Dokumentet er Historisk
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.

Herved bekendtgøres lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 895 af 23. november 1995, med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 1101 af 20. december 1995 og § 3 i lov nr. 1102 af 20. december 1995. De i § 1, nr. 1-3, nævnte afgiftssatser gælder først fra den 1. januar 1998, jf. de ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser, der er gengivet sidst i lovbekendtgørelsen.


Afgiftspligtigt vareområde og afgiftens størrelse

§ 1. (* 2) Af følgende varer svares der afgift til statskassen således:

  • 1) stenkul (incl. stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus: 1.040 kr. pr. t,
  • 2) jordoliekoks: 1.311 kr. pr. t,
  • 3) brunkulsbriketter og brunkul: 764 kr. pr. t og
  • 4) tallolie, trætjære, trætjæreolie, vegetabilsk beg og andre varer udvundet af saften fra træ, som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme: 1.570 kr. pr. t, og
  • 5) andre varer henhørende under position 2713, 2714 og 2715 i EU's kombinerede nomenklatur, som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme
  • a) med et vandindhold på mindst 27 pct.: 1.150 kr. pr. t,
  • b) med et vandindhold på mindre end 27 pct.: 1.510 kr. pr. t.

Registrerede virksomheder

§ 2. Virksomheder, der udvinder eller fremstiller afgiftspligtige varer, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2. Andre virksomheder, der afsætter, oplagrer eller forbruger afgiftspligtige varer, kan registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder, når virksomheden til opbevaring af afgiftspligtige varer råder over lagerkapacitet på mindst 1.000 tons.

Stk. 3. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for registreringen.

§ 3. Registrerede virksomheder er berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, fra udlandet at modtage og fra andre registrerede virksomheder at få tilført afgiftspligtige varer.

Afgiftsperiode og opgørelse af den afgiftspligtige mængde

§ 4. Afgiftsperioden er måneden.

§ 5. Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde varer for en afgiftsperiode som den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomheden, jf. dog stk. 2. I opgørelsen skal endvidere medtages virksomhedens eget forbrug af afgiftspligtige varer i det omfang, det ikke opfylder betingelserne for tilbagebetaling efter § 8.

Stk. 2. Registrerede virksomheder, som ikke eller kun i uvæsentligt omfang afsætter afgiftspligtige varer, skal opgøre den afgiftspligtige mængde som den mængde, der i perioden er forbrugt i virksomheden eller fraført denne.

Stk. 3. Opgørelsen specificeres efter regler, som fastsættes af de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 4. (* 3) Såfremt afgiftspligtige varer, der ikke er omfattet af § 6, stk. 1, udleveres til andre oplagringsanlæg end de for modtageren normale, kan de statslige told- og skattemyndigheder bestemme, at udleveringen efter stk. 1 finder sted ved modtagelsen af de afgiftspligtige varer i de normale oplagringsanlæg.

§ 6. I den afgiftspligtige mængde, opgjort efter § 5, fradrages afgiftspligtige varer, der

  • 1) tilføres en anden registreret virksomhed efter § 3,
  • 2) leveres til udlandet, og
  • 3) fritages for afgift efter § 7.

Stk. 2. Registrerede virksomheder, som opgør den afgiftspligtige mængde efter § 5, stk. 2, kan yderligere fradrage den mængde afgiftspligtige varer, for hvilken der kan ske tilbagebetaling efter § 8.

Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

§ 7. (* 1)(* 3) Fritaget for afgift er varer, der anvendes til fremstilling af elektricitet i kraftværker og kraftvarmeværker, der er registreret efter denne lov, når der skal betales afgift efter lov om afgift af elektricitet. Kraftværker og kraftvarmeværker omfattet af bilaget til denne lov skal ikke betale afgift af den del af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer, der medgår til produktionen af elektricitet, og som indregnes i elektricitetsprisen. Andre kraftvarmeværker end dem, der er omfattet af bilaget, skal ikke betale afgift af den andel af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer, som er medgået til fremstilling af elektricitet. Den andel af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer, som er medgået til fremstilling af elektriciteten, beregnes som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den fremstillede elektricitet og på den anden side summen af energiindholdet i den fremstillede elektricitet og den fremstillede mængde varme. Andre kraftvarmeværker end dem, der er omfatttet af bilaget, kan i stedet vælge at beregne den andel af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer, som er medgået til fremstilling af elektricitet, som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i den fremstillede elektricitet divideret med 0,9 og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede brændsler.

