Dokumentet er Historisk
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om afgift af affald og råstoffer (* 3)

Herved bekendtgøres lov nr. 838 af 19. december 1989 om afgift af affald og råstoffer med de ændringer, der følger af lov nr. 1071 af 23. december 1992, § 23 i lov nr. 1073 af 23. december 1992 og lov nr. 493 af 30. juni 1993).


Kapitel 1

Råstoffer

Afgiftspligtens omfang

§ 1. (* 1) Den, der erhvervsmæssigt indvinder råstoffer, som er omfattet af råstofloven, skal betale afgift.

Stk. 2. Den afgiftspligtige mængde råstoffer omregnes til (m3) efter de i bilag 1 anførte omregningsfaktorer. Mængden nedrundes til nærmeste hele (m3).

§ 2. (* 1) Den, der erhvervsmæssigt fra udlandet modtager de råstoffer, der er nævnt i bilag 2, skal betale afgift.

Stk. 2. Den afgiftspligtige mængde råstoffer omregnes til (m3) efter de i bilag 2 anførte omregningsfaktorer. Mængden nedrundes til nærmeste hele (m3).

§ 2 a. (* 1) Virksomheder, der indvinder eller fra udlandet modtager under 200 (m3) råstoffer årligt, skal ikke betale afgift.

Afgiftssatser

§ 3. Afgiften udgør 5 kr. pr. (m3) af råstoffet.

Registrerede virksomheder

§ 4. (* 1) Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer, jf. § 1, stk. 1, eller som erhvervsmæssigt modtager de i bilag 2 nævnte råstoffer fra udlandet, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2. Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige råstoffer fra andre registrerede virksomheder eller fra udlandet, uden at afgiften er berigtiget.

Opgørelse af den afgiftspligtige mængde

§ 5. Registrerede virksomheder, der udleverer råstoffer, som enten ikke har været bearbejdet eller kun har været underkastet en enkelt bearbejdning, sortering, nedknusning, lufttørring eller lignende simpel bearbejdning, skal opgøre den afgiftspligtige mængde som den mængde råstoffer, der i afgiftsperioden er udleveret fra virksomheden.

Stk. 2. Registrerede virksomheder, der anvender råstoffer i videregående processer, der bortset fra vand kræver tilført andre materialer, opvarmning, brænding og lignende, skal medregne den udtagne mængde råstoffer til udleveringen efter stk. 1.

Stk. 3. (* 1) I opgørelsen efter stk. 1 fradrages mængden af afgiftspligtige råstoffer, der er blevet leveret til udlandet, efter at de har været underkastet en bearbejdning på land, eller som er udleveret til anden registreret virksomhed efter § 4, stk. 2.

Afgiftsfritagelse

§ 6. (* 1) Fritaget for afgift er:

  • 1) Råstoffer, der indvindes til brug for strandfodring.
  • 2) Havbundsmaterialer, der stammer fra oprensnings- og uddybningsarbejder (klapmaterialer), og som nyttiggøres som råstoffer.
  • 3) Rest- og affaldsprodukter, der indvindes fra allerede afsluttede depoter m.v.
  • 4) Råstoffer, som modtages fra udlandet, men som ikke for tiden indvindes i Danmark.
  • 5) Overjord og muld, der udleveres uden vederlag.

§ 7. (* 1) Ved erhvervsmæssig levering til udlandet af råstoffer, som har været underkastet en bearbejdning på land, godtgør de statslige told- og skattemyndigheder den betalte afgift.

§ 8. (* 2) (Ophævet)

Kapitel 2

Affald

Afgiftspligtens omfang

§ 9. Der skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed.

Afgiftssats

§ 10. (* 1)(* 3) Afgiften udgør 195 kr. pr. t affald, som afleveres til deponering, og 160 kr. pr. t affald, som afleveres til forbrænding. Den afgiftspligtige vægt er affaldets bruttovægt.

Stk. 2. Den afgiftspligtige vægt skal fastsættes ved hjælp af en vægt, der kan godkendes af de statslige told- og skattemyndigheder.

