Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulære om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægningen mv.

(Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og jordbrugskommissioner)

 

I medfør af § 3, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov nr. 435 af 9. juni 2004 om landbrugsejendomme og efter forhandling med miljøministeren fastsættes efter bemyndigelse:

Om planlægning

§ 1. I henhold til lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. august 2004, gennemfører de kommunale myndigheder for hver valgperiode en sammenfattende planlægning for en bæredygtig udvikling og den fremtidige anvendelse af det åbne lands areal- og naturresourcer, jf. lovens kapitel 1, 3, 4 og 5 og de statslige udmeldinger til denne planlægnings indhold og udførelse, herunder om

1) at der er tilstrækkelige arealer som grundlag for en betydelig og lønsom produktion af sunde, varierede og sikre fødevarer,

2) at der er klare grænser mellem byerne og det åbne land,

3) at større husdyrbrug placeres, så der tages hensyn til naboer og natur- og landskabsværdier, og

4) at landbrug fortsat giver mulighed for arbejdspladser og bosætning mv. i landdistrikterne.

§ 2. De kommunale myndigheder varetager i forbindelse hermed de jordbrugsmæssige interesser i region-, kommune- og lokalplanlægningen og ved vurderingen af offentlige og private projekter mv.

Stk. 2. Varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser tager udgangspunkt i den regionale jordbrugsanalyse, jf. § 3 i lov om landbrugsejendomme og bekendtgørelse nr. 823 af 2. oktober 2002 om jordbrugsanalyser og landbrugsplanlægning mv.

Om jordbrugsanalyser

§ 3. I jordbrugsanalysen beskrives jordbrugserhvervenes regionale og lokale betydning såvel erhvervs- og samfundsøkonomisk som natur- og miljømæssigt.

Stk. 2. Analysen indeholder oplysninger om

1) arealgrundlaget, jf. § 2 i lov om drift af landbrugsjorder,

2) jordbrugserhvervenes natur- og miljøgivne forudsætninger,

3) ejendoms- og bedriftsstrukturen,

4) investeringer i bygninger og kulturtekniske anlæg, herunder markvandingsanlæg, vækst- og drivhuse, gyllesepareringsanlæg, biogasanlæg mv.,

5) jordbrugsproduktionens art, omfang og lokalisering, herunder særligt lokalisering af husdyr- og planteproduktion, følgevirksomheder mv. og

6) andre forhold, som amtsrådet finder af betydning for varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser.

Stk. 3. Gennem analysen sker en kortlægning af regionens lokale områder med særlig jordbrugsmæssig betydning.

De jordbrugsmæssige arealinteresser

§ 4. Når landbrugsjorder skal overgå til ikke-jordbrugsmæssige formål, skal der for at sikre en bæredygtig udvikling lægges vægt på,

1) at nødvendige arealinddragelser fortrinsvis finder sted, så de bedst egnede landbrugsjorder bevares,

2) at forbruget af landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål ikke bliver større end nødvendigt,

3) at der i videst muligt omfang tages hensyn til de berørte landbrugsejendomme, til struktur- og arronderingsforhold i det lokale nærområde, til behov for arealer til udbringning af husdyrgødning og til foretagne bygnings- og kulturtekniske investeringer i jordbruget,

4) at der sikres en passende afstand mellem eksisterende landbrug og ny bebyggelse mv., så miljøkonflikter så vidt muligt undgås, og

5) at der bevares større samlede jordbrugsområder med henblik på sikring af jordbrugets fremtidige erhvervsmuligheder.

Om region- og kommuneplanlægning

§ 5. Ved region- og kommuneplanlægningen skal der, når jordbrug skal indgå sammen med andre interesser, herunder bolig- og erhvervsudbygning, natur- og miljøhensyn mv., lægges vægt på, at der ikke sker forringelser i områdets struktur- og arronderingsforhold eller i mulighederne for at vedligeholde og udvikle produktionsmulighederne for jordbrugserhvervet.

Om lokalplanlægning

§ 6. Der kan normalt ikke lokalplanlægges for almindelig jordbrugsvirksomhed i landzone, jf. § 15, stk. 5, i lov om planlægning.

