Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Læreplan for undervisningsfaget SPANSK niveau V på kursus til højere handelseksamen


FORMÅL

Formålet med undervisningsfaget spansk er:

- at eleverne udbygger deres færdighed i at forstå og i at udtrykke sig på spansk inden for emner, der vedrører individ, erhvervsliv, kultur og samfund

- at eleverne udvikler deres bevidsthed om de menneskelige, sproglige og kulturelle faktorer, der har betydning for samspillet mellem personer, virksomheder, institutioner og myndigheder i nationale og internationale sammenhænge

- at eleverne udbygger deres kendskab til erhvervsmæssige, samfundsmæssige og kulturelle forhold i udvalgte spansksprogede områder

- at eleverne herunder får mulighed for på spansk at beskæftige sig med stofområder, der indgår i andre af uddannelsens obligatoriske fag.

MÅL

Målet er:

- at eleverne kan forstå nuanceret tale- og skriftsprog i forskelligartede sprogsituationer

- at eleverne kan udtrykke sig selvstændigt og nuanceret i tale- og skriftssprog i forskellige sprogsituationer om almene og kommercielle emner

- at eleverne skal have opnået indsigt i og dybere kendskab til erhvervsmæssige, institutionelle og kulturelle forhold i spansktalende områder. Eleverne skal kunne anvende deres viden i relevante sammenhænge.

INDHOLD

Der behandles et alsidigt og repræsentativt udsnit af områder inden for emnekredsene individ, samfund og erhvervsliv.

Disse omfatter emner såsom livskvalitet, personlig frihed, økonomiske og politiske forhold, arbejdsmarkedsforhold, problematik omkring udviklingslande, udenrigshandel og internationale relationer.

I undervisningen anvendes et alsidigt udvalg af overvejende autentiske tekster inden for moderne skønlitteratur og sagprosa. Der suppleres med materiale såsom film, lyd- og videobånd.

Det behandlede materiale skal afspejle forhold i Spanien og i flere andre spansktalende lande.

Der veksles mellem intensiv og ekstensiv læsning.

Fagets sammenhænge med andre fagområder betones, og der inddrages viden og færdigheder herfra.

I undervisningsforløbet indgår et mindre projekt, en skriftlig opgave på spansk af selvstændig karakter inden for et af den enkelte elev eller gruppe udvalgt område.

Sprogfærdigheder

Der arbejdes med disciplinerne lytte/forstå, læse, tale og skrive.

Lytteforståelse

opøves gennem lytteøvelser med nuanceret, autentisk spansk tale. Eleverne dokumenterer forståelsen af indholdet gennem forskelligartede opgaver.

Læseforståelse

opøves gennem læsning af sværere, overvejende autentiske tekster inden for moderne skønlitteratur og sagprosa. Forståelsen dokumenteres gennem forskelligartede opgaver.

Talefærdighed

opøves gennem samtaler, diskussioner, elevforedrag, interviews og rollespil.

Arbejdet med skønlitterære tekster skal opøve elevernes evne til at karakterisere, fortolke og perspektivere.

Arbejdet med sagprosatekster skal styrke elevernes færdighed i at referere, kommentere og argumentere samt opøve deres evne til at parallellisere.

Skrivefærdighed

På baggrund af samfunds- og erhvervsrelaterede tekster trænes eleverne i kommentering og selvstændig formulering inden for almene og kommercielle emner.

Den sproglige korrekthed øges gennem varierede oversættelsesøvelser.

Støttediscipliner

Den lingvistiske og kommunikative kompetence øges gennem arbejdet med opslagsværker og grammatikker.

Denne læreplan finder første gang anvendelse for de elever, der påbegynder det to-årige kursus i august 1986

P.d.v.

e.b.

N.H. Tetzschner

underv.insp.

Officielle noter

Ingen