Registrerede virksomheder

§ 11. Virksomheder, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen til deponering eller forbrænding, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2. (* 1) Virksomheder, der modtager affald fra udlandet med henblik på deponering eller forbrænding, skal ligeledes registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 3. (* 1) Fritaget for registrering er anlæg til forbrænding af specielt sygehusaffald, slamforbrændingsanlæg, specielle anlæg til destruktion af olie- og kemikalieaffald, deponeringsanlæg til olie- og kemikalieforurenet jord samt deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baserede på fossilt brændsel, medmindre de nævnte anlæg også modtager affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der er anvist af kommunalbestyrelsen.

Opgørelse af afgiftspligtig vægt

§ 12. Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige vægt for en afgiftsperiode på grundlag af den mængde affald, der er tilført virksomheden i perioden, fratrukket vægten af den del af det afgiftsplitige affald, der igen er fraført virksomheden i perioden. Hvis vægten af det fraførte affald er større end vægten af det tilførte affald i perioden, overføres den overskydende vægt til fradrag i følgende afgiftsperioder.

§ 12 a. (* 1)(* 4) Miljøministeren kan yde kompensation til virksomheder eller produktioner, hvis råvaretilførsel i væsentligt omfang er baseret på genanvendelse af materialer og produkter. Kompensationen ydes til delvis dækning af de udgifter, virksomhederne eller produktionerne ved affaldsafgiften påføres ved aflevering af affald på registreringspligtigt anlæg til forbrænding eller deponering, jf. § 11.

Stk. 2. Miljøministeren kan yde kompensation til kommunalbestyrelsen til hel eller delvis dækning af de udgifter, kommunalbestyrelsen påføres ved affaldsafgiften ved aflevering af olie- og kemikalieforurenet sand fra strandrensning på registreringspligtigt anlæg til forbrænding eller deponering, jf. § 11.

Stk. 3. Kompensation ydes på grundlag af virksomhedens opgørelse af de affaldsmængder, der stammer fra produktionen, henholdsvis kommunalbestyrelsens opgørelse af mængden af olie- og kemikalieforurenet sand fra strandrensning samt den af virksomheden eller kommunalbestyrelsen afholdte affaldsafgift.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningens administration.

Stk. 5. Ministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i medfør af denne bestemmelse er tillagt ministeren.

Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 5, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

Kapitel 3

Registrede virksomheders regnskabsførelse og afregning m.v.

Regnskab, angivelse m.v.

§ 13. Afgiftsperioden er kvartalet.

§ 14. Registrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for afregningen af afgiften og for kontrollen med afgiftens betaling. Regnskabsmateriale skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb.

Stk. 2. (* 1) Virksomheder, der indvinder eller fra udlandet modtager råstoffer efter kapitel 1, skal føre regnskab over udlevering af råstoffer eller færdigvarer som nævnt i § 5, stk. 2. Endvidere skal føres regnskab over tilgangen af uberigtigede varer.

Stk. 3. Virksomheder, der skal betale afgift efter kapitel 2, skal føre regnskab over tilførsel og fraførsel af affald.

§ 15. Ved overførsel af afgiftspligtige varer mellem registrerede virksomheder, hvor dette efter kapitel 1 og 2 kan ske, uden at afgiften berigtiges, og ved afsætning af varer til afgiftsfrit formål skal der udstedes en faktura med oplysning om modtagerens navn og adresse og den afgiftspligtige mængde eller værdi.

§ 16. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode og senest den 15. i den følgende måned til de statslige told- og skattemyndigheder angive den afgiftspligtige mængde, hvoraf der skal betales afgift samt afgiftsbeløbet.

Stk. 2. Angivelsen, der skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse, skal angives på en særlig blanket, hvori de statslige told- og skattemyndigheder kan kræve andre oplysninger, der er nødvendige for kontrollen.

Stk. 3. Afgives angivelsen ikke inden den i stk. 1 angivne frist, kan de statslige told- og skattemyndigheder inddrage registreringen af virksomheden, indtil den manglende angivelse er de statslige told- og skattemyndigheder i hænde.

Afregning

§ 17. (* 1) Registrerede virksomheder skal indbetale afgiften for en afgiftsperiode til de statslige told- og skattemyndigheder senest samtidig med indsendelse af den i § 16 nævnte angivelse. Udgør afgiften under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter nærmere regler for afgiftens indbetaling.