Energiindholdet udgør:

  

 --------------------------------------  

 Spildolie                  40,4 MJ/kg  

 Fyringstjære               36,4 MJ/kg  

 Gas- og dieselolie         35,9 MJ/l  

 Petroleum                  34,8 MJ/l  

 Fuelolie                   40,4 MJ/kg  

 LPG                        46,0 MJ/kg  

 Gas, som fremkommer ved  

 raffinering af mineralsk  

 olie (raffinaderigas)      52,0 MJ/kg  

 Stenkul                    25,2 GJ/t  

 Koks                       28,9 GJ/t  

 Jordoliekoks               31,4 GJ/t  

 Brunkulsbriketter og  

 brunkul                    18,3 GJ/t  

 Benzin                     32,9 MJ/l  

 Halm                       14,5 MJ/kg  

 Træaffald                  14,7 MJ/kg  

 Andet affald                9,4 MJ/kg  

 Naturgas                   39,6 MJ/Nm3  

 --------------------------------------  

 MJ = megajoule  

 GJ = gigajoule  

Stk. 2. (* 3) Kraftværker og kraftvarmeværker, der ikke er registreret efter denne lov, får afgiften godtgjort i samme omfang og efter samme fordelingsregler som i stk. 1. Værker, der ikke opfylder betingelserne for at få afgiften tilbagebetalt efter reglerne i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, kan efter anmodning til de statslige told- og skattemyndigheder få afgiften tilbagebetalt månedsvis. Afgiftsbeløbet udbetales efter de i merværdiafgiftslovens § 63 anførte regler.

Stk. 3. (* 2) Afgiften godtgøres af varer, der anvendes til dampskibsfart og jernbanedrift.

Stk. 4. Virksomheder, der ikke er registreret efter § 2, kan af de statslige told- og skattemyndigheder meddeles bevilling til afgiftsgodtgørelse for leverancer af afgiftspligtige varer i samme omfang som nævnt i § 6, stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 5. (* 3) Skatteministeren kan fastsætte regnskabs- og kontrolforskrifter for afgiftsgodtgørelse eller afgiftsfritagelse efter stk. 1, 1. pkt., stk. 2, 3 og 4, og de nærmere regler for opgørelse og afregning af afgiften efter stk. 1 og 2.

§ 8. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan få tilbagebetalt afgiften efter nærværende lov

  • 1) af den af virksomheden forbrugte mængde afgiftspligtige varer og
  • 2) af den mængde afgiftspligtige varer, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret fra en virksomhed, der er registreret efter merværdiafgiftsloven for levering af varme.

Stk. 2. (* 3) Afgiften efter stk. 1 tilbagebetales i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift for afgiftspligtige varer og varme. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, der kan danne grundlag for opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet, jf. § 9, stk. 9, og § 11, stk. 2 og 3.

Stk. 3. (* 1) Der ydes ikke tilbagebetaling for afgiften for varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. (* 1)(* 2)(* 3) Der ydes dog tilbagebetaling for:

