Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om landbrugsuddannelsen


I medfør af § 4, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. september 1993, fastsættes:

Kapitel 1

Uddannelsen

§ 1. Uddannelsens formål er, at eleven gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår kompetence som landbruger inden for et af følgende specialer:

  • 1) Jordbrugsassistent.
  • 2) Dyreassistent.
  • 3) Jordbrugsmaskinfører.
  • 4) Fiskeassistent.

Stk. 2. Eleven vælger speciale ved indgåelse af uddannelsesaftale med en virksomhed, der er godkendt til specialet.

Stk. 3. Elevens praktikuddannelse i henhold til uddannelsesaftalen skal sammen med elevens eventuelle forudgående praktikuddannelse mindst omfatte:

  • 1) Jordbrugsassistent: 2 års praktik i en landbrugsvirksomhed inden for enten animalsk produktion eller planteproduktion eller både animalsk produktion og planteproduktion, heraf højst 1 år på en maskinstation.
  • 2) Dyreassistent: 1 års praktik i en zoologisk have, dyrepark, dyreforsøgsvirksomhed, et laboratorium med dyr, dyrehospital, hestestutteri, en dyrehandel, en virksomhed med svine-, kvæg-, pelsdyrbesætning eller lignende.
  • 3) Jordbrugsmaskinfører: 2 års praktik i en virksomhed med både markbrug og alsidig maskinpark eller på en maskinstation.
  • 4) Fiskeassistent: 1 års praktik fordelt på mindst 2 forskellige virksomheder med akvakulturer.

§ 2. Det faglige udvalg for uddannelsen er Det faglige Fællesudvalg for Landbrug.

§ 3. For uddannelsen gælder bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (hovedbekendtgørelsen), bekendtgørelse om 1. skoleperiode og bekendtgørelse om eksamensordning for erhvervsuddannelser (eksamensbekendtgørelsen) samt de regler, som Undervisningsministeriet i øvrigt fastsætter i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 4, stk. 1.

Kapitel 2

Uddannelsens varighed og struktur m.v.

§ 4. Uddannelsen varer 3 år og 8 måneder.

Stk. 2. Elever, der indleder uddannelsen på skole, begynder med 1. skoleperiode på 20 uger, efterfulgt af 2. skoleperiode på 20 uger. Elever, der er fyldt 18 år, kan indlede uddannelsen med 2. skoleperiode uden afkortning af den samlede uddannelsestid.

Stk. 3. For elever, der indleder uddannelsen i en praktikvirksomhed, træder praktikuddannelse i stedet for 1. skoleperiode.

Stk. 4. Den skole, der indkalder eleven til 5. skoleperiode, kan bestemme, at 4. og 5. skoleperiode gennemføres uden mellemliggende praktik, jf. § 5. Skal eleven skifte skole efter 4. skoleperiode, træffes afgørelsen efter nærmere aftale mellem skolerne.

§ 5. Elever, der er fyldt 25 år, kan indgå uddannelsesaftale og gennemføre uddannelsen på 2 år, hvis de har haft mindst 5 års fuldtidsbeskæftigelse eller tilsvarende deltidsbeskæftigelse inden for det valgte specialeområde.

Stk. 2. Skolen kan dispensere fra alders- og beskæftigelseskravet i stk. 1, hvis den ud fra en samlet vurdering og efter samråd med det faglige udvalg, eleven og praktikvirksomheden skønner, at eleven har de fornødne forudsætninger for at gennemføre uddannelsesforløbet.

Stk. 3. Det er en forudsætning for anvendelse af reglerne i stk. 1 og 2, at eleven efter skolens vurdering vil kunne gennemføre skoleundervisningen efter § 6, stk. 1, inden for den fastsatte

uddannelsestid, eventuelt efter fritagelse for dele af undervisningen, jf. § 9, stk. 2.

Stk. 4. Afgørelser efter § 5, jf. § 6, stk. 2, og § 9, stk. 2, skal så vidt muligt være truffet før indgåelse af uddannelsesaftale.

§ 6. Skoleundervisningen varer 70 uger inklusive 1. skoleperiode. For elever, der indgår uddannelsesaftale efter § 5, kan den samlede skoleundervisning afkortes efter skolens bestemmelse, jf. § 9, stk. 2, jf. § 5, stk. 3. Skoleundervisning veksler med praktikuddannelse som vist i figuren og som anført nedenfor:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

 1.       2.            3.            4.               5.  

 skolep.  skole-  prak- skole-  prak- skole-   prak-   skole-   evt.  

 20 uger  periode tik   periode tik   periode  tik     periode  prak-  

 -------                                                        tik  

          20 uger       10 uger       10 uger          10 uger  

 ---------------------------------------------------------------------  

  • 1) 1. skoleperiode, 20 uger, eller praktikuddannelse, ca. 20 uger.
  • 2) 2. skoleperiode, 20 uger.
  • 3) Praktikuddannelse, indtil 52 uger.
  • 4) 3. skoleperiode, 10 uger.
  • 5) Praktikuddannelse, indtil 52 uger.
  • 6) 4. skoleperiode, 10 uger.
  • 7) Praktikuddannelse, ca. 2 uger, jf. dog § 4, stk. 4.
  • 8) 5. skoleperiode, 10 uger.
  • 9) Eventuel resterende praktikuddannelse indtil udløbet af den fastsatte uddannelsestid.

Stk. 2. For elever med uddannelsesaftale efter § 5 kan skolen efter samråd med det faglige udvalg tilrettelægge uddannelsesforløb bestående af perioder med henholdsvis skoleundervisning og praktikuddannelse. Det faglige udvalg skal godkende fastsættelsen af praktikperioder.

Fritagelse for dele af uddannelsen

§ 7. Elever, der har gennemført 2. skoleperiode i skovbrugsuddannelsen, er fritaget for 2. skoleperiode i landbrugsuddannelsen. Elever, der har afsluttet uddannelsen til skovbruger, er fritaget for 1. og 2. skoleperiode i landbrugsuddannelsen samt for 12 måneders praktikuddannelse.

Stk. 2. Elever, der har gennemført Modul I i uddannelsen til faglært landmand i henhold til lov om landbrugsuddannelser, er fritaget for 1. og 2. skoleperiode i landbrugsuddannelsen samt for 6 måneders praktikuddannelse. Elever, der har afsluttet uddannelsen til faglært landmand, er fritaget for 1.-3. skoleperiode samt for 1 års praktikuddannelse inden for specialerne dyreassistent, fiskeassistent og jordbrugsmaskinfører.

Stk. 3. Elever, der har bestået færdselslovens køreprøve til bil, kan fritages for prøven til traktorkørekort.

Stk. 4. En elev kan i øvrigt fritages for dele af uddannelsen efter hovedbekendtgørelsen.

Stk. 5. Praktik i udlandet kan godkendes som en del af uddannelsen i henhold til retningslinier opstillet af det faglige udvalg.

Kapitel 3

Uddannelsens mål og indhold

§ 8. Den uddannede inden for landbrugsuddannelsen kan selvstændigt varetage et arbejdsområde på erhvervsuddannelsesniveau og udføre alle de arbejdsprocesser, der normalt forekommer inden for den branche, som specialet retter sig imod, på en fagteknisk og sikkerhedsmæssig korrekt måde under iagttagelse af gældende miljø- og sikkerhedsbestemmelser.