Stk. 3. (* 2) Der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling af afgift.

Håndhævelse

§ 18. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.

§ 19. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler en afgift rettidigt, at afgive den i § 16 omhandlede angivelse for kortere perioder end nævnt i § 13. De statslige told- og skattemyndigheder kan under samme omstændigheder pålægge en kortere betalingsfrist end den, der er nævnt i § 17, og at der stilles sikkerhed for afgiftens betaling.

§ 20. Betales forfalden afgift ikke senest 14 dage efter betalingsfristens udløb, kan de statslige told- og skattemyndigheder inddrage registreringen af virksomheden, indtil de forfaldne afgifter er betalt.

Stk. 2. Er der efter § 19 sket forkortelse af afgiftsperioden elle betalingsfristen, og betales afgiften ikke rettidigt, kan registreringen inddrages straks efter betalingsfristens udløb. Registreringen kan endvidere inddrages, hvis virksomheden undlader at stille sikkerhed, når der er fremsat krav herom.

§ 21. Har en virksomhed indgivet urigtig angivelse efter § 16 og således betalt for lidt i afgift, skal det skyldige beløb betales senest 14 dage efter påkrav.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan foretage skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret, når:

  • 1) Størrelsen af det afgiftsbeløb, der påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber m.v.
  • 2) En virksomhed ikke fører de påbudte regnskaber eller ikke fører dem på behørig måde.

Stk. 3. Virksomheden kan indbringe en skønsmæssig ansættelse efter stk. 2 for det efter momslovens § 37 nedsatte nævn. Klage skal indgives til de statslige told- og skattemyndigheder senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt virksomheden.

Stk. 4. Betales den skyldige afgift efter stk. 1 og 2 ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.

§ 22. De statslige told- og skattemyndigheder kan tilbagekalde en i henhold til denne lov meddelt afgiftsfritagelse, såfremt den pågældende overtræder de til afgiftsfritagelsen knyttede betingelser.

Hæftelser, oplysninger, henstand m.v.

§ 23. For betaling af afgift efter loven hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning.

§ 24. Den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender stoffer, varer eller produkter, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal betale afgiften.

Stk. 2. Afgiften kan kræves til betaling inden 14 dage.

§ 25. De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i registreringspligtige virksomheder og efterse virksomhedens varebeholdning, forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2. Den, der er ansvarlig for en registreringspligtig virksomhed, samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3. Politiet yder de statslige told- og skattemyndigheder bistand ved kontrollens gennemførelse. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte regler herom.

Stk. 4. 1) De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.

§ 26. De statslige told- og skattemyndigheder har endvidere, hvis det skønnes nødvendigt, uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af regnskaber m.v. hos:

  • 1) Leverandører af stoffer, råvarer, materialer og lignende til fremstilling af afgiftspligtige stoffer, varer eller produkter.
  • 2) Personer og virksomheder, der leverer affald til virksomheder, der er registreringspligtige efter kapitel 2.
  • 3) Erhvervsdrivende, herunder virksomheder, der indkøber og forhandler afgiftspligtige stoffer, varer og produkter.
  • 4) Personer og virksomheder, der modtager affald fra en registreret virksomhed efter kapitel 2, eller som uden at være registreret efter kapitel 2 modtager affald til deponering, forbrænding, oparbejdning eller behandling i øvrigt.

Stk. 2. For de i stk. 1, nr. 3, nævnte virksomheder kan de statslige told- og skattemyndigheder endvidere efterse varebeholdningen.

Stk. 3. § 25, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 27. Det i §§ 25 og 26 nævnte materiale skal på de statslige told- og skattemyndigheders anmodning udleveres eller indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder.

§ 28. Registrerede virksomheder skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder enhver oplysning til brug for kontrollen med afgifter m.v., herunder oplysninger om leverancer af varer til ikke afgiftspligtig anvendelse.

Stk. 2. Leverandører som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 1, skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysning om det leverede.

Stk. 3. Personer og virksomheder, der leverer affald til registrerede virksomheder efter kapitel 2, skal på begæring meddele oplysning om den leverede mængde.

Stk. 4. Erhvervsdrivende som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 3, skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysning om deres indkøb af afgiftspligtige stoffer, varer og produkter.