  • 1) Afgiften af varme og varer omfattet af stk. 3, som anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen vaskes, renses eller rengøres i eller med særlige anlæg eller udsættes for temperaturstigninger i forhold til det omgivende rum på mindst 10IC såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige anlæg, uanset at disse forarbejdninger også bidrager til opvarmning af lokaler m.v., jf. dog stk. 6. Der ydes dog ikke tilbagebetaling i forbindelse med varefremstilling i hoteller, restaurationer, kantiner og detailudsalgssteder eller for varmeforbrug i komfurer eller til kogeplader.
  • 2) Afgiften af varme og varer omfattet af stk. 3, som anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45IC eller i malekabiner og lokaler specielt indrettet til lagring af oste eller spegepølser, når lagringen er en integreret del af henholdsvis ostningsprocessen og spegepølseproduktionen, og lokaler specielt indrettet til tørring af træ (trætørrestuer). Afgiften tilbagebetales, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler m.v., jf. dog stk. 6.
  • 3) Afgiften af varme og varer omfattet af stk. 3 i de anvendelser, som er nævnt i bilaget til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter samt anvendt til rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger, varmt vand til rengøring eller sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, slagteriers forbrug af varmt vand til rengøring eller sterilisering af produktionsudstyr og produktionslokaler i de lokaler, hvor selve slagtningen og grovparteringen finder sted, for fjerkræ dog kun varme forbrugt inden partering, samt forbruget af varmt vand i tilstødende produktionslokaler, såfremt der er fælles varmtvandsnet og der ikke fremstilles udskæringer beregnet til detailsalg, jf. dog stk. 6. Ved grovpartering forstås for svin og lam m.v. partering i halve kroppe, for kvæg m.v. partering til og med fjerdinger.
  • 4) En forholdsmæssig del af afgiften af varer og varme, der forbruges i anlæg, hvor der fremstilles såvel varme og varmt vand, der fremstillet på et selvstændigt anlæg ville være tilbagebetalingsberettiget, som ikke tilbagebetalingsberettiget varmeleverance, rumvarme og varmt vand, når en sådan forholdsmæssig fordeling kan opgøres. Den tilbagebetalingsberettigede andel opgøres som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, som forbruges i de tilbagebetalingsberettigede anlæg, og på den anden side energiindholdet i den samlede mængde fremstillede varme. På anlæg, hvor fremløbstemperaturen er over 90IC, eller anlæg, hvor den ikke tilbagebetalingsberettigede del udgør mindre end 10 pct. af den samlede fremstilling, kan virksomheden vælge mellem at opgøre andelen, der anvendes i ikke tilbagebetalingsberettigede anlæg, efter ovenstående metode og at opgøre forbruget til ikke tilbagebetalingsberettigede formål direkte. Den direkte opgjorte mængde opgøres som den mængde energi, der forbruges til ikke tilbagebetalingsberettigede formål, divideret med energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. § 7, stk. 1. Denne mængde divideres med anlæggets virkningsgrad. Såfremt målingen ikke foretages i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, tillægges yderligere 10 pct. Den resterende mængde brændsel henregnes til den tilbagebetalingsberettigede del. Virkningsgraden udgør for gasfyrede anlæg 0,90, for oliefyrede anlæg 0,85 og for andre anlæg 0,80.

Stk. 5. Der kan ydes fuld tilbagebetaling, i det omfang den ikke tilbagebetalingsberettigede del, jf. stk. 4, nr. 4, vedrører opvarmning af rum eller en række af rum, hvor en fordeling efter målere indebærer måling af varmeforbruget for et areal under 100 m2. Det er dog en betingelse, at rummene forsynes med varme fra samme varmenet, som også forsyner anvendelser, der er tilbagebetalingsberettigede efter stk. 1 eller 4, og at der indbetales en afgift pr. m2 af de pågældende rum. Afgiften erlægges ved, at den samlede tilbagebetaling efter lov om afgift af elektricitet, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af naturgas og bygas og denne lov nedsættes med 8 kr. pr. m2 pr. måned.

Stk. 6. (* 3) I det omfang en del af det varme vand eller varmen, som der ydes tilbagebetaling for efter stk. 1 eller 4, efterfølgende nyttiggøres ved særlige installationer, der er indrettet til indvinding af varme, nedsættes den samlede tilbagebetaling efter lov om afgift af elektricitet, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af naturgas og bygas og denne lov med 42,5 kr. pr. gigajoule (GJ) varme. I det omfang varmen afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 42,5 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. For eget forbrug af nyttiggjort varme, som der ville kunne ydes fuld tilbagebetaling for efter stk. 11, sker der ingen nedsættelse af tilbagebetalingen. Såfremt nyttiggørelsen sker ved varmepumper omfattet af § 11, stk. 3, i lov om afgift af elektricitet, nedsættes tilbagebetalingen dog kun for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen. Såfremt nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsel i de anlæg, hvorfra varmen nyttiggøres, ydes der ikke tilbagebetaling efter stk. 1 eller 4.