Stk. 2. Den uddannede med specialet jordbrugsassistent kan selvstændigt varetage pasning af en produktionsgren i en landbrugsvirksomhed med enten animalsk eller planteproduktion eller begge dele. Jordbrugsassistenten har kendskab til bygningers miljømæssige og tekniske indretning og til landbrugsvirksomheders regnskab og økonomi.

Stk. 3. Den uddannede med specialet dyreassistent kan efter valget af specialefag passe og pleje de dyr, der er i virksomheder med forsøgs- og laboratoriedyr, i dyreparker, zoologiske haver, hestestutterier, dyrehandler, virksomheder med svine-, kvæg-, pelsdyrbesætning eller lignende. Dyreassistenten har kendskab til dyrs reproduktion og fodring og udarbejdelse af foderplaner, samt til de vigtigste krav til bygningers miljømæssige indretning, herunder klimastyring, staldteknik og bygningsvedligeholdelse, og til virksomheders regnskab.

Stk. 4. Den uddannede med specialet jordbrugsmaskinfører kan på forsvarlig måde betjene og vedligeholde normalt forekommende maskiner og redskaber i en større landbrugsvirksomhed eller på en maskinstation. Jordbrugsmaskinføreren har kendskab til planteproduktion, herunder jordbehandling, gødskning, plantebeskyttelse og høst, samt til de miljømæssige påvirkninger af natur og dyr og til regnskab, økonomi og kundebetjening.

Stk. 5. Den uddannede med specialet fiskeassistent kan varetage daglig pasning af havbrug, dambrug eller recirkulerede produktionsanlæg på en miljømæssigt forsvarlig måde. Fiskeassistenten har kendskab til fiskenes ernæringsbehov, krav til vandkvalitet og til brug og vedligeholdelse af tekniske installationer i forbindelse med fiskeproduktion samt til regnskab og økonomi.

Skoleundervisningen

§ 9. Skoleundervisningen skal under hele uddannelsesforløbet på en helhedsorienteret måde omfatte både praktisk og teoretisk undervisning med henblik på at give eleven fornødne generelle og specielle kvalifikationer, herunder give eleven forudsætninger for at varetage de funktioner, uddannelsen tager sigte på. Undervisningen skal samtidig give forudsætninger for, at den uddannede ved efter- og videreuddannelse kan udbygge sine kvalifikationer. Undervisningen skal endvidere bidrage til elevens personlige udvikling og forståelse af samfundet og dets udvikling.

Stk. 2. For elever, der optages efter § 5, tilrettelægges undervisningen efter elevens forudsætninger og behov, idet den vejledende uddannelsestid, jf. § 10, kan fraviges i fornødent omfang og under respekt for de angivne mål for undervisningen. Uddannelsestiden for det enkelte specialefag kan dog ikke fraviges. Undervisningen skal omfatte valgfag.

§ 10. Skoleundervisningen efter 1. skoleperiode omfatter grundfag, områdefag, specialefag og valgfag med følgende fordeling på skoleperioder og vejledende uddannelsestid i uger:

  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Uger                                        Skoleperiode  

                                   -----------------------------------  

                                   2.          3.-5.         I alt  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Fag:  

 Grundfag                          10,0         6,7          16,7  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Branchekendskab og  

 teknologiudvikling                 x  

 Biologi                            x  

 Sundhed                            x  

 Kommunikationsteknologi            x  

 Førstehjælp                        x  

 Naturfag                           x  

 Økologi                            x  

 Arbejdsmarkedsforhold                           x  

 Virksomhedslære B                               x  

 Regnskab                                        x  

 Erhverv og samfund                              x  

 Miljø B                                         x  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Områdefag                          7,0         8,5          15,5  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Traktorkørekort                    1,5  

 Dyr                                1,9          x  

 Planter                            1,7          x  

 Teknik                             1,9          x  

 Plantebeskyttelse                              1,0  

 Økonomi                                        2,4  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Specialefag                                    9,0           9,0  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Plantebeskyttelse  

 (Sprøjtecertifikat), jf. § 12:                 1,0  

 eller  

 Smitteforebyggelse og  

 medicinanvendelse, jf. § 12:                   1,0  

 samt 2 af nedennævnte fag, jf.  

 § 12, der hver har en varighed  

 på 4 uger:                                     8,0  

 Akvakultur 1  

 Akvakultur 2  

 Forsøgsdyr  

 Heste  

 Kvæg 1  

 Kvæg 2  

 Maskiner 1  

 Maskiner 2  

 Pelsdyr  

 Planter  

 Specialafgrøder  

 Svin 1  

 Svin 2  

 Zoo-dyr  

 Økologisk jordbrug  

 Dyrehandel  

 ---------------------------------------------------------------------  

 Valgfag                            3,0         5,8           8,8  

 ---------------------------------------------------------------------  

 I alt                             20,0        30,0          50,0  

 ---------------------------------------------------------------------  

Stk. 2. Mål og øvrige rammer for undervisningens indhold samt vejledende uddannelsestid for de enkelte grundfag og valgfag følger reglerne for disse fag.

Stk. 3. Skolen fastsætter inden for rammerne i §§ 12 og 13 i overensstemmelse med hovedbekendtgørelsen det nærmere indhold af undervisningen. Skolen skal tilrettelægge undervisningen i 3. - 5. skoleperiode på en sådan måde, at eleven kan afslutte skoleundervisningen i overensstemmelse med sit valg af specialefag enten ved den pågældende skole eller ved en anden skole efter nærmere aftale mellem skolerne og så vidt muligt i overensstemmelse med elevens skolevalg.

§ 11. Undervisningen i områdefag i 2. - 5. skoleperiode har følgende mål og øvrige rammer for indhold, idet der ved tilrettelæggelse af undervisningen i 3. - 5. skoleperiode skal tages udgangspunkt i elevens praktikuddannelse og specialevalg:

  • 1) Traktorkørekort.

Eleven skal bestå færdselslovens køreprøve til traktor. Undervisningen omfatter kørefærdighed, kendskab til køretøjet og dets behandling samt til færdselsreglerne.

  • 2) Dyr.

Undervisningen omfatter landbrugsuddannelsens dyregrupper såsom landbrugets produktionsdyr, pelsdyr, heste, zoo-dyr, forsøgsdyr og fisk. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde. Samtlige emner skal indgå i undervisningen i 2. skoleperiode.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Håndtering og pasning af samtlige uddannelsens dyregrupper, samt arts- og racebegrebet med tilhørende egenskaber.
  • b) Hygiejne, sundhed, de almindeligste sygdomstegn, krav til smittebeskyttelse og forebyggelse af sygdomme.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Malkning.
  • b) Fodermidler og deres værdi, fodertavler, fodring, opbevaring og behandling af fodermidler og foderomsætning.
  • c) Arbejdssikkerhed, arbejdsskader forårsaget af fx gasarter og støv, omgang med medicin og desinfektionsmidler, personlige værnemidler og ergonomi.
  • d) Formering, fødselsforløb hos almindelige dyregrupper, kønsbestemmelse, brunsttegn, inseminering og reproduktionscyklus.
  • e) Avl, arvelighed, avlsværdital, avlssystemer og mærkningssystemer.
  • f) Forskellige staldtyper, ventilations- og klimaanlæg, krav til klima og ventilation, betjening af tekniske installationer, formale- og blandeanlæg, fodrings- og transportanlæg samt gødningsopbevaring og -anlæg.
  • C) Eleven skal kunne:
  • a) Håndtere og passe samtlige uddannelsens dyregrupper.
  • b) Malke.
  • c) Aflæse fodertavler, fodre og udarbejde simple foderplaner på baggrund af foderanalyser.
  • d) Rengøre og desinficere.
  • 3) Planter.

