Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om optagelse ved overbygningsuddannelsen i biblioteks- og informationsvidenskab på Danmarks Biblioteksskole


I henhold til § 8 i lov nr. 207 af 22. maj 1985 om Danmarks Biblioteksskole fastsættes følgende om optagelse ved overbygningsuddannelsen i Biblioteks- og informationsvidenskab.

Kapitel 1

Adgangsgrundlag (betingelser med hensyn til eksamen mv.)

     § 1. Ved overbygningsuddannelsen på Danmarks Biblioteksskole, bestående af skolen i København og afdelingen i Aalborg, optages ansøgere, der har gennemført en af følgende uddannelser:

  • 1) Grunduddannelsen som bibliotekar.
  • 2) En uddannelse ved en videregående uddannelsesinstitution svarende til mindst 3 års fuldtidsstudium godkendt af Danmarks Biblioteksskole.

Kapitel 2

Optagelsespladser og studieskift

     § 2. Kulturministeriet fastsætter hvert år inden den 15. april antallet af optagelsespladser for overbygningsuddannelsen ved skolen i København samt for afdelingen i Aalborg.

     Stk. 2. Optagelse sker ved et af de to deloptagelsesområder.

     § 3. Overflytning mellem skolen i København og afdelingen i Aalborg kan ske med tilladelse fra den del af Danmarks Biblioteksskole, der søges om overflytning til.

Kapitel 3

Særlige bestemmelser om optagelse under adgangsbegrænsning

     § 4. Hvis antallet af ansøgere, der kan optages efter kapitel 1, overstiger antallet af optagelsespladser, opdeles pladserne i 2 grupper for de i § 5 angivne ansøgerkategorier.

     Stk. 2. Gruppernes størrelse fastsættes af Kulturministeriet.

     Stk. 3. Hvis antallet af optagelsespladser i en gruppe ikke kan besættes fuldt ud, overføres de overskydende pladser til den anden gruppe.

     § 5. Optagelsespladserne i gruppe 1 tildeles ansøgere, der i optagelsesåret afslutter uddannelsen til Bibliotekar D.B.

     Stk. 2. Optagelsespladserne i gruppe 2 tildeles ansøgere, der er uddannet som bibliotekar samt ansøgere med en uddannelse fra en videregående uddannelsesinstitution, svarende til mindst 3 års fuldtidsstudier godkendt af Danmarks Biblioteksskole.

     Stk. 3. Ansøgerne optages efter en konkret vurdering af deres reelle kvalifikationer efter rektors bestemmelse.

Kapitel 4

Fremgangsmåde ved ansøgning og optagelse

     § 6. Der optages studerende een gang om året pr. 1. september.

     Stk. 2. Ansøgere skal inden den 1. juli i ansøgningsåret til Danmarks Biblioteksskole indsende en skriftlig ansøgning, bilagt bekræftede kopier af eksamensbeviser samt dokumenterede oplysninger om de kvalifikationer, der skal vurderes ved en eventuel optagelse.

     Stk. 3. Et eller flere af følgende elementer indgår i vurderingen af de reelle kvalifikationer:

  • 1) Erfaring fra beskæftigelse med informationsteknologi og efter- eller videreuddannelse af relevans for overbygningsuddannelsens indhold.
  • 2) Sammensætningen af BDI-grunduddannelsen foretaget med henblik på emner og områder, der er relevante for overbygningsuddannelsens indhold.

     Stk. 4. Som et sekundært kriterium anvendes karaktergennemsnit ved den adgangsgivende eksamen.

     § 7. Senest den 28. juli gives svar til ansøgere om optagelse eller afvisning.

     § 8. Klager over skolens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til rektor.

     Stk. 2. Fristen for indgivelse af klager er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt den pågældende.

Kapitel 5

Dispensation og ikrafttræden

     § 9. Kulturministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

     § 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den1. april 1990.

Kulturministeriet, den 14. marts 1990

P.M.V.

E.B.

JAKOB PELCH

Officielle noter

Ingen