Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Lov om udenrigstjenesten (* 1)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


Kapitel I

§ 1. Udenrigstjenesten har til formål at varetage rigets mellemfolkelige anliggender.

Stk. 2. Udenrigstjenesten forestår og koordinerer udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forbindelser til udlandet, herunder Danmarks deltagelse i samarbejdet inden for De europæiske Fællesskaber, internationale organisationer, det internationale udviklingssamarbejde samt behandlingen af folkeretlige spørgsmål.

Stk. 3. Udenrigstjenesten yder bistand til danske statsborgere samt bistand til danske virksomheder i deres erhvervsmæssige forbindelser med udlandet.

Kapitel II

§ 2. Udenrigstjenestens 3 grene, udenrigsministeriet, de diplomatiske og de konsulære repræsentationer, udgør en fælles tjeneste.

§ 3. Udenrigsrepræsentationerne er organer under udenrigsministeriet og opretholdes på de steder i udlandet, hvor varetagelsen af danske interesser gør det påkrævet. De oprettes og nedlægges af kongen, vicekonsulater dog af udenrigsministeren.

Stk. 2. De diplomatiske repræsentationer er ambassader, gesandtskaber eller repræsentationer ved internationale organisationer. De ledes af udsendte medarbejdere.

Stk. 3. De konsulære repræsentationer er generalkonsulater, konsulater eller vicekonsulater. De ledes enten af udsendte medarbejdere eller af valgte konsularembedsmænd.

§ 4. Ud over ansættelse i henhold til lov nr. 291 af 18. juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken og de af staten med lønmodtagerorganisationer indgåede generelle overenskomster kan ansættelse af medarbejdere i udenrigstjenesten ske ved kontrakt.

§ 5. Udnævnelse af tjenestemænd i lønramme 16, med mulighed for oprykning til lønramme 21, 29, 31 og 34, lønramme 36 og højere lønramme sker til tjenestemænd i vedkommende lønramme i udenrigstjenesten uden angivelse af stilling eller tjenestested. Udenrigsministeren fastsætter fordelingen af de i 1. pkt. nævnte tjenestemænd mellem udenrigsministeriet og repræsentationerne i udlandet.

Stk. 2. Tjenestemænd i de i stk. 1 nævnte lønrammer samt kancellister er forpligtet til at gøre tjeneste også ved repræsentationerne i udlandet. Bestemmelsen om, hvor og i hvilken egenskab de skal forrette tjeneste, træffes for så vidt angår tjenestemænd i 36. eller højere lønramme af kongen og med hensyn til tjenestemænd i lønramme 16, med mulighed for oprykning til lønramme 21, 29, 31 og lønramme 34, samt kancellister af udenrigsministeren.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der i undtagelsestilfælde, hvor særlige omstændigheder gør sig gældende, ansættes tjenestemænd uden forpligtelse til at gøre tjeneste ved repræsentationerne i udlandet.

Stk. 4. Tjenestemænd, som er fyldt 60 år, og som beordres til anden tjeneste i henhold til stk. 2, har ret til i stedet for at lade sig forflytte at få deres afsked med pension efter - 2, stk. 1, i lov om tjenestemandspension, idet bestemmelsen i - 6, stk. 2, i samme lov ikke finder anvendelse. Dog gælder dette ikke i tilfælde, hvor tjenestemanden beordres til tjeneste i udenrigsministeriet i en stilling, der er normeret i hans lønramme.

§ 6. Handels- og industrikyndige specialmedarbejdere ansættes efter forhandling med et under udenrigsministeriet med henblik på behandling af spørgsmål om Danmarks erhvervsmæssige forbindelse med andre lande m.v. nedsat rådgivende udvalg, hvori de interesserede myndigheder og erhvervsorganisationer skal være repræsenteret. Udenrigsministeren kan træffe bestemmelse om nedsættelse af andre rådgivende udvalg.

Stk. 2. Til repræsentationerne i udlandet kan der knyttes specialattacheer udsendt af andre ministerier end udenrigsministeriet. Specialattacheernes funktion ved repræsentationen udøves under repræsentationschefens ansvar.

§ 7. Under tjeneste ved repræsentationerne i udlandet oppebærer de udsendte medarbejdere udetillæg efter reglerne i - 9 i lov nr. 5 (B) af 7. juni 1958 om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger.

§ 8. Når særlige grunde taler derfor, kan det ved kongelig resolution bestemmes, at en tjenestemand i udenrigstjenesten i lønramme 36 eller højere lønramme stilles til rådighed. Tjenestemænd til rådighed er pligtige til efter udenrigsministerens anvisninger at påtage sig arbejdsopgaver. De lønnes på samme måde som tjenestemænd af samme lønramme i udenrigsministeriet, dog kan tjenestemænd til rådighed ikke oppebære repræsentationstillæg. En tjenestemand kan ikke stå til rådighed i et længere tidsrum end 3 år; dog kan denne periode forlænges til 5 år, hvor ganske særlige forhold gør sig gældende. Hvis der ved den pågældende periodes udløb ikke anvises ham nogen post, afskediges han efter tjenestemandslovgivningens almindelige regler.