Undervisningen omfatter navngivning og identifikation af de mest almindelige kulturplanter, træer, buske og ukrudtsplanter, samt kulturplanternes vækstforløb og dyrkning. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde. Samtlige emner skal indgå i undervisningen i 2. skoleperiode.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Markplaner og sædskifte.
  • b) Sikkerhed og sikkerhedsudstyr vedrørende motorsav.
  • c) Jordbundslære, jordbundens sammensætning, jordpartiklers lejring, jordens vandkapacitet, stofomsætning i jorden, jorderosion, jordprøver og jordbundsanalyser samt jordtemperaturforhold.
  • d) Høst af korn og frø, roehøst og ensilering samt bjergning og opbevaring af halm og hø.
  • e) Jordbehandling, relevante jordbehandlingsredskaber og maskiner samt indstilling, justering og vedligeholdelse af disse.
  • f) Sygdomme og skadedyr, skadevoldere, svampe- og virusangreb, identifikation af ukrudt samt forebyggelse af sygdomme, skadedyr og ukrudt.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Kornarter, græsser og kløver, bælgsæd og olieplanter, rodfrugter og majs, træer og buske samt karakterplanter.
  • b) Planternes næringsstofbehov, næringsstoffernes kredsløb og forskellige gødningstyper.
  • c) Planternes krav til såbed samt jordbehandling og såning.
  • d) Sikkerhed og ergonomi i forbindelse med kulturvedligeholdelse.
  • e) Skovningstidspunkt, mærkningsmetoder, skovning med håndredskaber samt vedligeholdelse af værktøj.
  • C) Eleven skal kunne:
  • a) Udarbejde og vurdere enkle gødningsplaner.
  • b) Udføre relevant jordbehandling og såning efter vejledning.
  • c) Vedligeholde kulturer, udføre mekanisk ukrudtsbekæmpelse samt vedligeholde værktøj og redskaber hertil.
  • d) Skove med håndredskaber og vedligeholde værktøj hertil.
  • e) Udføre relevant jordbehandling efter vejledning.
  • D) Eleven skal have demonstreret brug af motorsav.
  • 4) Teknik.

Undervisningen omfatter fagteknisk og sikkerhedsmæssig korrekt betjening og vedligeholdelse af traktorer, maskiner og markredskaber samt værktøj i en alsidig landbrugs- og skovbrugsvirksomhed. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde. Samtlige emner skal indgå i undervisningen i 2. skoleperiode.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Maskiner og redskaber samt indstilling og justering af de mest almindelige af disse.
  • b) Almindeligt håndværktøj og diverse materialer i et værksted.
  • c) Forskellige energiformer.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for traktorens opbygning og funktion, herunder motorens opbygning.
  • C) Eleven skal kunne:
  • a) Betjene traktoren og udføre eftersyn og vedligeholdelse.
  • b) Udføre relevante arbejdsopgaver med maskiner og redskaber i mark og skov.
  • c) Vedligeholde de mest almindelige maskiner og redskaber og kunne udskifte simple reservedele.
  • d) Foretage økonomisk og miljømæssig vurdering af forskellige energiformer.
  • 5) Plantebeskyttelse.

Undervisningen omfatter kemikalier og bekæmpelsesmidler og deres påvirkning af miljøet. I 3. skoleperiode omfatter undervisningen både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Kemikalier, fareklasser, R- og S-sætninger, forgiftningssymptomer, førstehjælp, opbevaring og bortskaffelse af rester og tom emballage.
  • b) Miljøpåvirkninger af jord (binding, bevægelighed, persistens), vand (alger, dafnier og fisk) og dyr (nytteinsekter og fugle).
  • c) Arbejdsmiljø, leverandørbrugsanvisninger samt sundhedsfare ved anvendelse af bekæmpelsesmidler.
  • d) Bekæmpelsesmidler, bekæmpelsesmiddelgrupper, formuleringtyper, blandinger, tilsætningsstoffer, brugsanvisninger, behandlingsfrist samt beregning af aktivt stof- og væskemængde.
  • e) Sygdomme og skadedyr, skadevolderes biologi, symptomer på angreb, principper for forebyggelse og bekæmpelse, alternativ bekæmpelse, skadetærskler og varsling.
  • f) Lovgivning om bekæmpelsesmidler.
  • B) Eleven skal kunne:
  • a) Foretage valg af personlige værnemidler ved brug af bekæmpelsesmidler.
  • b) Identificere skadevoldere ud fra præparater, billed- og planchemateriale og ved hjælp af håndbøger foreslå en behandling.
  • 6) Økonomi.

Undervisningen omfatter virksomhedens regnskaber og økonomiske forhold.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Bogføring og jordbrugets regnskabssystemer.
  • b) Regnskabsforståelse, dækningsbidragskalkuler, konsekvensberegninger, beregning af nøgletal, analyse af virksomhedens stærke og svage sider og intern omsætning.
  • c) Investering, grundlæggende investeringsteori på enkeltinvesteringer.
  • d) Budget, budgetteringsprincipper for virksomheden og finansieringsmuligheder i realkredit- og pengeinstitutter.
  • e) Personlig økonomi, opsparingsformer, skatteforhold, forskellige forsikringsformer og personligt budget.
  • B) Eleven skal kunne udføre øvelser i kontering og kassebogføring.

§ 12. Elever med specialet jordbrugsassistent skal vælge et af specialefagene kvæg 1, maskiner 1, pelsdyr, planter, specialafgrøder eller svin 1 samt plantebeskyttelse (sprøjtecertifikat) og et yderligere specialefag.

Stk. 2. Elever med specialet dyreassistent skal vælge et af specialefagene forsøgsdyr, heste, zoo-dyr, svin 1, kvæg 1 eller pelsdyr samt enten plantebeskyttelse (sprøjtecertifikat) eller smitteforebyggelse og medicinanvendelse og et yderligere specialefag.

Stk. 3. Elever med specialet jordbrugsmaskinfører skal vælge specialefagene maskiner 1, maskiner 2 samt plantebeskyttelse (sprøjtecertifikat).

Stk. 4. Elever med specialet fiskeassistent skal vælge specialefaget akvakultur 1 samt enten plantebeskyttelse (sprøjtecertifikat) eller smitteforebyggelse og medicinanvendelse og et yderligere specialefag.

§ 13. Undervisningen i specialefag har følgende mål og øvrige rammer for indholdet:

  • 1) Plantebeskyttelse (Sprøjtecertifikat).