Stk. 5. Personer og virksomheder som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 4, skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysning om de modtagne affaldsmængder.

§ 29. Reglerne om eftergivelse og henstand i momslovens § 39 d finder tilsvarende anvendelse på afgift, renter, gebyrer og administrative bøder efter denne lov. Reglerne finder ligeledes anvendelse på beløb, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af afgiften.

Kapitel 4

Administration

§ 30. De statslige told- og skattemyndigheder administrerer afgifterne efter denne lov, herunder opkræver de i kapitel 1 og 2 nævnte afgifter.

Stk. 2. Ved registrering af virksomheder efter kapitel 1 og 2 udsteder de statslige told- og skattemyndigheder bevis for registreringen.

§ 31. (* 3) De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter regler om:

  • 1) Specifikation af opgørelse efter § 5 og § 12.
  • 2) Kontrol for fradrag efter § 5, stk. 3, og § 12.
  • 3) Afgiftsgodtgørelse efter § 7.
  • 4) Kontrol med afgifterne.
  • 5) De registrerede virksomheders regnskabsførelse, herunder udstedelse af fakturaer, lageropgørelse m.v.
  • 6) Indbetaling af afgift til de statslige told- og skattemyndigheder.

§ 32. Det efter § 37 i momsloven nedsatte nævn har den endelige administrative afgørelse i følgende tilfælde:

  • 1) Spørgsmål om afgiftspligt efter kapitel 1 og 2.
  • 2) Spørgsmål om den afgiftspligtige vægt efter § 10.
  • 3) Spørgsmål om virksomheders registreringspligt efter kapitel 2.
  • 4) Klager over skønsmæssige ansættelser efter § 21.

Stk. 2. Andre afgørelser efter loven, der er truffet af Told- og Skattestyrelsen, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 5

Straf m.v.

§ 33. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

  • 1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med afgifterne,
  • 2) undlader at lade sig registrere hos de statslige told- og skattemyndigheder efter § 4, stk. 1, og § 11,
  • 3) overtræder § 14, § 15, § 16, stk. 1 og 2, § 25, stk. 2, § 27, § 28 og § 37,
  • 4) undlader at efterkomme et påbud, der er meddelt efter § 19,
  • 5) fortsætter driften af en registreringspligtig virksomhed, efter at de statslige told- og skattemyndigheder har inddraget registreringen efter § 16, stk. 3, og § 20, stk. 1 og 2,
  • 6) tilsidesætter vilkår, der er fastssat i medfør af §§ 6 og 7,
  • 7) undlader at benytte en vægt, som kan godkendes af de statslige told- og skattemyndigheder, jf. § 10, stk. 2,
  • 8) undlader at angive vægten af afgiftspligtigt affald efter § 12,
  • 9) overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger herpå.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt til at unddrage statskassen afgift.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf i form af bøde. Det kan endvidere bestemmes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.

Stk. 4. For overtrædelser, der begås af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 34. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indhold af anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 35. Når sager om de overtrædelser, der er nævnt i § 33, indbringes for domstolene, behandles de som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

Kapitel 6

Ikrafttrædelse m.v.

§ 36. Loven træder i kraft 1. januar 1990.

§§ 37 og 38. (Udeladt)

§ 39. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov nr. 1071 af 23. december 1992 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft 1. januar 1993.

Stk. 2. (* 1) Tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 1, nr. 12, fastsættes dog af miljøministeren.

Stk. 3. Lovens bestemmelse om kreditafkortning finder anvendelse for afregning af afgiften af råstoffer, der fra denne dato udleveres fra de registreringspligtige virksomheder, og for afregning af afgiften af affald, der fra denne dato modtages hos de registreringspligtige virksomheder.

§ 3

Stk. 1. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 512 af 16. juni 1992 om afgift af råstoffer ophæves.

Stk. 2. De bevillinger om afgiftsgodtgørelse, der er udstedt i medfør af § 7, stk. 1, i lov nr. 838 af 19. decembert 1989 om afgift af affald og råstoffer, forbliver i kraft i gyldighedsperioden.

