Dokumentet er Historisk
Den fulde tekst

Lov om rentesaneringsydelse til landbruget m.v.

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1. Landbrugsministeren kan efter ansøgning yde tilskud efter denne lov til nedsættelse af renteudgifterne i landbruget m.v.

§ 2. Ydelse af tilskud er betinget af,

  • 1) at ansøgeren på en ejendom, som ansøgeren ejer, erhvervsmæssigt driver virksomhed inden for landbrug, gartneri, frugtavl, planteskole eller pelsdyravl, og
  • 2) at ansøgerens samlede gæld udgør mindst 45 pct. af de samlede aktiver i henhold til seneste skattemæssige status inden 1. juli 1983, og at ansøgeren er kommet i sådanne økonomiske vanskeligheder, at der efter landbrugsministerens skøn er behov for tilskuddet for derved at sikre, at ansøgeren kan videreføre sin bedrift.

Stk. 2. Tilskud kan ikke ydes til selskaber, stiftelser, foreninger o.lign. Landbrugsministeren kan under særlige omstændigheder dispensere fra denne bestemmelse samt yde tilskud til forpagtere.

Stk. 3. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om afgrænsningen af de i stk. 1, nr. 1, nævnte virksomheder og om, hvornår en virksomhed anses for drevet erhvervsmæssigt, samt om, under hvilke omstændigheder økonomisk behov som nævnt i stk. 1, nr. 2, anses for at foreligge.

§ 3. Tilskud kan kun ydes til lån, der

  • 1) er fastforrentet,
  • 2) er optaget før den 1. januar 1983, og
  • 3) som på optagelsestidspunktet fik pant i den ejendom, hvorpå ansøgeren driver virksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, inden for den lånegrænse, der er fastsat i lov nr. 278 af 7. juli 1960 om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. § 3.

Stk. 2. Der kan kun ydes tilskud på grundlag af den del af ansøgerens gæld, der overstiger et beløb, der svarer til 45 pct. af de skattemæssigt opgjorte erhvervsaktiver i henhold til seneste status inden den 1. juli 1983. Der ses bort fra værdien af stuehus og beboelsesbygninger og så stor en andel af gælden, som værdien af stuehus og beboelsesbygninger udgør af erhvervsaktiverne med tillæg af værdien af disse bygninger.

Stk. 3. Det tilskudsberettigede lånebeløb kan ikke overstige det mindste af følgende beløb:

  • 1) et beløb, der svarer til 25 pct. af de skattemæssigt opgjorte erhvervsaktiver, der er nævnt i stk. 2, og
  • 2) summen af det beløb, som ansøger i perioden 1. januar 1974 til 31. december 1982 har anvendt til investeringer på ejendommen i:
  • a) driftsbygninger,
  • b) faste dele af mekaniske vandingsanlæg, der er nedgravet i jorden eller på anden måde bragt i varig fast forbindelse med ejendommen,
  • c) frugttræer og -buske, med tillæg af værdien af besætning ifølge den seneste skattemæssige status inden 1. juli 1983, i det omfang besætningen fortsat er til stede på ejendommen på ansøgningstidspunktet.

Stk. 4. Overstiger summen af de i stk. 3, nr. 2, nævnte investeringer og besætningsværdien på mindre bedrifter ikke 100.000 kr., men overstiger værdien af besætningen en grænse, der fastsættes af landbrugsministeren, anses investeringerne og besætningsværdien at udgøre 100.000 kr.

Stk. 5. For ansøgere, der første gang har etableret sig på en af de i § 2, stk. 1, nr. 1, nævnte bedrifter i perioden 1. januar 1974 til 31. december 1980, forhøjes det efter stk. 3, nr. 2, opgjorte beløb med 50 pct. af købesummen for driftsbygninger på erhvervelsestidspunktet.

Stk. 6. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om opgørelsen af det tilskudsberettigede lånebeløb efter stk. 2 og 3, om beregningen af den i stk. 4 nævnte grænse for besætningsværdier og om, hvornår en bedrift anses for at henhøre under stk. 4.

Stk. 7. Landbrugsministeren kan, når særlige forhold taler derfor, for de i stk. 4 nævnte mindre bedrifter forhøje den i stk. 3, nr. 1, nævnte procentsats indtil 35.

§ 4. For kontantlån beregnes det årlige tilskud på grundlag af forskellen mellem en årlig rente på 12 pct. og kontantlånsrenten. For andre lån beregnes det årlige tilskud på grundlag af forskellen mellem en årlig rente på 12 pct. og en beregnet effektiv rente, der opgøres efter kursforholdene på tidspunktet for lånets optagelse.