Stk. 2. Hvor jordbrug om nødvendigt skal indgå i en lokalplan sammen med andre arealanvendelser, herunder ved udlæg af arealer til boliger, erhvervsudvikling, ferie- og fritidsanlæg, energianlæg mv., skal der, ud over de hensyn, der er nævnt i cirkulærets §§ 4 og 5, tillige lægges vægt på, at der ikke sker indgreb i adgangen til omlægninger i ejendomsstrukturen, driften af landbrugsejendomme og -bedrifter og i mulighederne for en fortsat udbygning og modernisering af jordbrugets produktionsanlæg.

Stk. 3. Areal er, der ved lokalplan udlægges til etablering af særlige jordbrugsvirksomheder, herunder væksthusgartnerier, pelsdyrfarme og lignende, skal normalt forblive i landzone og fortsat være undergivet landbrugspligt. Lokalplanen bør normalt kun omfatte det egentlige produktionsanlæg, eventuelt med tilhørende vejanlæg og parkeringsarealer.

Stk. 4. En lokalplan, der omfatter særlige aktiviteter på en landbrugsejendom, der fortsat skal anvendes til jordbrugsmæssige formål, f.eks. anvendelse eller etablering af bygninger til kursusvirksomhed, sociale formål, ferieboligformål, rideskole, galleri mv., bør normalt kun omfatte bygningsanlæggene med tilhørende tekniske anlæg, eventuelle vejanlæg og parkeringsarealer. Landbrugsjorder, der fortsat skal udnyttes jordbrugsmæssigt, eventuelt i tilknytning til virksomheden, kan normalt ikke omfattes af lokalplanen, jf. § 15, stk. 5, i lov om planlægning.

Stk. 5. En lokalplan, der udlægger arealer til opstilling af en eller flere vindmøller på en landbrugsejendom i landzone, der fortsat skal kunne udnyttes til jordbrugsmæssige formål, bør normalt kun omfatte vindmøllernes egentlige opstillingsfelter svarende til mindre arealer omkring den enkelte mølle afgrænset af rotordiameteren plus 5 meter. Lokalplanen kan dog også omfatte tilkørselsveje mv.

§ 7. For arealer, der udlægges til etablering af jordbrugsparceller, som agtes anvendt til opførelse af beboelsesbygninger kombineret med hobbyprægede, jordbrugsmæssige formål, gælder følgende:

1) Udlæg til jordbrugsparceller skal respektere regionplanlægningen.

2) Udlæg til jordbrugsparceller skal ske på baggrund af en landzonelokalplan, hvorefter det samlede arealforbrug ikke må overstige 1 ha pr. bolig.

3) Jordbrugsparceller skal udlægges i umiddelbar tilknytning til eksisterende mindre bebyggelser, dvs. landsbyer med mindre end 1500 indbyggere. Det skal tilstræbes, at udbygningen tilgodeser principperne om sammenhængende bebyggelse.

4) Ved landsdelscentre må der ikke udlægges jordbrugsparceller inden for en afstand af 10 km fra byzonegrænsen.

5) Ved egnscentre med mere end 15.000 indbyggere må der ikke udlægges jordbrugsparceller inden for en afstand af 5 km fra byzonegrænsen.

6) Der må ikke udlægges jordbrugsparceller i størstedelen af hovedstadsområdet.

Andre planer og projekter

§ 8. Når der udarbejdes planer og projekter for arealer i landzone, der fortsat skal udnyttes jordbrugsmæssigt, f.eks. indsatsplaner vedrørende drikkevandsbeskyttelse, projekter om etablering af våde enge (vådområder), offentlig skovrejsning, naturforvaltningsprojekter, fredninger mv., og arealerne fortsat skal anvendes til jordbrugsmæssige formål, jf. §§ 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 892 af 26. august 2004 om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur, bør samme hensyn som nævnt i § 5 i videst mulig omfang være gældende.

Opgavefordeling

§ 9. Det påhviler amtsrådet ved regionplanlægningen at varetage de jordbrugsmæssige interesser ved den samlede afvejning af de hensyn, der indgår i planlægningen, jf. § 6, stk. 3, i lov om planlægning og § 1 i bekendtgørelse nr. 823 af 2. oktober 2002 om jordbrugsanalyser og landbrugsplanlægning mv.

