Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om Danmarks Statistik

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1

I lov om Danmarks Statistik, jf. lovbekendtgørelse nr. 15 af 12. januar 1972, som ændret ved § 30 i lov nr. 386 af 13. juni 1990, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 2, ændres »økonomi- og budgetministerens« til: »økonomiministerens«. I § 2, stk. 1, § 3, stk. 3, § 4, stk. 2 og 3, og § 8, stk. 3, ændres »økonomi- og budgetministeren« til: »økonomiministeren«. I § 2, stk. 2, ændres »Økonomi- og budgetministerens« til: »Økonomiministerens«. I § 5 ændres »Økonomi- og budgetministeren« til: »Økonomiministeren«.

2. § 1, stk. 4, ophæves.

3. I § 3, stk. 1, udgår »og 4«.

4. § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Styrelsen træffer beslutning om, i hvilket omfang og på hvilken måde de i § 3 a og §§ 8-12 nævnte oplysninger skal indhentes. Økonomiministeren kan dog fastsætte begrænsninger med hensyn til tilvejebringelsen af oplysninger efter §§ 8-12, som det statistiske departement ikke i de ved lovens ikrafttræden gældende love eller administrative bestemmelser havde hjemmel til at kræve afgivet.«

5. Efter § 3 indsættes:

» § 3 a . Økonomiministeren kan efter indstilling fra styrelsen fastsætte de regler, der er nødvendige for gennemførelsen eller anvendelsen her i landet af De Europæiske Fællesskabers retsakter om indhentning og bearbejdning af statistiske oplysninger.

Stk. 2. Økonomiministeren kan efter indstilling fra styrelsen fastsætte bestemmelser om fravigelse af regler i retsakterne i det omfang, disse indeholder adgang hertil.

Stk. 3. For så vidt angår spørgsmål i retsakterne, som henhører under andre ministeriers ressort, udøves beføjelserne i stk. 1 og 2 af den pågældende minister.«

6. § 7 ophæves.

7. I § 8, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, indsættes efter »art«: », beliggenhed«.

8. § 9, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Når indførsel fra og udførsel til udlandet samt varehandel mellem Grønland, Færøerne og det øvrige Danmark ikke omfattes af retsakter om indhentning og bearbejdning af statistiske oplysninger vedtaget af De Europæiske Fællesskaber, skal varemodtagere og vareafsendere meddele oplysning om de ind- og udførte varers værdi, art og mængde, afsendelsesland, oprindelsesland, bestemmelsesland samt transportforhold.«

9. I § 9, stk. 2, ændres »finansministeren« til: »skatteministeren«.

10. § 12 a, stk. 2, ophæves.

11. § 13, stk. 1, affattes således:

»Den, der undlader rettidigt at meddele de oplysninger, der kræves efter regler fastsat i medfør af § 3 a, efter §§ 8-12 a eller retsakter om indhentning og bearbejdning af statistiske oplysninger vedtaget af De Europæiske Fællesskaber, eller som forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige oplysninger, straffes med bøde.«

12. I § 13 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

» Stk. 4. Overskridelse af frister for indsendelse af oplysninger, der kræves efter forordninger vedtaget af De Europæiske Fællesskaber om statistikker over udveksling af goder mellem medlemsstaterne, straffes ikke, medmindre der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, men der pålægges den oplysningspligtige en ekspeditionsafgift på 550 kr. Ekspeditionsafgift med tillæg af omkostninger kan inddrives ved udpantning.

Stk. 5. Danmarks Statistik kan fritage den oplysningspligtige for betaling af ekspeditionsafgiften, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt.

Stk. 6. Økonomiministeren fastsætter efter indstilling fra styrelsen de nærmere regler om pålæggelse og opkrævning af ekspeditionsafgiften.«

13. § 14, stk. 3, ophæves.

14. § 15 affattes således:

» § 15 . Loven gælder ikke for Færøerne.

Stk. 2. § 3 a gælder ikke for Grønland.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Givet på Amalienborg, den 18. december 1992

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Thor Pedersen

Officielle noter

Ingen