Stk. 2. Det årlige tilskudsbeløb kan ikke overstige 80.000 kr., når den efter stk. 1 beregnede renteforskel udgør 6 pct. Ved højere eller lavere renteforskel reguleres maksimumsbeløbet forholdsmæssigt.

Stk. 3. Såfremt gennemsnittet af ansøgerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 1981 og 1982 overstiger 115.000 kr., udbetales det efter stk. 1 og 2 beregnede tilskud med følgende procentsatser:

  

 1) overstiger gennemsnitsindkomsten  

    115.000 kr., men ikke 120.000 kr.: 95 pct.  

 2) overstiger gennemsnitsindkomsten  

    120.000 kr., men ikke 125.000 kr.: 90 pct.  

 3) overstiger gennemsnitsindkomsten  

    125.000 kr., men ikke 130.000 kr.: 85 pct.  

 4) overstiger gennemsnitsindkomsten  

    130.000 kr., men ikke 135.000 kr.: 80 pct.  

 5) overstiger gennemsnitsindkomsten  

    135.000 kr., men ikke 140.000 kr.: 70 pct.  

 6) overstiger gennemsnitsindkomsten  

    140.000 kr., men ikke 145.000 kr.: 60 pct.  

 7) overstiger gennemsnitsindkomsten  

    145.000 kr., men ikke 150.000 kr.: 45 pct.  

 8) overstiger gennemsnitsindkomsten  

    150.000 kr., men ikke 155.000 kr.: 30 pct.  

 9) overstiger gennemsnitsindkomsten  

    155.000 kr., men ikke 160.000 kr.: 15 pct.  

 10) overstiger gennemsnitsindkomsten 160.000 kr.: 0 pct.  

Stk. 4. Det tilskud, der beregnes efter stk. 1, 2 og 3, ydes i 4 år. Herefter nedsættes tilskudsydelsen hvert år med 20 pct. af det oprindelig udbetalte tilskudsbeløb.

Stk. 5. Nedbringer ansøgeren sin besætning i forhold til den besætning, der indgik ved opgørelsen af det tilskudsberettigede lånebeløb, nedsættes tilskuddet for den resterende tilskudsperiode efter regler, der fastsættes af landbrugsministeren.

Stk. 6. Det er en betingelse for at oppebære tilskud, at tilskuddet inden reduktion efter reglen i stk. 7 det første år andrager mindst 1.500 kr.

Stk. 7. Er der bevilget ansøgeren tilskud i henhold til § 8 a i lov om statsgaranti for lån og rentetilskud til visse landmænd (gældssaneringsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 167 af 15. april 1983, fradrages tilskuddet efter nævnte § 8 a i det tilskud, der beregnes efter stk. 1, 2 og 3.

Stk. 8. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om beregningen af tilskuddet og det i stk. 7 nævnte fradrag.

§ 5. Ansøgning om tilskud skal være indgivet inden en frist, der fastsættes af landbrugsministeren.

§ 6. Tilskudsmodtageren skal give landbrugsministeren oplysning om ændringer i forhold, der har betydning for retten til at oppebære tilskud.

§ 7. Tilskud bortfalder, hvis

  • 1) tilskudsmodtageren ikke længere opfylder betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 1,
  • 2) tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for tildelingen af tilskud eller
  • 3) tilskudsmodtageren undlader at give meddelelse efter § 6.

Stk. 2. Når særlige forhold taler derfor, kan landbrugsministeren fravige stk. 1.

Stk. 3. Bortfalder tilskud efter stk. 1, kan landbrugsministeren bestemme, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales.

Stk. 4. Overtager tilskudsmodtagerens ægtefælle lån, hvortil der ydes tilskud, i forbindelse med en overtagelse af ejendommen, kan landbrugsministeren bestemme, at ægtefællen overtager tilskuddet.

§ 8. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler angående udbetaling af tilskud.

Stk. 2. I tilfælde, hvor det årlige tilskudsbeløb ikke overstiger 2.000 kr., udbetales tilskuddet i een rate omfattende tilskuddet for de første 4 år og i een rate for de sidste 4 år af tilskudsperioden.

§ 9. Landbrugsministeren kan bemyndige jordbrugsdirektoratet til at træffe afgørelse i sager om tilskud efter loven.

Stk. 2. Afgørelser, der af jordbrugsdirektoratet er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, kan påklages til landbrugsministeren. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 10. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af landbrugsministeren.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg slot, den 16. november 1983

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/NIELS ANKER KOFOED

Redaktionel note
  • (* 1) Loven er trådt i kraft d. 1. januar 1984, jfr. bkg. nr. 647 af 21. december 1983