Stk. 2. Til rådighed for udenrigstjenesten stilles 5 tjenestemænd i lønramme 16 med mulighed for oprykning til lønramme 21, 29, 31 og 34, til hvis uddannelse der bevilges et årligt beløb, hvis størrelse fastsættes på finansloven.

§ 9. Når det findes tjenstligt ønskeligt, kan der gives udenrigstjenestemænd stillingsbetegnelser og rang, der svarer til en højere stilling end den, hvortil de er udnævnt, eller gives dem andre internationalt anvendte betegnelser for udenrigstjenestemænd, dog at dette ikke får indflydelse på størrelsen af noget af de lønningsbeløb, der tilkommer de pågældende tjenestemænd.

Stk. 2. Ved udsendelse af overordentlige diplomatiske repræsentationer kan der ligeledes anvendes særlige stillingsbetegnelser, der er fastslået i internationalt samkvem.

§ 10. Valgte konsularembedsmænd er ulønnede og vælges blandt egnede personer på repræsentationsstedet. Fremmede statsborgere kan vælges, men under i øvrigt lige forhold skal danske foretrækkes.

Stk. 2. Valggeneralkonsuler og valgkonsuler udnævnes af kongen, valgvicekonsuler af udenrigsministeren.

Kapitel III

§ 11. Der nedsættes under udenrigsministeriet et ejendomsnævn, hvis formand udpeges af boligministeren. Finansministeren udpeger 1 medlem, og udenrigsministeren udnævner 2 medlemmer. Til bistand for nævnets sekretariat udpeger boligministeren en bygningssagkyndig rådgiver.

Stk. 2. Det påhviler nævnet at undersøge og fremsætte forslag om løsning af spørgsmålet om tilvejebringelse af kontorer og boliger til repræsentationerne i udlandet. Indebærer gennemførelsen af et forslag, at der skal afholdes større investeringer eller engangsudgifter, afgiver udvalget indstilling til udenrigsministeren om de bevillinger, der kræves til forslagets gennemførelse.

§ 12. Udenrigsministeren kan i særlige tilfælde yde valgte konsularembedsmænd et fast årligt beløb til kontorhold. Beløbets størrelse fastsættes efter forhandling med finansministeren og under hensyntagen til, om der drages omsorg for, at brevveksling med konsulatet kan ske på dansk.

Stk. 2. I øvrigt har valgte konsularembedsmænd kun krav på godtgørelse af tjenstlige udgifter, der er godkendt af udenrigsministeren.

§ 13. Udsendte medarbejdere, der indtager chefstillinger, er bemyndiget til, hver for sit embede, at udføre sådanne forretninger, som i Danmark påhviler en notarius publicus med hensyn til danske statsborgeres retshandler, herunder retshandler, der indgås med fremmede. De herom behørigt udfærdigede akter skal i Danmark have samme retsvirkning som her i landet udstedte notarialakter.

Stk. 2. I tilfælde af chefens forfald har den, der fungerer på hans vegne, den i stk. 1 omhandlede bemyndigelse.

Stk. 3. Udenrigsministeren kan tillægge valgte konsularembedsmænd samme bemyndigelse.

§ 14. For tjenestehandlinger i udenrigstjenesten erlægges gebyr efter regler, der fastsættes af udenrigsministeren.

Stk. 2. Der skal aflægges regnskab for de modtagne gebyrbeløb. Gebyrbeløbene indbetales til statskassen. Udenrigsministeren kan dog bestemme, at valgte konsularembedsmænd kan anvende modtagne gebyrbeløb til dækning af driftsomkostninger.

Stk. 3. Tvivlsspørgsmål om gebyrberegninger afgøres af udenrigsministeren.

§ 15. Nærmere regler vedrørende udenrigstjenestens personel og drift m.v. fastsættes i Instruks for Udenrigstjenesten, der udfærdiges af udenrigsministeren.

Kapitel IV

§ 16. Loven træder i kraft den 1. juli 1983.

Stk. 2. Samtidig ophæves:

1. lov nr. 109 af 26. april 1961 om udenrigstjenesten,

2. lov nr. 5 (B) af 7. juni 1958 om normering og klassificering af statstjenestemandsstillinger, som ændret senest ved lov nr. 6 af 29. marts 1969 (B), - 6, stk. 2, og - 7, stk. 1-3.

Givet på Christiansborg slot, den 13. april 1983

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Uffe Ellemann-Jensen

Officielle noter

Ingen