Eleven skal bestå Miljøministeriets sprøjtecertifikat, delprøve 1-4, jf. bekendtgørelse om undervisning for erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler mv., jf. Miljøministeriets vejledning for erhvervelse af sprøjtecertifikat. Undervisningen bygger videre på undervisningen i områdefaget plantebeskyttelse, så den svarer til sprøjtecertifikatsniveau og omfatter endvidere i 3. skoleperiode praktisk og teoretisk arbejde inden for emnerne sprøjtekendskab og alment plantekendskab.

  • 2) Smitteforebyggelse og medicinanvendelse.

Undervisningen omfatter smitteforebyggelse og medicinanvendelse i dyrehold. I 3. skoleperiode omfatter undervisningen både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Staldindretning, smitteveje og smitteforebyggelse.
  • b) Desinfektionsmidlers egenskaber, virkningsbredde, sikkerhed og arbejdsmiljø ved omgang med desinfektionsmidler samt lovgivning herom.
  • c) Medicinanvendelse, forskellige lægemidler, lægemiddelopbevaring og -håndtering, behandlingsmetoder samt lovgivning herom.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for rengøring og desinfektion samt medicinering.
  • C) Eleven skal kunne udføre rengøring og desinfektion samt medicinering.
  • 3) Akvakultur 1.

Undervisningen omfatter de forskellige akvakulturer, daglig pasning af dambrugs- og havbrugsdrift og drift af recirkulerede anlæg samt observation for fiskesygdomme. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Ernæringslære, fiskefysiologi og ernæringskrav, foder, fodringsteknikker og fodringens betydning for det omgivende miljø.
  • b) Vandkvalitet, vandets fysiske og kemiske tilstand samt vandets betydning for fisk.
  • c) Reparation af net og bødeteknikker.
  • d) Glasfiberarbejde, glasfibres egenskaber og bestanddele.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Økologi, økologiske systemer i fersk- og saltvandsområder og økologisk balance.
  • b) Dambrugsindretning, dambrugsdrift, reproduktion og fodring af fisk i dambrug.
  • c) Havbrugsindretning, havbrugsdrift og fodring af fisk i havbrug.
  • d) Recirkuleret fiskeopdræt, recirkuleringsanlægs opbygning og virkemåde, overvågningssystemer, mekanisk og biologisk rensning samt fodring af fisk i recirkulerede anlæg.
  • e) Fiske-, virus- og bakteriesygdomme og parasitter.
  • f) Sikkerhedskrav ved glasfiberarbejde.
  • g) Konstruktion, drift og vedligeholdelse af marinemotorer og forskellige typer nødstrømsanlæg såsom dieselmotor- og traktordrevne anlæg.
  • C) Eleven skal kunne:
  • a) Foretage daglig pasning og vedligeholdelse af dambrug, havbrug og recirkuleret fiskeopdræt samt justere og foretage fejlfinding ved recirkuleringsanlæg.
  • b) Diagnosticere og forebygge fiskesygdomme.
  • c) Fodre fisk.
  • d) Foretage simple vandanalyser samt kunne vedligeholde måleudstyr og analysesæt.
  • e) Vedligeholde net.
  • f) Udføre simple glasfiberreparationer.
  • g) Foretage fejlfinding, start og vedligeholdelse af marinemotorer og nødstrømsanlæg.
  • 4) Akvakultur 2.

Undervisningen omfatter vigtigheden af råvarekvalitet i fiskeopdræterhvervet, herunder foderstrategi, forædlingsformer, eksportlære samt markedskendskab og kundekrav. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde. Undervisningen omfatter blandt andet en videreførelse af emnerne fra akvakultur 1, og kan kun gennemføres som fortsættelse af akvakultur 1.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Eksport-, told- og valutaforhold.
  • b) Veterinærbestemmelser for opdrætsfisk.
  • c) Transport af levende, nedkølet og frossen fisk.
  • d) Efterspørgsel og verdensproduktionen af opdrættet fisk fordelt på arter set i relation til vildtfanget fisk.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Betydningen af planlagt fodring samt anvendelse af korrekt foderkvalitet under varierende forhold.
  • b) Varierende vandtemperaturs og -kvalitets indvirkning på fisks stofskifte og ædelyst.
  • c) Vigtigheden af regelmæssig og korrekt sortering af levende fisk.
  • d) Forskellige slagtemetoders betydning for råvarekvaliteten.
  • e) Forskellige forædlingsformer, herunder rygning, filetering og diverse færdigretter.
  • f) Kundekrav til færdigvarer hos en gros- og detailled, supermarkedskæder, catering og forbruger.
  • g) Hygiejneforhold i forbindelse med fiskeprodukter.
  • h) Anvendelse af fiskemedicin og karantænebestemmelser samt betydningen heraf.
  • C) Eleven skal kunne:
  • a) Udarbejde en foderplan for et fiskeopdrætsanlæg.
  • b) Forestå daglig fodring under hensyntagen til skiftende vejrforhold m.v.
  • c) Forestå nøjagtig sortering af fisk med henblik på levering af ensartede størrelser.
  • d) Bedøve, bløgge, slagte, rense og nedkøle fisk.
  • e) Forestå medicinbehandling af syge fisk under hensyntagen til gældende karantænebestemmelser.
  • 5) Forsøgsdyr.

Undervisningen omfatter den biologiske viden, der har betydning for pasning af en forsøgsdyrsbesætning, samt fornyelsesprocessen vedrørende denne. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til hygiejne, forsøgsdyrs sundhed og almindelige sygdomme samt grundlæggende operationsteknikker og forholdsregler ved omgang med syge dyr.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Avl, reproduktion, avlssystemer for forsøgsdyr samt forskellige kategorier af forsøgsdyr.
  • b) Bygninger, indretning af bygninger til forsøgsdyr, barrieresystemer samt tekniske installationer.
  • c) Sikkerhedsforskrifter og -foranstaltninger i forsøgsdyrlaboratorier, produktionsstyring og -kontrol, relevante laboratorieteknikker samt daglig pasning af forsøgsdyr, herunder fodring, håndtering og aflivning.
  • d) Forsøgsdyrs normale og unormale adfærd, forsøgsdyrlovgivningen samt etik ved anvendelse af forsøgsdyr.
  • C) Eleven skal kunne udføre relevante laboratorieteknikker, daglig pasning af forsøgsdyr, herunder fodring, håndtering og aflivning, samt kunne deltage i fornyelsesprocessen i besætningen.
  • 6) Heste.

Undervisningen omfatter den biologiske viden, der har betydning for pasning af en hestebesætning, samt fornyelsesprocessen vedrørende denne. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til hygiejne, sygdomsforebyggelse, hestes sundhed og almindelige sygdomme samt forholdsregler ved omgang med syge heste og førstehjælp i nødsituationer.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Avl og reproduktionsforhold, hesteracer og -typer og hestens anvendelse.
  • b) Hestens fodring og fodringsøkonomi.
  • c) Bygninger, indretning af hestestalde, herunder tekniske installationer.
  • d) Sikkerhedsforanstaltninger ved omgang med heste, arbejdsrutiner, produktionsstyring og -kontrol samt klargøring af heste til dyrskuer og kåringer.
  • e) Hestens normale og unormale adfærd, etik vedrørende dyr samt dyreværnsloven.
  • C) Eleven skal kunne foretage daglig pasning af heste, herunder fodring, opdrage ungdyr, samt kunne deltage i fornyelsesprocessen i besætningen.
  • 7) Kvæg 1.