Stk. 3. Ansøgninger om afgiftsgodtgørelse efter § 7, stk. 1, i lov nr. 838 af 19. december 1989 om afgift af affald og råstoffer, der er indbragt for Skov- og Naturstyrelsen eller de statslige told- og skattemyndigheder før denne lovs ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Lov nr. 493 af 30. juni 1993, der træder i kraft den 1. januar 1997, indeholder følgende bestemmelser om forhøjelse og differentiering af affaldsafgiften:

1. § 10, stk. 1, affattes således:

»Afgiften udgør 285 kr. pr. t affald, der afleveres til deponering. Afgiften udgør 160 kr. pr. t for affald, der afleveres til forbrænding til elproduktion eller til samproduktion af elektricitet og varme, forudsat at elektricitetsproduktionen udgør mindst 10 pct. af værkets samlede energiproduktion i en afgiftsperiode. For affald, der afleveres til anden forbrænding, udgør afgiften 210 kr. pr. t. Den afgiftspligtige vægt er affaldets bruttovægt.«

2. I § 31 indsættes efter nr. 6 som nyt nummer:

  • »7) Opgørelse af den i § 10, stk. 1, omhandlede samlede energiproduktion i en afgiftsperiode.«

Skatteministeriet, den 17. november 1993

Ole Stavad

/ Kurt Hoffritz

Bilag 1

Liste over afgiftspligtige råstoffer med tilhørende omregningsfaktorer

  

 Brunkul ............................................ 1 t = 1,4 (m3)  

 Ekspanderende ler .................................. 1 t = 0,6 (m3)  

 Flint .............................................. 1 t = 0,6 (m3)  

 Granit (knust og skærver) .......................... 1 t = 0,6 (m3)  

 Granit (brosten, kantsten, blokke og lign.) ........ 1 t = 0,4 (m3)  

 Grus ............................................... 1 t = 0,6 (m3)  

 Ildfast ler ........................................ 1 t = 0,6 (m3)  

 Jord (fyldjord, råjord) ............................ 1 t = 0,6 (m3)  

 Kalk ............................................... 1 t = 0,7 (m3)  

 Kalkfiller og foderkalk ............................ 1 t = 1,0 (m3)  

 Kalksten ........................................... 1 t = 0,6 (m3)  

 Kaolin ............................................. 1 t = 0,6 (m3)  

 Kildekalk, mosekalk og søkalk ...................... 1 t = 0,8 (m3)  

 Kiselgur (diatomejord), færdigvarer ................ 1 t = 2,5 (m3)  

 Klæg ............................................... 1 t = 1,0 (m3)  

 Kridt .............................................. 1 t = 0,7 (m3)  

 Kvartssand ......................................... 1 t = 0,6 (m3)  

 Ler ................................................ 1 t = 0,6 (m3)  

 Mergel ............................................. 1 t = 0,6 (m3)  

 Moler (jordfugtigt) ................................ 1 t = 1,0 (m3)  

 Moler (tørret, knust) .............................. 1 t = 1,6 (m3)  

 Muld ............................................... 1 t = 0,6 (m3)  

 Myremalm ........................................... 1 t = 0,5 (m3)  

 Sand ............................................... 1 t = 0,6 (m3)  

 Sandsten ........................................... 1 t = 0,6 (m3)  

 Skaller ............................................ 1 t = 0,5 (m3)  

 Skifer ............................................. 1 t = 0,6 (m3)  

 Spagnum, tørvesmuld og tørvestrøelse ............... 1 t = 5,0 (m3)  

 Sten ............................................... 1 t = 0,6 (m3)  

 Tungsand ........................................... 1 t = 0,4 (m3)  

 Tørv (fugtig) ...................................... 1 t = 1,6 (m3)  

 Tørv (lufttørret) .................................. 1 t = 2,5 (m3)  

Bilag 2

Liste over indførte råstoffer, der er omfattet af råstofafgiften

  

 2505.10.00.0 Kvartssand ............................ 1 t = 0,6 (m3)  

 2505.90.00.0 Andre naturlige sandtyper ............. 1 t = 0,6 (m3)  

 2508.10.00.0 Bentit ................................ 1 t = 0,6 (m3)  

 2508.40.00.0 Andre lerarter (bortset fra bentit,  

              blegejord, valkejord og ildfast ler) .. 1 t = 0,6 (m3)  