Stk. 7. (* 3) I det omfang den nyttiggjorte varme eller varme vand delvis er fremstillet ved andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig elektricitet, nedsættes tilbagebetalingen for en forholdsvis mængde varme. Den forholdsvise nedsættelse opgøres som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i de brændsler, som der ydes tilbagebetaling for, og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede brændsler m.v., jf. § 7, stk. 1.

Stk. 8. For varm luft, der er opvarmet ved afgiftspligtige varer eller varme, som der ydes tilbagebetaling for efter stk. 1 eller 4, og som direkte eller gennem direkte opvarmning af anden luft nyttiggøres ved særlige installationer, nedsættes tilbagebetalingen, jf. stk. 6, for den mængde varme, som ikke er nyttiggjort til rumopvarmning i samme rum, som varmen er nyttiggjort fra. For andre nyttiggørelser af varm luft gennem særlige installationer nedsættes tilbagebetalingen altid. Såfremt luften også opvarmes ved varer eller varme, som der ikke ydes tilbagebetaling for, kan den mængde varme, som herved er tilført luften, modregnes i den varmemængde, der ligger til grund for nedsættelsen. Nedsættelsen er dog mindst 0.

Stk. 9. (* 3) Energiindholdet i den i stk. 8 omhandlede nyttiggjorte varme luft kan enten opgøres ved målere eller beregnes som 2 gange energiforbruget i de anlæg, som transporterer luften. Når beregningen sker på sidstnævnte måde, og en del af den varme luft efterfølgende anvendes til opvarmning af væsker, medregnes denne opvarmning af væsker som nyttiggjort varme efter stk. 6. Samtidig modregnes denne opvarmning i det beregnede energiindhold i den varme luft. Transporterer de pågældende anlæg også luft, der ikke er omfattet af stk. 8, kan beregningen baseres på en forholdsmæssig andel. Andelen opgøres som den andel af det samlede energiforbrug i de pågældende anlæg, som svarer til forholdet mellem på den ene side mængden af luft, som er omfattet af stk. 8, og på den anden side den totale mængde transporteret luft.

Stk. 10. For virksomheder, som inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter de hidtil gældende regler i § 8, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 544 af 22. juni 1994, sker der ingen nedsættelse af tilbagebetalingen efter stk. 6, når varmen i henhold til tilladelsen afsættes af virksomheden fra et overskudsvarmeanlæg, som er påbegyndt etableret inden den 6. april 1995.

Stk. 11. (* 3) Den, som forbruger varme fra en virksomhed nævnt i stk. 6, får tilbagebetalt et beløb svarende til nedsættelsen efter stk. 6 i samme omfang, som der ydes tilbagebetaling efter stk. 1, 2, 3, 4 og 5 eller afgiftsfritagelse eller -godtgørelse efter § 7, stk. 1 eller 2.

§ 9. Tilbagebetalingsbeløbet efter § 8 opgøres for den periode, som virksomheden anvender ved angivelsen af afgiftstilsvaret efter merværdiafgiftsloven. Tilbagebetalingsbeløbet for en periode omfatter afgiften efter nærværende lov af de af virksomheden i perioden modtagne leverancer af afgiftspligtige varer og varme. Tilbagebetaling af afgiftsbeløbet kan dog omfatte flere perioder under et.

Stk. 2. (* 3) Opgørelsesperioden for tilbagebetalingensbeløb vedrørende leverancer, der både anvendes til formål, der er tilbagebetalingsberettigede efter loven, og til formål, der ikke er tilbagebetalingsberettigede, er dog kalenderåret, jf. stk. 3-6. For virksomheder, der ikke anvender kalenderåret som opgørelsesperiode, er perioden en 12-måneders-periode.

Stk. 3. (* 3) Der ydes godtgørelse for en forholdsmæssig fordeling af leverancen. Den tilbagebetalingsberettigede del opgøres som forholdet mellem periodens forbrug af det lager m.v., som leverancen indgår i, til tilbagebetalingsberettigede formål og det totale forbrug af lageret m.v. For leverancer, der anvendes som nævnt i § 8, stk. 4, nr. 4, opgøres den tilbagebetalingsberettigede del efter reglerne i § 8, stk. 4, nr. 4.

