Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Uddannelsesregler for butikslærlinge inden for branchegruppe V: Textilområdet


Efter indstilling fra fællesudvalget for butikslærlinge fastsætter lærlingerådet herved i medfør af § 24, stk. 5, i lov nr. 261 af 2. oktober 1956 om lærlingeforhold nedenstående uddannelsesregler, som angiver mindstemålet for uddannelse af butikslærlinge inden for textilbranchens lærefag, og som er bindende for fagets læremestre.

Lærlingen skal lære faget så fuldkomment, som pågældende omfang og art muliggør, hvorfor efterfølgende regler må iagttages som normal lærlingeuddannelse inden for disse fag, jfr. lærlingelovens § 16.

Lærlingene skal oplæres efter følgende regler, der samtidig er affattet som en uddannelsesplan, tilrettelagt i perioder, således at planen kan fungere såvel for læretiden i hele år som for brudte læretider. -----------------

1. periode: (prøvetiden).

Lærlingen skal orienteres om virksomhedens varesortiment samt om prismærkningsmetoder, evt. lagerfunktioner.

Endvidere varebestilling, forsendelse, anvendelse af kataloger m.v.

Lærlingen må efter det første halve år være orienteret om forretningsgangen og have prøvet mindre kundeekspeditioner, således at chef eller afdelingsleder ved prøvetidens udløb kan skønne, om læreforholdet med udbytte vil kunne fortsætte, ligesom lærlingen skal være fortrolig med, hvad oplæringen går ud på og herudfra kan vurdere, om læreforholdet ønsker fortsat.

2. periode:

Lærlingen oplæres endvidere til kundebetjening i øget omfang, evt. også ved vinduespyntning og salgsfremmende vareplaceringer, ekspedition af skriftlige ordrer, telefonekspedition, indpakning, hensigtsmæssig og forsvarlig lagring, udskrivning af evt. nødvendige papirer samt kendskab til hele forsendelsesproceduren. Opgørelse af lagerbeholdning, udskrivning af ordresedler, anvendelse af kataloger.

Kendskab til de vigtigste leverandører inden for branchen og deres artikler.

Lærlingen skal endvidere erhverve kendskab til og i det omfang, det er muligt, deltage i følgende funktioner:

Føring af forretningens lovpligtige bøger og den forekommende korrespondance, vareindkøb, kalkulation og fortoldning.

3. periode:

Den sidste del af læretiden bør anvendes til helt selvstændigt arbejde og gennemgang af samtlige discipliner, der er oplært i. Lærlingen må herunder udvide sin viden om råmaterialer, fabrikationsmetoder, forarbejdning, varens benævnelse og anvendelse.

Der lægges vægt på, at lærlingen gennem det praktiske arbejde i virksomheden får fornøden støtte og vejledning om den rette brug af håndbøger, kataloger, faglitteratur m.v.

Den afsluttende gennemgang af disciplinerne skal sikre faget, læremesteren og lærlingen selv, at der med udstedelse af lærebrev er opnået den dygtighed, som forventes af en faglært butiksfunktionær.

Det faglige udvalg lægger vægt på, at der tilrettelægges en turnusordning, således at lærlingen oplæres så alsidigt og grundigt som muligt, uden at det dermed forpligter virksomheden til at følge en bestemt rækkefølge i disciplinerne, idet arbejdsforholdene kan variere fra virksomhed til virksomhed.

Lærlingerådet, den 24. februar 1971.

P. Hermann

/ Carl Jørgensen

sekr.

Officielle noter

Ingen