Stk. 2. Det påhviler amtsrådet at vurdere varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser i kommune- og lokalplanlægningen i forhold til regionplanlægningen, jf. § 29, stk. 2, i lov om planlægning.

§ 10. Det påhviler kommunalbestyrelsen ved kommune- og lokalplanlægningen at varetage de jordbrugsmæssige interesser ved en samlet afvejning af de hensyn, der indgår i planlægningen.

§ 11. Jordbrugskommissionen varetager i samarbejde med Direktoratet for FødevareErhverv de jordbrugsmæssige interesser i region-, kommune- og lokalplanlægningen, herunder også gartneri-, planteskole- og frugtavlserhvervets interesser.

Stk. 2. Amtsrådet underretter jordbrugskommissionen om forslag til region-, kommune- og lokalplaner, der er omfattet af cirkulærets § 13, stk. 2 og 3, og § 14, stk. 2 og 3.

Stk. 3. Jordbrugskommissionen fremkommer med sine bemærkninger over for Direktoratet for FødevareErhverv, herunder om planens gennemførelse forudsætter tilladelse i henhold til lov om landbrugsejendomme, og om jordbrugskommissionen har givet den nødvendige tilladelse. Jordbrugskommissionen afgiver sine bemærkninger under hensyn til de tidsfrister, der er fastsat for Direktoratet for FødevareErhvervs behandling af sagen, jf. § 24 i lov om planlægning.

Stk. 4. Jordbrugskommissionen varetager de jordbrugsmæssige interesser ved andre planer og offentlige og private projekter, jf. cirkulærets § 18, og afgiver udtalelse om de jordbrugsmæssige konsekvenser ved projektet og om projektets gennemførelse forudsætter tilladelse efter lov om landbrugsejendomme.

Stk. 5. Direktoratet for FødevareErhverv, jordbrugskommissionen og amtsrådet kan aftale andre procedurer om samarbejdet mellem Direktoratet for FødevareErhverv og jordbrugskommissionen end de, der fremgår af stk. 1-3.

§ 12. Direktoratet for FødevareErhverv kan anmode miljøministeren om at fremsætte indsigelse mod forslag til regionplaner og regionplantillæg, og Direktoratet for FødevareErhverv kan fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag efter §§ 28 og 29 i lov om planlægning.

Region- og kommuneplaner mv.

§ 13. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, kan sende debatoplæg mv. til Direktoratet for FødevareErhverv i forbindelse med indkaldelse af ideer, forslag mv. til brug ved det indledende planlægningsarbejde før udarbejdelse af forslag til region- eller kommuneplan eller ændringer hertil, jf. § 22, stk. 2, i lov om planlægning.

Stk. 2. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, skal efter §§ 23 a og 25 i lov om planlægning sende forslag til revision af en regionplan, forslag til en kommuneplanstrategi, en kommuneplan og forslag til tillæg hertil til Direktoratet for FødevareErhverv samtidig med, at forslaget offentliggøres.

Stk. 3. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, skal efter § 30 i lov om planlægning sende et eksemplar af den reviderede regionplan, kommuneplan eller tillæg hertil til Direktoratet for FødevareErhverv umiddelbart efter, at planen eller tillægget er endeligt vedtaget.

Lokalplaner

§ 14. Kommunalbestyrelsen kan sende eventuelle debatoplæg mv. til Direktoratet for FødevareErhverv i forbindelse med inddragelse af offentligheden i det indledende lokalplanarbejde, jf. § 22, stk. 2, i lov om planlægning.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal efter § 25 i lov om planlægning give skriftlig underretning samt sende et eksemplar af lokalplanforslaget til Direktoratet for FødevareErhverv, hvis lokalplanen helt eller delvis omfatter

1) landzonearealer med landbrugspligt eller med deklaration i medfør af lov om landbrugsejendomme, eller

2) andre arealer, der udnyttes jordbrugsmæssigt, herunder til gartneri, frugtplantage, planteskole, skovbrug eller lignende.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal efter § 30 i lov om planlægning sende et eksemplar af lokalplaner, der er omfattet af stk. 2, til Direktoratet for FødevareErhverv umiddelbart efter, at lokalplanen er endeligt vedtaget.