Undervisningen omfatter den biologiske viden, der har betydning for pasning af en kvægbesætning, samt fornyelsesprocessen vedrørende denne. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til hygiejne, sundhed, forebyggelse og helbredelse af almindeligt forekommende sygdomme og forholdsregler ved omgang med syge dyr samt sikkerhed ved omgang med og pasning af kvæg.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Avl, reproduktionsforhold og registrering i kvægbesætningen samt kvægavlens forskellige produktionsgrene.
  • b) Fodring og produktionsstyring, foder, fodersammensætning og -blandinger samt edb-foderplanlægning og kontrol.
  • c) Bygninger, indretning af kvægstalde, herunder tekniske installationer.
  • d) Kvægs adfærd, etik ved husdyrhold samt lovgivning på husdyrområdet.
  • e) Arbejdsrutiner, daglig pasning af kalve og kvæg, herunder malkning.
  • C) Eleven skal kunne udføre registrering i en kvægbesætning, edb-foderplanlægning og kontrol, daglig pasning af kalve og kvæg, herunder malkning, samt kunne deltage i fornyelsesprocessen i besætningen.
  • 8) Kvæg 2.

Eleven skal indgående kunne gøre rede for den biologiske viden, der har betydning for pasning af kvæg, og selvstændigt kunne passe en kvægbesætning samt deltage i fornyelsesprocessen vedrørende denne. Undervisningen indeholder de samme emner som kvæg 1, og kan kun gennemføres som fortsættelse af kvæg 1.

  • 9) Maskiner 1.

Undervisningen omfatter betjening og vedligeholdelse af almindeligt forekommende maskiner og værktøj i en specialiseret landbrugsvirksomhed eller maskinstation. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Værkstedsudstyr og vedligeholdelsesmidler, maskinelementer samt de mest almindelige materialer i et værksted.
  • b) Præcisionssåning, frøtypers og frøsorteringers betydning for udsædsmængder, plantetal og spiringsmuligheder samt krav til frøplacering.
  • c) Korrekt kundebetjening.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Flammeskæring og svejsning med lysbuesvejsere.
  • b) Registrerede og godkendte traktorer og vogne.
  • c) Jordbehandling, jordbehandlingsredskaber, jordbehandlingens betydning for ukrudtsbekæmpelse, jordstruktur, planternes spirings- og vækstbetingelser samt formål med sprøjtning, harvning, fræsning og tromling.
  • d) Kulturplanter, almindelige landbrugsafgrøders dyrknings- og vækstbetingelser samt afgrødernes egnethed under forskellige vækstforhold.
  • e) Grundforbedringsmidler, formål med og anvendelse af grundforbedringsmidler, forskellige kalkningsmidler samt indstilling, rengøring og vedligeholdelse af kalkspredere.
  • f) Specialafgrøders etablering, gødning, vedligeholdelse, dyrkningsforhold og -forløb samt maskiner og redskaber til brug for såning , høst m.m. af specialafgrøder.
  • g) Forskellige typer af gødningsspredere samt indstilling, kontrol, rengøring og vedligeholdelse af disse.
  • h) Forskellige typer af radsåmaskiner, korrekt betjening og indstilling af disse samt gødningsgranulat- og båndsprøjteudstyr.
  • i) Dræningsarbejde, vedligeholdelse af dræn samt formål med og lovgivning om dræning og spuling.
  • C) Eleven skal kunne:
  • a) Vedligeholde og foretage elementære reparationer af inventar, redskaber og maskiner samt registrerede og godkendte traktorer og vogne.
  • b) Foretage korrekt valg af redskab på baggrund af jordbunds- og plantetype samt udføre forskellige jordbehandlingsmetoder.
  • c) Udføre flammeskæring og svejsning med lysbuesvejsere.
  • d) Indstille, rengøre og vedligeholde kalkspredere samt udføre kalkspredning.
  • e) Indstille, kontrollere, rengøre og vedligeholde gødningsspredere samt udføre gødningsudbringning.
  • f) Betjene og indstille radsåmaskiner korrekt.
  • g) Udføre dræningsarbejde, herunder vedligeholdelse af dræn.
  • 10) Maskiner 2.

Undervisningen omfatter værktøj og maskiner i en specialiseret landbrugsvirksomhed eller maskinstation. Undervisningen omfatter både indgående praktisk og teoretisk arbejde. Undervisningen indeholder de samme emner som maskiner 1, og kan kun gennemføres som fortsættelse af maskiner 1.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til radiobetjening og almindeligt kommunikationsanlæg.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Beskyttelsesgassvejsning, gassvejsning og simpel lodning.
  • b) Ammoniakanlæg, flydende ammoniaks egenskaber, virkemåde, udbringningstidspunkt, dybdeplacering, opbevaring, håndtering samt betjening og vedligeholdelse af ammoniakudstyr under hensyntagen til de dertil knyttede sikkerhedsforanstaltninger.
  • c) Rendegravere, betjening og vedligeholdelse af disse samt sikkerhedmæssigt korrekt udførelse af almindeligt læsse- og gravearbejde.
  • d) Læssemaskiner, betjening og vedligeholdelse af disse samt sikkerhedsmæssigt korrekt udførelse af læsse- og planeringsopgaver.
  • e) Korrekt kundebetjening og de dermed forbundne administrative opgaver.
  • C) Eleven skal kunne:
  • a) udføre beskyttelsesgassvejsning, gassvejsning og simpel lodning.
  • b) Betjene og vedligeholde rendegravere og læssemaskiner samt ammoniakudstyr under hensyntagen til de dertil knyttede sikkerhedsforanstaltninger.
  • c) Udføre almindeligt læsse- og gravearbejde samt læsse- og planeringsopgaver sikkerhedsmæssigt korrekt.
  • d) Betjene radiotelefonanlæg korrekt.
  • e) Udføre kundebetjening og de dermed forbundne administrative opgaver korrekt.
  • 11) Pelsdyr.

Undervisningen omfatter den biologiske viden, der har betydning for pasning af en pelsdyrbesætning, samt fornyelsesprocessen vedrørende denne. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til hygiejne, sundhed og sygdomme, samt forebyggelse og behandling af disse, herunder barrieresystemer.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Avl, reproduktionsforhold, avlsmetoder i pelsdyravlen samt mål for pelsdyrproduktionen.
  • b) Bygninger, indretning af pelsdyrfarme samt tekniske installationer.
  • c) Sikkerhed og sikkerhedsforanstaltninger i pelsdyrfarme, produktionsstyring og -kontrol, arbejdsrutiner, herunder håndtering, aflivning, pelsning, skindbehandling samt daglig pasning af pelsdyr.
  • d) Pelsdyrs adfærd samt etik og lovgivning ved pelsdyrhold.
  • C) Eleven skal kunne udføre håndtering, aflivning, pelsning, skindbehandling og daglig pasning af pelsdyr samt kunne deltage i fornyelsesprocessen i besætningen.
  • 12) Planter.