 2509.00.00.0 Kridt, alle varer ..................... 1 t = 0,7 (m3)  

 2512.00.00.3 Moler (jordfugtigt) ................... 1 t = 1,0 (m3)  

              - (tørret, knust) ..................... 1 t = 1,6 (m3)  

 2516.11.00.0 Granit, rå eller groft tildannet ...... 1 t = 0,4 (m3)  

 2516.12.10.0 Granit, tildannet til blokke og  

              plader, tyndere end 25 cm ............. 1 t = 0,4 (m3)  

 2516.12.90.0 Granit, tildannet på anden vis ........ 1 t = 0,4 (m3)  

 2516.21.00.0 Sandsten, rå eller groft tildannet .... 1 t = 0,4 (m3)  

 2516.22.10.0 Sandsten, tildannet til blokke og  

              plader, tyndere end 25 cm ............. 1 t = 0,4 (m3)  

 2516.22.90.0 Sandsten, tildannet på anden vis ...... 1 t = 0,4 (m3)  

 2517.10.10.0 Småsten, grus, singels og flint ....... 1 t = 0,6 (m3)  

 2517.10.90.0 Andre produkter af lignende art ....... 1 t = 0,6 (m3)  

 2517.30.00.0 Tjæremakadam .......................... 1 t = 0,6 (m3)  

 2517.49.00.0 Granulater m.v. af granit m.v. ........ 1 t = 0,6 (m3)  

 2521.00.00.1 Kalksten til cement m.v., umalet ...... 1 t = 0,6 (m3)  

 2521.00.00.9 Kalksten til cement m.v. andre varer .. 1 t = 0,6 (m3)  

 2522.10.00.0 Brændt kalk ........................... 1 t = 1,6 (m3)  

 2522.20.00.0 Læsket kalk ........................... 1 t = 1,3 (m3)  

 2522.30.00.0 Hydraulisk kalk ....................... 1 t = 1,2 (m3)  

 2523.10.00.0 Cementklinker ......................... 1 t = 1,1 (m3)  

 2523.21.00.0 Portland cement, hvid og kunstigt  

              farvet ................................ 1 t = 1,1 (m3)  

 2523.29.00.0 Portland cement, andre varer .......... 1 t = 1,1 (m3)  

 2523.30.00.0 Aluminatcement ........................ 1 t = 1,1 (m3)  

 2523.90.10.0 Slaggecement .......................... 1 t = 1,1 (m3)  

 2523.90.30.0 Puzzolancement ........................ 1 t = 1,1 (m3)  

 2525.90.90.0 Anden hydraulisk cement ............... 1 t = 1,1 (m3)  

 2703.00.00.0 Tørv, tørvesmuld og tørvestrøelse ..... 1 t = 5,0 (m3)  

              Tørvebriketter ........................ 1 t = 2,5 (m3)  

 6801.00.00.1 Brosten ............................... 1 t = 0,4 (m3)  

 6801.00.00.9 Kantsten og fortovssten ............... 1 t = 0,4 (m3)  

Officielle noter

(* 1) Lov nr. 1071 af 23. december 1992 (ændringer som følge af det indre marked og forhøjelse og differentiering af affaldsafgiften) trådte i kraft den 1. januar 1993. Tidspunktet for ikrafttrædelsen af bestemmelserne om kompensation i § 12 a, der fortsat varetages af miljøministeren, er endnu ikke fastsat.

(* 2) Lov nr. 1073 af 23. december 1992 (forhøjelse af gebyr for erindringsskrivelser) trådte i kraft den 1. april 1993.

(* 3) Lov nr. 493 af 30. juni 1993 (om forhøjelse og yderligere differentiering af affaldsafgiften) træder i kraft den 1. januar 1997. De pågældende bestemmelser er gengivet i bekendtgørelsens slutning.

(* 4) Sagsområdet er ved kongelig resolution af 14. maj 1993 overført fra Miljøministeriet til Skatteministeriet, jf. dog note 1.

Redaktionel note
  • (* 4) De ændringer der følger af LOV nr 284 af 27/04/1994 er ikke indarbejdet i LBK nr 647 af 13/07/1994.
  • (* 3) Lov nr. 838 af 19/12/1989 og Lov nr. 1071 af 23/12/1992 findes i Miljøministeriets base.