Stk. 4. (* 3) Virksomheder kan uanset stk. 2 foretage en foreløbig modregning af afgiften. Den foreløbige fordeling på de forskellige anvendelser sker i forhold til den foregående opgørelsesperiodes fordeling. Såfremt der ikke foreligger en tidligere fordeling, eller hvis der er sket væsentlige ændringer i forbrugssammensætningen, sker den løbende fordeling på baggrund af virksomhedens kvalificerede skøn.

Stk. 5. (* 3) Efter udløbet af en opgørelsesperiode foretager virksomheden en endelig opgørelse af det tilbagebetalingsberettigede beløb for opgørelsesperioden. Beløbet anføres på virksomhedens angivelse efter merværdiafgiftsloven for den sidste afgiftsperiode i opgørelsesperioden. Overstiger beløbet den foreløbige tilbagebetaling til virksomheden efter stk. 4, kan virksomheden modregne det overskydende beløb i afgiftstilsvaret efter merværdiafgiftsloven. Har virksomheden modtaget for store tilbagebetalinger efter stk. 4, tillægges beløbet afgiftstilsvaret efter merværdiafgiftsloven.

Stk. 6. (* 3) Anvendes en leverance, der er indkøbt som motorbrændstof, helt eller delvis til andre formål, ydes der tilbagebetaling for den forbrugte mængde af forskellen mellem afgiften af varer, der anvendes som motorbrændstof, og varer, der anvendes til andre formål.

Stk. 7. Tilbagebetalingsbeløbet anføres på virksomhedens angivelser efter merværdiafgiftsloven. Beløbet angives i hele kroner, idet der bortses fra ørebeløb.

Stk. 8. Tilbagebetalingen sker ved, at virksomheden foretager modregning i sit afgiftstilsvar efter merværdiafgiftsloven. I det omfang tilbagebetalingen ikke kan ske ved modregning, udbetales beløbet til virksomheden efter de i merværdiafgiftslovens § 63 anførte regler. Afgiftsbeløb på under 50 kr. udbetales ikke.

Stk. 9. Virksomheder, der leverer varme, skal mindst en gang årligt afgive de oplysninger, der er nødvendige ved opgørelsen af afgiften efter § 8, stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler herom.

Afgift af varer, der modtages fra udlandet

§ 10. Der betales afgift af afgiftspligtige varer, der indføres fra steder uden for EF eller indføres fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EF-landes afgiftsområde, medmindre varerne tilføres en registreret virksomhed. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. For varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven finder reglerne i § 10 a tilsvarende anvendelse.

§ 10 a. I andre tilfælde betales afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre varerne modtages efter reglerne i § 3. Erhvervsdrivende varemodtagere skal inden varerne afsendes fra udlandet anmelde sig hos de statslige told- og skattemyndigheder. Anmeldelsen er gældende for 5 år.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte erhvervsdrivende varemodtagere, skal efter udløbet af hver måned og senest den 15. i den følgende måned til de statslige told- og skattemyndigheder angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i måneden. Andre varemodtagere skal angive ved modtagelsen. Angivelsen skal være underskrevet af varemodtageren.

Stk. 3. Afgiften skal indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder senest samtidig med indsendelse af den i stk. 2 nævnte angivelse. Udgør afgiften under 50 kr., kan erhvervsdrivende undlade at indbetale beløbet.

Stk. 4. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.

Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge en virksomhed, der gentagne gange ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varernes modtagelse. De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere pålægge virksomheden at betale afgiften ved varernes modtagelse.

Stk. 6. Bestemmelserne i lovens § 11, stk. 1 og 4, og §§ 16-19 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Skatteministeren kan fastsætte regler for angivelse og indbetaling af afgiften.

Regnskabsbestemmelser

§ 11. Registrerede virksomheder skal føre regnskab over tilgang, udlevering og forbrug i virksomheden af afgiftspligtige varer.