Undervisningen omfatter planlægning og gennemførelse af planteproduktion efter instruktion i en specialiseret landbrugsvirksomhed. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Kornarter, græsser og kløver, bælg- og olieplanter, rodfrugter og majs samt planlægning og gennemførelse af en produktion af disse.
  • b) Dyrkning og plantepleje gennem vækstsæsonen, dyrkningsplaner for udvalgte afgrøder samt anvendelse af produktionsstyringssystemer.
  • c) Meteorologiske registreringer og vejrprognoser, temperatur og solstråling, luftfugtighed samt de deraf følgende dyrkningsmuligheder.
  • d) Markstyringsprincipper, disciplin for dataindsamling og -registrering, dataoptimeret gødningsplanlægning og databehandling.
  • e) Planteernæring, udarbejdelse og vurdering af gødningsplaner.
  • f) Efterbehandling og opbevaring af afgrøder, portionstørringsanlæg, lagertørringsanlæg, gennemløbstørreri, konservering af korn, blæsere, kvalitetskrav og afregningsprincipper.
  • B) Eleven skal kunne:
  • a) Planlægge og gennemføre en produktion af korn, græs og kløver, bælgsæd og olieplanter samt rodfrugter og majs efter instruktion.
  • b) Udarbejde dyrkningsplaner for udvalgte afgrøder samt anvende produktionsstyringssystemer.
  • c) Udarbejde og vurdere gødningsplaner.
  • 13) Specialafgrøder.

Undervisningen omfatter dyrkningsbetingelser, maskinanvendelse, kulturforløb, sortering, opbevaring og afsætning for de mest almindelige specialafgrøder (grønsager). Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) Enkelte kulturer, kulturens slægtsforhold, krav til klima, jordbund, sædskifte og etableringstidspunkt.
  • b) Analysetyper vedrørende planteernæring samt almindeligt brugte natur- og handelsgødninger.
  • c) Maskiner og redskaber til brug for specialafgrøder samt indstilling, justering og vedligeholdelse af disse.
  • d) Afsætning, lovgivnings- og afsætningsmæssige krav til salg af specialafgrøder samt afsætningsmuligheder fra producent til forbruger.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Krav til såbed, markplan og sædskifte, planteafstand, rækkeafstand, så- eller plantedybde samt pasning af kulturen.
  • b) Planteernæring, planternes behov for næringsstoffer, næringsstofbalancen og dennes betydning for planternes næringsstofoptagelse.
  • c) Plantesundhed, skadevoldere i specialafgrøder, herunder svamp, bakterier og virus, forebyggelse af sygdomme og skadedyr, identifikation af ukrudt samt sprøjteteknik.
  • d) Vanding, faktorer der påvirker planternes vandbehov og vandoptagelse, vandindvindingsmuligheder samt opbygning, opstilling og vedligeholdelse af vandingsanlæg.
  • e) Høst, specialafgrødernes høstkriterium og de dertil hørende høstteknikker.
  • f) Lagring, afgrødernes krav til lageropbevaring, samt lagerbygningers indretning.
  • C) Eleven skal selvstændigt kunne styre et kulturforløb og kunne passe en specialafgrøde, udtage prøve til analyser vedrørende planternes ernæring og klargøre specialafgrøder til salg.
  • 14) Svin 1.

Undervisningen omfatter den biologiske viden, der har betydning for pasning af en svinebesætning, samt fornyelsesprocessen vedrørende denne. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til sygdomme hos svin.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Avl, reproduktionsforhold, avlsmetoder samt mål i svineproduktionen.
  • b) Fodring, foder og fodersammensætning, foderblandinger og fodringssystemer.
  • c) Hygiejne og sundhed, forebyggelse og helbredelse af almindeligt forekommende sygdomme samt forholdsregler ved omgang med syge dyr.
  • d) Bygninger, indretning af bygninger til svineproduktion, herunder tekniske installationer.
  • e) Svins adfærd, etik ved hold af husdyr samt lovgivning på husdyrområdet.
  • f) Arbejdsrutiner, daglig pasning af svin på en rationel måde samt sikkerhedsforanstaltninger ved pasning af svin.
  • g) Produktionsstyringssystemer og produktionskontrolsystemer.
  • C) Eleven skal efter instruktion kunne foretage daglig pasning af svin på en rationel måde, herunder fodre og erkende almindeligt forekommende sygdomme, og kunne bruge produktionsstyringssystemer og produktionskontrolsystemer samt kunne deltage i fornyelsesprocessen i besætningen.
  • 15) Svin 2.

Eleven skal indgående kunne gøre rede for den biologiske viden, der har betydning for pasning af svin, og selvstændigt kunne passe en svinebesætning samt kunne deltage i fornyelsesprocessen vedrørende denne. Undervisningen indeholder de samme emner som svin 1 og kan kun gennemføres som fortsættelse af indholdet fra svin 1.

  • 16) Zoo-dyr.

Undervisningen omfatter den biologiske viden, der har betydning for pasning af repræsentative zoo-dyr, og fornyelsesprocessen vedrørende disse. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til hygiejne, sundhed, forebyggelse og helbredelse af almindeligt forekommende sygdomme samt forholdsregler ved omgang med syge dyr.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Reproduktion, avl og avlsmetoder hos repræsentative zoo-dyr.
  • b) Fodring, foderets ernæringsmæssige værdi og dyrenes foderbehov.
  • c) Bygninger, indretning af dyrehuse under hensyntagen til dyrenes adfærd, herunder tekniske installationer.
  • d) Arbejdsrutiner, herunder identifikation, observation, registrering og daglig pasning, samt sikkerhedsforhold for mennesker og dyr og lovgivning om zoologiske haver og dyr i fangenskab.
  • e) Zoo-dyrs normale og unormale adfærd, etiske forhold vedrørende hold af zoo-dyr samt zoologiske havers formål og opgaver.
  • C) Eleven skal kunne udføre identifikation, observation, registrering og efter instruktion kunne foretage daglig pasning af zoo-dyr, herunder fodre og iagttage dyrenes normale og unormale adfærd. Eleven skal kunne deltage i fornyelsesprocessen i bestanden af zoo-dyr.
  • 17) Økologisk jordbrug.

Undervisningen omfatter det idegrundlag, der kendetegner økologisk jordbrugsproduktion, og de metoder og systemer, der er specielle for økologisk drevne jordbrug. Undervisningen omfatter både praktisk og teoretisk arbejde.

