesser.

Undervisningsministeriet sendte den 8. august 1990 Indenrigsministeriets henvendelse til besvarelse i Kulturministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning, sammen med en tilsvarende forespørgsel fra Albertslund Kommune.

Kulturministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning, har i brev af 31. oktober 1990 bl.a. udtalt:

»Efter hvad der er oplyst fra de to kommuner, er de pågældende kommunalbestyrelsesmedlemmers indvælgelse i nævnene uden forbindelse med deres medlemskab af kommunalbestyrelsen, idet de er valgt alene på grundlag af indstillinger fra lokale organisationer og kredse m.v. Der synes derfor efter direktoratets opfattelse ikke at være grundlag for at lade spørgsmålet om ydelse af diæter bestemme af deres medlemskab af kommunalbestyrelsen. Men man finder, at de bør have samme adgang til diæter m.v. som andre nævnsmedlemmer, der er valgt efter indstilling fra organisationer og kredse m.v.

Med hensyn til spørgsmålet om de interesser nævnsmedlemmerne skal varetage, skal man henvise til bestemmelserne i skolestyrelsesloven om nævnenes opgaver. Herefter skal nævnene søge at fremme folkeoplysende virksomhed for børn og voksne i kommunen og påse, at der fremsættes de fornødne tilbud herom.

Man finder ikke, at der i bestemmelserne om lokale organisationers og kredses repræsentation i nævnene kan indlægges nogen forudsætning om, at der herved skal varetages bestemte organisationsinteresser eller andre særinteresser. Organisationernes repræsentation må ses som led i den demokratiske beslutningsproces omkring udbuddet og udformningen af de folkeoplysende aktiviteter i lokalområdet.

Dette må også anses for at være i overensstemmelse med kommunens interesse i at opfylde intentionerne i lovgivningen om folkeoplysningsvirksomhed.

Man finder derfor ikke, at der er grundlag for som foreslået af Indenrigsministeriet at lægge vægt på, hvilke interesser der forudsættes varetaget af de pågældende medlemmer. Organisationsrepræsentanterne forudsættes ligesom nævnenes øvrige medlemmer at medvirke til udbuddet og gennemførelsen af ungdomsundervisning og folkeoplysende aktiviteter i øvrigt i overensstemmelse med lovens bestemmelser.«

Indenrigsministeriet skal udtale følgende:

Glostrup Kommunalbestyrelse har vedtaget, at kommunalbestyrelsens medlemmer skal vederlægges efter reglerne i styrelseslovens § 16 a.

Efter § 16 a, stk. 2, ydes der udover et fast vederlag et samlet tillægsvederlag for »deltagelse i kommunalbestyrelsens møder og varetagelse af kommunale hverv, der udføres efter valg af kommunalbestyrelsen ...«.

I de tilfælde, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem er valgt af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra stedlige organisationer mv., har det givet anledning til tvivl, om hvervet kan anses for udført efter valg af kommunalbestyrelsen. Efter principielle overvejelser af spørgsmålet er det Indenrigsministeriets opfattelse, at det må tillægges afgørende betydning, om kommunalbestyrelsen er bundet af en indstilling fra den pågældende organisation mv., således at kommunalbestyrelsen ikke har en reel valgmulighed ved udpegningen. Derimod skal overvejelser om, hvilke interesser nævnsmedlemmerne navnlig skal varetage, ikke spille nogen rolle for afgørelsen af vederlæggelsesspørgsmålet. Der henvises i øvrigt til den kommenterede styrelseslov ved Preben Espersen m.fl. (1991), side 93.

Det tilføjes i den forbindelse, at i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen blot udøver en »opmandsfunktion«, dvs. udpeger medlemmer til et organ, hvor organisationerne ikke kan blive enige om at udpege det relevante antal medlemmer, betragtes hvervet ikke som udført efter valg af kommunalbestyrelsen.

Afgørelsen af, om en indstilling er bindende for kommunalbestyrelsen, må bero på en konkret fortolkning af den lovbestemmelse, der omhandler det pågældende valg.

Med hensyn til valg af medlemmer til voksenundervisningsnævnet fremgik det af § 11, stk. 6, nr. 2, i den tidligere gældende skolestyrelseslov, at kommunalbestyrelsen skulle vælge 4 medlemmer efter indhentet indstilling fra de organisationer og stedlige kredse, der i sidste valgperiode har drevet fritidsundervisning for voksne.

Det fremgår af sagen, at der kun forelå indstilling om 4 medlemmer, som herefter blev valgt. Kommunalbestyrelsen henviser i den forbindelse til en udtalelse fra Undervisningsministeriet af 16. august 1982. Undervisningsministeriet udtalte, at såfremt der fra de stedlige organisationer mv. er indstillet nogle, men ikke et tilstrækkeligt antal medlemmer, skal kommunalbestyrelsen først udpege de indstillede medlemmer, før kommunalbestyrelsen vælger ikke-indstillede medlemmer.

Indenrigsministeriet har i skrivelse af 17. marts 1986 til Undervisningsministeriet udtalt om valg af medlemmer til voksenundervisningsnævnet, at ministeriet ikke fandt fornødent grundlag for at tilkendegive en anden opfattelse end den, som Undervisningsministeriet havde tilkendegivet i den nævnte udtalelse fra 1982.

På denne baggrund må det fortsat være Indenrigsministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at vælge de personer, der indstilles fra de stedlige organisationer i det omfang, der indstilles færre personer end der skal udpeges. Det er endvidere ministeriets opfattelse, at bestemmelsen må fortolkes på samme måde i de tilfælde, hvor der er indstillet det antal personer, som skal udpeges.

Sammenfattende kan det således anføres, at det efter Indenrigsministeriets opfattelse vil være afgørende for, om de heromhandlede kommunalbestyrelsesmedlemmer kan oppebære diæter ud over det oppebårne tillægsvederlag, om der ved valget af de pågældende forelå en reel valgmulighed for kommunalbestyrelsen. Kun i de tilfælde, hvor der har foreligget en sådan valgmulighed (flere indstillede, end der skulle vælges), vil udpegelsen til hvervet kunne anses for sket »efter valg af kommunalbestyrelsen« med den konsekvens, at der ikke vil kunne oppebæres diæter ud over tillægsvederlaget.

For så vidt angår valg af medlemmer til fritidsnævnet fremgik det af § 11, stk. 3, nr. 2, i skolestyrelsesloven, at 3 medlemmer skulle vælges blandt en række organisationer på et møde indkaldt af kommunalbestyrelsen. Det fremgik videre af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen i tilfælde af uenighed blandt organisationerne skulle vælge de 3 medlemmer til fritidsnævnet.

Det fremgår af sagen, at der til fritidsnævnet var indstillet 4 personer, og at kommunalbestyrelsen herefter valgte 3 af de indstillede. Af de valgte var 1 person kommunalbestyrelsesmedlem.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse må kommunalbestyrelsen i dette tilfælde anses for alene at have udøvet en »opmandsfunktion« som følge at uenigheden blandt organisationerne, og der er derfor ikke tale om, at hvervet er udført efter valg af kommunalbestyrelsen.

I ingen af de foreliggende tilfælde har kommunalbestyrelsen således haft en valgmulighed, og der har derfor været mulighed for at yde diæter til de pågældende kommunalbestyrelsesmedlemmer, uanset at disse modtog tillægsvederlag.

Indenrigsministeriet skal beklage den sene besvarelse.

Med venlig hilsen

Helle Skjerbæk

1. Not. Hvilket herved meddeles. Der henvises til j.nr. 26-01-03/90.

Niels Nørby Pedersen

Officielle noter

Ingen