Stk. 2. Ved overførsel af uberigtigede varer mellem registrerede virksomheder skal der udstedes en faktura med oplysning om udstedelsesdato, leverandørens navn, udleveringsstedet, varemodtagerens navn, leveringsstedet samt art og mængde af de afgiftspligtige varer. Ved udlevering af afgiftspligtige varer fra registrerede virksomheder skal fakturaen tillige indeholde oplysning om afgiftens størrelse. Kopi af fakturaer skal opbevares i 5 år.

Stk. 3. Ved udlevering fra ikke-registrerede virksomheder skal leverandører på forlangende udstede en faktura med de i stk. 2 angivne oplysninger, såfremt modtageren er en virksomhed, der er registreret efter merværdiafgiftsloven.

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter nærmere regler for de registrerede virksomheders regnskabsførelse, og for indretning af teknisk måleudstyr og montering af dette i virksomheden.

Afregning af afgiften

§ 12. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode og senest den 15. i den måned, der følger efter afgiftsperioden, til de statslige told- og skattemyndigheder angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. § 5 og § 6. Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.

Stk. 2. Afgives angivelsen ikke inden udløbet af den nævnte frist, kan de statslige told- og skattemyndigheder inddrage registreringen af virksomheden, indtil den manglende angivelse er de statslige told- og skattemyndigheder i hænde.

§ 13. Afgiften for en afgiftsperiode skal indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 15. i den måned, der følger efter afgiftsperioden. Udgør afgiften under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades.

Stk. 2. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.

Stk. 3. Skatteministeren fastsætter regler for afgiftens indbetaling.

§ 14. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse for kortere perioder end 1 måned.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere pålægge en virksomhed, der ikke betaler afgiften rettidigt, en kortere betalingsfrist end den i § 13, stk. 1, nævnte og kræve, at der stilles sikkerhed for afgiftens betaling.

§ 15. Betales forfalden afgift ikke senest den 14. dag efter betalingsfristens udløb, kan de statslige told- og skattemyndigheder inddrage registreringen af virksomheden, indtil de forfaldne afgifter er betalt.

Stk. 2. Er der efter § 14 sket forkortelse af afgiftsperioden eller betalingsfristen, kan registreringen inddrages straks efter betalingsfristens udløb.

§ 16. Såfremt det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse til de statslige told- og skattemyndigheder, således at virksomheden har betalt for lidt i afgift, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Stk. 2. Kan størrelsen af det afgiftsbeløb, som påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan de statslige told- og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret. Afgørelsen skal indeholde oplysning om den i stk. 3 nævnte klageadgang.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 2 kan af virksomheden indbringes for det i § 22 omhandlede nævn.

Stk. 4. Betales afgiften i de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.

§ 16 a. Der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling af afgift.

Kontrolbestemmelser

§ 17. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på de statslige told- og skattemyndigheders begæring udleveres eller indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 4. Erhvervsdrivende skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige varer til virksomheden.

Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.

Stk. 6. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 4 og 5 omhandlede virksomheder.

§ 18. Offentlige myndigheder skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder enhver oplysning til brug for registrering af og kontrol med virksomheder, der omfattes af loven.

Stk. 2. Politiet yder de statslige told- og skattemyndigheder bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem skatteministeren og justitsministeren.

§ 19. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om kontrolforanstaltninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse.

Straffebestemmelser

§ 20. (* 3) Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

  • 1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen,
  • 2) overtræder § 2, stk. 1, § 9, stk. 9, § 10 a, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, § 11, stk. 1, 2 eller 3, § 12, stk. 1, § 17, stk. 2, 3 eller 4, og § 26, stk. 3, eller stk. 4, 1. pkt.,
  • 3) undlader at efterkomme et efter § 10 a, stk. 5, 1. pkt., eller § 14, stk. 1, meddelt påbud,
  • 4) overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger herpå eller
  • 5) fortsætter driften af en afgiftspligtig virksomhed, efter at de statslige told- og skattemyndigheder har inddraget registreringen i medfør af § 12, stk. 2, eller § 15.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 4. For overtrædelser, der begås af selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar.