§ 15. Redegørelsen til et lokalplanforslag skal efter § 16, stk. 2, i lov om planlægning angive, om planens virkeliggørelse forudsætter tilladelse efter lov om landbrugsejendomme. Det skal fremgå af redegørelsen,

1) hvilke matrikelnumre, der er undergivet landbrugspligt, jf. § 2 i lov om landbrugsejendomme, eller er pålagt deklaration i medfør af lov om landbrugsejendomme, eller

2) om lokalplanen forudsætter, at landbrugspligten ophæves efter §§ 6 eller 7 i lov om landbrugsejendomme.

§ 16. Når en lokalplan er endeligt vedtaget, og det i planen er forudsat, at landbrugspligten skal ophæves, kan landbrugspligten ophæves ved erklæring fra en landinspektør efter § 6 i lov om landbrugsejendomme, hvis betingelserne i lovens § 6, stk. 1, nr. 1, og § 6, stk. 2, er opfyldt.

Stk. 2. Hvis gennemførelsen af lokalplanen forudsætter tilladelse efter lovens § 7, kan jordbrugskommissionen i forbindelse med udstykning mv. stille betingelser i medfør af lovens § 7, stk. 5, om afhændelse af ejendommens øvrige jorder til sammenlægning med anden landbrugsejendom eller som en landbrugsejendom uden beboelsesbygning.

Stk. 3. Hvis gennemførelsen af en lokalplan forudsætter dispensation fra kravet om, at en landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, jf. § 9 i lov om landbrugsejendomme, kan jordbrugskommissionen stille betingelser i medfør af lovens § 9, stk. 5.

§ 17. Når en lokalplan er endeligt vedtaget, er den manglende formelle ophævelse af landbrugspligten ikke til hinder for virkeliggørelse af planen, f.eks. iværksættelse af byggemodningsarbejder. Det er dog en forudsætning,

1) at der snarest indhentes den nødvendige tilladelse efter lov om landbrugsejendomme til ophævelse af landbrugspligten, jf. dog cirkulærets § 16, stk. 1, og

2) at ejeren i tilfælde, hvor restejendommen uden for lokalplanområdet ikke er forsynet med beboelsesbygning, jf. § 9, stk. 1, i lov om landbrugsejendomme, gøres bekendt med, at der i forbindelse med udstykning mv. vil kunne stilles betingelser i medfør af lovens § 7, stk. 5, om afhændelse af ejendommens øvrige jorder til sammenlægning med anden landbrugsejendom eller som en landbrugsejendom uden beboelsesbygning.

Udtalelse om andre planer og projekter mv.

§ 18. Jordbrugskommissionen kan efter anmodning afgive udtalelse om de jordbrugsmæssige interesser ved forslag til andre planer og offentlige og private projekter, der vedrører jordbrugsmæssigt udnyttede arealer, herunder indsatsplaner til drikkevandsbeskyttelse, friluftsstrategier og fredninger samt projekter til etablering af våde enge (vådområder), offentlig skovrejsning, naturgenopretning, naturpleje mv.

§ 19. Jordbrugskommissionen kan efter anmodning afgive en vejledende udtalelse om jordbrugsmæssige interesser i forbindelse med ansøgning efter lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse, lov om råstoffer mv. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor der indgår spørgsmål om, hvorvidt en bebyggelse må anses for erhvervsmæssigt nødvendig for en ejendoms drift som landbrugsejendom, jf. § 36 i lov om planlægning og kapitel 2 i lov om naturbeskyttelse, eller hvor der er tale om tilladelse til opførelse af bygninger på en landbrugsejendom til ikke-jordbrugsmæssige formål.

Ikrafttræden mv.

§ 20. Bestemmelserne om amtsrådets opgaver mv. som regionplanmyndighed i cirkulærets §§ 3, 9, 11 og 13 varetages inden for de tre hovedstadsamter, Frederiksborg, Københavns og Roskilde amter, af Hovedstadens Udviklingsråd. På Bornholm varetages de nævnte opgaver af kommunalbestyrelsen på Bornholm.

§ 21. Cirkulæret træder i kraft den 11. juni 2005.

Stk. 2. Cirkulære nr. 28 af 22. februar 2000 om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægningen m.v. ophæves.

Direktoratet for FødevareErhverv, den 3. juni 2005

Arent B. Josefsen

/Morten Blom Andersen