Dokumentet er Historisk
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om Handelsflådens Velfærdsråd (Velfærdsloven)(* 1)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1. Der oprettes en privat selvejende institution, Handelsflådens

Velfærdsråd.

Stk. 2. Handelsflådens Velfærdsråd har til opgave

  • 1) at varetage og fremme foranstaltninger om søfarendes velfærd til søs og under ophold i havn i såvel ind- som udland samt
  • 2) at administrere ordningen om tv-betjening af søfarende.

Stk. 3. Herudover kan Handelsflådens Velfærdsråd udføre andre opgaver, som er forenelige med de i stk. 2 nævnte opgaver.

§ 2. Handelsflådens Velfærdsråd ledes af et råd og en direktion. De søfarendes og redernes organisationer skal være repræsenteret i rådet. Industriministeren udnævner efter indstilling fra organisationerne rådets medlemmer for en treårig periode. Rådet vælger formanden, ligeledes for en treårig periode.

§ 3. De nærmere regler om Handelsflådens Velfærdsråd og dets virksomhed fastsættes af rådet i vedtægter, der godkendes af industriministeren.

§ 4. Rådet ansætter direktionen og er ansvarlig for, at velfærdsrådets virksomhed udføres forsvarligt i overensstemmelse med loven og vedtægterne.

Stk. 2. Direktionen varetager den daglige ledelse i overensstemmelse med rådets anvisninger.

Stk. 3. Ved varetagelsen af opgaverne, jf. § 1, stk. 2, disponerer Handelsflådens Velfærdsråd selvstændigt over de i medfør af § 5 tilvejebragte midler. Dette er også tilfældet med andre midler, som tilføres velfærdsrådet.

Stk. 4. Velfærdsrådets ledelse er efter anmodning pligtig at meddele industriministeren enhver oplysning angående velfærdsrådets forhold.

Stk. 5. Velfærdsrådets årsregnskab og budget skal godkendes af industriministeren.

§ 5. Midlerne til velfærdsarbejdet tilvejebringes ved en afgift på 100 øre pr. dag for hver søfarende, der er forhyret på et dansk handelsskib, herunder skibsførere, og som er forsikret mod følger af ulykkestilfælde i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring. Afgiften påhviler den søfarende og rederen med halvdelen til hver.

Stk. 2. Industriministeren yder et tilskud, der højst kan svare til den afgift, som samlet er pålagt rederne og de søfarende. Herudover afholder industriministeren udgifterne til tv-betjeningen af søfarende.

Stk. 3. Rådet fastsætter betalingen for særlige ydelser.

§ 6. Industriministeren fastsætter nærmere regler om opkrævning af afgiften og kan herunder pålægge rederen at tilbageholde det beløb, der påhviler den søfarende, i hyren eller i andre lignende ydelser. Der er udpantningsret for de beløb, der påhviler rederen og den søfarende.

§ 7. Industriministeren kan efter forhandling med de berørte organisationer for ejere af fiskeskibe og for fiskere og efter indhentet udtalelse fra Handelsflådens Velfærdsråd fastsætte, i hvilket omfang søfarende på fiskeskibe skal være omfattet af nærværende lov.

§ 8. Henlægger industriministeren sine beføjelser efter loven til Søfartsstyrelsen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 9. Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af industriministeren.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov om velfærdsforanstaltninger for søfarende, jf. lovbekendtgørelse nr. 576 af 29. september 1988.

§ 10. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot, den 25. april 1990

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Anne Birgitte Lundholt

Redaktionel note
  • kraft 1. januar 1991
  • (* 1)Ved bekendtgørelse nr. 761 af 15. november 1990 blev loven sat i