  • A) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Kvalitetskontrol, sorteringsregler og afsætning samt lovgivning om dyrehold, kontrol, dyrkning, mærkning og afsætning af økologiske varer.
  • b) Krav til såbed, planteafstand, rækkeafstand, så- eller plantedybde og pasning af en kultur samt markplan og sædskifte.
  • c) Hovedkulturerne, deres slægtsforhold, krav til klima, jordbund og etableringstidspunkt samt sædskifte.
  • d) Planteernæring, behov for næringsstoffer, næringsstofbalancen og dennes betydning for næringsoptagelsen samt forskellige analysemetoder.
  • e) Plantesundhed, skadevoldere i afgrøderne, identifikation af ukrudt, livscyklus samt bekæmpelsesmuligheder og reguleringsmetoder.
  • f) Vanding, fordampningsregnskab og praktisk vandingsteknik.
  • g) Høst, høstkriterier og -metoder.
  • h) Lagring af korn og specialafgrøder.
  • i) Husdyrhold, husdyrenes plads i omdriften, foderberegninger og -budgetter, avlsregler for økologiske husdyr samt sygdomsforebyggelse og alternative behandlingsformer.
  • j) Dyrenes naturlige behov og adfærd samt etik i dyreholdet.
  • B) Eleven skal efter instruktion kunne tilrettelægge og passe et for afgrøder og dyrehold hensigtsmæssigt sædskifte for et økologisk jordbrug.
  • 18) Dyrehandel.

Undervisningen omfatter emner inden for salg, service, kundebetjening, import/eksport, varekundskab, butiksindretning, akvarieteknik samt markedsføring og reklame. Undervisningen omfatter både teoretisk arbejde og praktiske øvelser.

  • A) Eleven skal opnå kendskab til:
  • a) De forskellige varegrupper, der er relevante for branchen.
  • b) Forsikringsforhold i relation til dyrehandel.
  • c) Behov og købekraft som baggrund for forbrug og forbrugsvaner.
  • d) Faktorer af betydning for konkurrencesituationen og markedsføringsindsatsen.
  • e) Salgsfremmende foranstaltninger, reklamemedier, deres karakteristika og anvendelse over for konkrete målgrupper.
  • f) Relevant lovgivning vedrørende forholdet mellem forbruger og virksomhed, herunder markedsføringsloven og lov om kreditkøb.
  • g) Metoder til styring af lager og indkøb.
  • B) Eleven skal kunne gøre rede for:
  • a) Praktiske forhold omkring import/eksport til eller fra andet EU-land eller tredjeland, herunder told- og bankregler m.v.
  • b) Justitsministeriets bekendtgørelse om indretning og drift af dyrehandler.
  • c) Grundlæggende elementer vedrørende de dyr, der normalt forefindes i en dyrehandel, herunder deres egenskaber, pasning og indretning af bure m.v.
  • d) Almindelig vandkemi, pH værdi, nitritindhold, CO2, O2, vandets hårdhed og disse værdiers indflydelse på fisk og planter.
  • e) De mest almindelige akvarieplanter.
  • f) Fiskenes biologiske egenskaber, både hos salt- og ferskvandsfisk.
  • g) Den personlige kundebetjenings betydning og forskellige former for kundekontakt.
  • h) Forudsætninger for en effektiv reklameindsats.
  • C) Eleven skal kunne:
  • a) Udføre daglig pelspleje af hunde og katte, herunder de grundlæggende elementer i klipning og trimning af hunde.
  • b) Behandle de mest almindelige fiskesygdomme.
  • c) Anvende de tekniske hjælpemidler, som bruges i akvarier.
  • d) Udarbejde vinduesskiltning til butikken, herunder skrive skilte.
  • e) Udarbejde forslag til reklame med udgangspunkt i målgruppe og produkt.

Praktikuddannelsen

§ 14. Virksomheden skal gennemføre praktikuddannelsen således, at den sammen med skoleundervisningen fører til, at eleven kan nå uddannelsens mål.

§ 15. Eleven skal i praktikuddannelsen udføre normalt forekommende arbejdsopgaver inden for landbrugsområdet.

Stk. 2. Praktiktiden afvikles i virksomheder godkendt af det faglige udvalg.

Stk. 3. Praktikuddannelsen og skoleundervisningen skal tilrettelægges således, at eleven opnår færdigheder i de arbejdsfunktioner, der er relevante i forhold til skoleundervisningen. Skoleundervisning og praktikuddannelse understøtter og supplerer hinanden på en hensigtsmæssig måde og udgør et sammenhængende forløb.

Stk. 4. For at give eleven en alsidig uddannelse skal praktiktiden deles mellem to eller flere praktikvirksomheder. Såfremt der ikke på forhånd er indgået en kombinationsaftale, skal praktikvirksomheden bistå eleven med at fremskaffe en ny praktikplads. Kan en ny praktikplads ikke fremskaffes, påhviler det praktikvirksomheden at fortsætte uddannelsesforholdet, til en ny praktikplads er fremskaffet, eller uddannelsen er afsluttet.

§ 16. Efter det faglige udvalgs bestemmelse kan det lokale uddannelsesudvalg fastsætte vejledende retningslinjer om praktikuddannelsens gennemførelse for skolens elever, jf. hovedbekendtgørelsen.

§ 17. Når praktiktiden i en virksomhed er afsluttet eller afbrydes af et skoleophold, udsteder praktikvirksomheden en praktikerklæring i overensstemmelse med hovedbekendtgørelsen. I erklæringen anføres, om eleven har gennemført praktiktiden i overensstemmelse med praktikreglerne, samt om eleven har særlige behov med hensyn til skoleundervisning.

Stk. 2. Det faglige udvalg udfærdiger i overensstemmelse med hovedbekendtgørelsen blanketter til brug for udstedelse af praktikerklæringer. Skolen udleverer blanketterne til praktikvirksomhederne.

Kapitel 4

Bedømmelse og uddannelsesbeviser m.v.

Uddannelsesbevis

§ 18. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et uddannelsesbevis til eleven i overensstemmelse med hovedbekendtgørelsen som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen med det valgte speciale.

Stk. 2. Uddannelsesbeviset udstedes, når skolebevis er udstedt, jf. § 19, og afsluttende praktikerklæring er udstedt, jf. § 17.

Stk. 3. Uddannelsesbeviset skal angive uddannelsens betegnelse, jf. § 1, stk. 1.

Stk. 4. Det faglige udvalg opbevarer fortegnelse over udstedte uddannelsesbeviser i 20 år.

Skolebevis

§ 19. Når alle skoleperioder i uddannelsen er gennemført, og betingelserne i stk. 2 er opfyldt, udsteder skolen et skolebevis til eleven. Skolen sender samtidig en kopi af skolebeviset til praktikvirksomheden og til det faglige udvalg.

Stk. 2. Følgende betingelser skal være opfyldt for at udstede skolebevis, jf. dog stk. 4:

  • 1) Eleven har opnået mindst karakteren 6 i gennemsnit af alle afgivne karakterer i grund-, område- og specialefag, jf. § 24, stk. 6, bortset fra traktorkørekort og førstehjælp, jf. § 24, stk. 4.
  • 2) Eleven har opnået mindst resultatet »jævnt tilfredsstillende« ved skolens bedømmelse i hvert af de tre valgte specialefag, jf. § 24, stk. 3, og ved skolens bedømmelse af sidste skoleperiode, jf. § 21, stk. 3, samt ved skolens samlede bedømmelse af alle skoleperioder, jf. § 24, stk. 6.
  • 3) Eleven har erhvervet traktor- eller bilkørekort, jf. § 11, nr. 1, og § 7, stk. 3.
  • 4) Elever med specialerne jordbrugsmaskinfører og jordbrugsassistent har erhvervet sprøjtecertifikat, jf. § 13, nr. 1.

Stk. 3. Skolebeviset skal indeholde:

  • 1) Betegnelse for uddannelsen og specialet, jf. § 1, stk. 1.
  • 2) Angivelse af de specialefag, som eleven har gennemført, jf. § 12.
  • 3) Oplysning om resultatet af skolens samlede bedømmelse, jf. stk. 2, nr. 1.

Stk. 4. Hvis betingelserne for udstedelse af skolebevis ikke er opfyldt, jf. stk. 2, udstedes skolebevis først, når skolen ud fra en samlet bedømmelse vurderer, at eleven, eventuelt efter supplerende undervisning, opfylder målene for skoleundervisningen.

Stk. 5. Hvis skolebevis ikke kan udstedes, udsteder skolen en skolevejledning, jf. § 22, stk. 3.

Stk. 6. Hvis en elev ophører med skoleundervisningen, uden at skolebevis kan udstedes, udsteder skolen, hvis eleven anmoder om det, bevis for den gennemgåede undervisning.

Eksamensbeviser m.v.

§ 20. Senest ved afslutningen af sidste skoleperiode udsteder skolen eksamensbevis for de grundfag eller valgfag, som er afsluttet med eksamen. Hvis faget ikke er afsluttet med eksamen, giver skolen ved uddannelsens afslutning eleven bevis for den gennemførte undervisning med angivelse af en karakter, som er udtryk for elevens standpunkt.

Stk. 2. Ved en skoleperiodes afslutning udsteder skolen, hvis eleven anmoder om det, eksamensbevis for grundfag og valgfag, som er afsluttet med eksamen i den pågældende skoleperiode, når eleven har gennemført eksamen. I øvrigt udsteder skolen ved en skoleperiodes afslutning, hvis eleven anmoder om det, bevis for den gennemgåede undervisning.

Skolens bedømmelse

§ 21. I forbindelse med undervisningens gennemførelse foretager skolen en løbende bedømmelse af eleven i overenstemmelse med skolebedømmelsesplanen, jf. hovedbekendtgørelsen.

Stk. 2. Formålet med den løbende bedømmelse er at konstatere elevens standpunkt samt at vejlede ved konstateret manglende viden og færdighed. Bedømmelsen skal give udtryk for, om elevens standpunkt er i overensstemmelse med målene for de enkelte fag. Bedømmelsen baseres på teoretiske opgaveløsninger, på elevens medvirken i og udbytte af forskellige praktiske opgaver og foretages løbende i de grundfag, områdefag og specialefag, der er indeholdt i uddannelsen, bortset fra traktorkørekort og førstehjælp, for derved at give udtryk for en samlet vurdering af eleven.

Stk. 3. Bedømmelsen i sidste skoleperiode i uddannelsen skal endvidere bidrage til grundlaget for udstedelse af skolebevis, jf. § 19, stk. 2, nr. 2.

Skolevejledning

§ 22. Ved en skoleperiodes afslutning, jf. dog stk. 3, udsteder skolen en skolevejledning til eleven og til praktikvirksomheden, jf. dog stk. 4. Såfremt 4. og 5. skoleperiode gennemføres på samme skole, udstedes skolevejledningen først efter afslutningen af 5. skoleperiode.

Stk. 2. Skolevejledningen, der udfærdiges i overensstemmelse med hovedbekendtgørelsen, skal indeholde oplysning om elevens samlede standpunkt, udtrykt ved et gennemsnit af elevens standpunktskarakterer og eventuelle eksamenskarakterer fra skoleperioden, jf. § 19, stk. 2, og § 23, stk. 2.

Stk. 3. Efter sidste skoleperiode udsteder skolen kun en skolevejledning, hvis skolebevis ikke kan udstedes. Skolen kan dog udstede en skolevejledning efter sidste skoleperiode med angivelse af elevens eventuelle behov for supplerende oplæring i praktikvirksomheden.

Stk. 4. Hvis eleven har gennemgået 2. skoleperiode uden uddannelsesaftale, udstedes skolevejledning kun til eleven.

Karakterskala

§ 23. Ved karaktergivning i grundfag, områdefag og specialefag anvendes 13-skalaen, jf. eksamensbekendtgørelsen.

Stk. 2. Til angivelse på skolevejledning og skolebevis af elevens udbytte af den samlede undervisning i grundfag, områdefag og specialefag anvendes følgende karakterskala:

  • 1) Særdeles tilfredsstillende, svarende til talværdierne 11 og 13.
  • 2) Meget tilfredsstillende, svarende til talværdierne 9 og 10.
  • 3) Tilfredsstillende, svarende til talværdierne 7 og 8.
  • 4) Jævnt tilfredsstillende, svarende til talværdien 6.
  • 5) Ikke tilfredsstillende, svarende til talværdierne 00-5.

Stk. 3. For valgfag foretages bedømmelse efter reglerne om disse fag.

Afsluttende bedømmelse

§ 24. Skolen afholder eksamen i grundfag i overensstemmelse med reglerne om grundfag.

Stk. 2. Skolen giver standpunktskarakterer i alle grundfag bortset fra førstehjælp.

Stk. 3. I områdefag bortset fra traktorkørekort og i specialefag giver skolen ved afslutningen af den skoleperiode, hvor faget afsluttes, en standpunktskarakter i forhold til slutmålene for undervisningen i faget på grundlag af en helhedsvurdering, jf. § 21, stk. 2.

Stk. 4. I fagene traktorkørekort og førstehjælp samt i prøverne til sprøjtecertifikat, jf. § 13, nr. 1., giver skolen karakteren bestået eller ikke bestået.

Stk. 5. I hvert grundfag, hvor der afholdes eksamen, beregner skolen et gennemsnit af eksamenskarakterer og standpunktskarakterer. Gennemsnitskarakteren anføres med to decimaler.

Stk. 6. Skolen beregner elevens udbytte af den samlede undervisning som een gennemsnitskarakter på grundlag af alle karaktererne i grund-, område- og specialefag, bortset fra traktorkørekort og førstehjælp, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Gennemsnitskarakteren anføres med een decimal og afrundes til et helt tal, således at decimaler under 0,5 nedrundes, og decimaler på 0,5 og opefter rundes op til nærmeste hele tal. Det endelige resultat efter 5-trinsskalaen, jf. § 23, stk. 2, findes ved at bruge talværdien.

Stk. 7. For valgfag foretages bedømmelsen efter reglerne om disse fag. Bedømmelsen indgår ikke i beregningen af elevens udbytte af den samlede undervisning.

Stk. 8. Skolen giver eleven skriftlig meddelelse om de opnåede karakterer, jf. stk. 2-7.

Kapitel 5

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. april 1994.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse af 5. november 1993 om landbrugsuddannelsen.

§ 26. Elever, der har gennemført efg-basisuddannelsen på jordbrugsområdet efter den 1. januar 1988, og som har erhvervet traktor- eller bilkørekort, er fritaget for 2. skoleperiode.

Undervisningsministeriet, den 25. marts 1994

Ole Vig Jensen

/ Jette Petersen

Officielle noter

Ingen