§ 21. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Stk. 4. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i denne lov sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

Andre bestemmelser

§ 22. Det efter § 79 i merværdiafgiftsloven nedsatte nævn har den endelige administrative afgørelse af:

  • 1) Spørgsmål om varers afgiftspligt efter § 1.
  • 2) Klager over de af de statslige told- og skattemyndigheder efter § 16, stk. 2, trufne afgørelser.

Stk. 2. Reglerne i merværdiafgiftslovens § 79, stk. 5, hvorefter spørgsmål af principiel karakter kan indbringes for nævnet, finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 1, nr. 1, omhandlede spørgsmål.

Stk. 3. Anmodning om indbringelse for nævnet af de statslige myndigheders afgørelser af de i stk. 1, nr. 1, nævnte spørgsmål skal være fremsat over for nævnet senest 3 måneder efter, at der er truffet afgørelse. Anmodning om indbringelse for nævnet af de i stk. 1, nr. 2, nævnte skønsmæssige ansættelser skal være fremsat over for nævnet senest 4 uger efter, at der er truffet afgørelse. Nævnet kan dog se bort fra en overskridelse af fristerne, hvis særlige forhold taler herfor.

§ 23. For betaling af afgift efter loven hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning, samt de i § 10 a, stk. 1, nævnte varemodtagere og den, der er i besiddelse af varen.

§ 24. Såfremt varer, der efter § 7, stk. 1, er fritaget for afgift, anvendes til andet formål end det, hvortil de er bestemt, kan de statslige told- og skattemyndigheder inddrage vedkommende virksomheds adgang til at indkøbe afgiftsfri varer. Virksomheden afkræves afgiften af de nævnte varer til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Stk. 2. (* 3) Såfremt en virksomhed har fået udbetalt for meget i godtgørelse efter § 7, stk. 2 og 3, § 8 og § 9, afkræves den for meget udbetalte godtgørelse til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Stk. 3. Betales afgiften efter stk. 1 eller den for meget udbetalte godtgørelse efter stk. 2 ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.

Stk. 4. Der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling af afgift.

§ 25. Med steder uden for EF sidestilles med hensyn til lovens bestemmelser Færøerne og Grønland samt Københavns Frihavn.

§ 25 a. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om adgangen til at klage over afgørelser efter denne lov.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at afgørelser, der er truffet af Told- og Skattestyrelsen, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog § 22.

§ 25 b. Reglerne om eftergivelse og henstand i merværdiafgiftslovens § 83 finder tilsvarende anvendelse på afgift, renter, gebyrer og administrative bøder efter denne lov. Reglerne finder ligeledes anvendelse på beløb, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af afgiften.

§ 25 c. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om henstand med betaling af afgift i forbindelse med klager over de statslige told- og skattemyndigheders afgørelser.

Stk. 2. Reglerne i merværdiafgiftslovens § 80, stk. 2-5, om indbringelse af klager m.v. finder tilsvarende anvendelse på klager m.v. over afgørelser efter denne lov.

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1982, dog træder stk. 3 i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2-5. (Overgangsbestemmelser, udeladt)

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte de fornødne regler til gennemførelsen af loven.

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Lov nr. 490 af 30. juni 1993 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1994, jf. dog stk. 2 og 5.

Stk. 2. Afgiften efter § 1, nr. 1, svares dog i perioden 1. januar 1994-31. december 1997 efter følgende satser:

Stenkul (inkl. stenkulsbriketter), koks, cinders og koksgrus: 690 kr. pr. t i perioden 1. januar 1994-31. december 1994 770 kr. pr. t i perioden 1. januar 1995-31. december 1995 860 kr. pr. t i perioden 1. januar 1996-31. december 1996. 950 kr. pr. t i perioden 1. januar 1997-31. december 1997.

Jordoliekoks: 690 kr. pr. t i perioden 1. januar 1994-31. december 1994. 845 kr. pr. t i perioden 1. januar 1995-31. december 1995.

1.000 kr. pr. t i perioden 1. januar 1996-31. december 1996.

1.155 kr. pr. t i perioden 1. januar 1997-31. december 1997.

Brunkulsbriketter og brunkul: 505 kr. pr. t i perioden 1. januar 1994-31. december 1994. 570 kr. pr. t i perioden 1. januar 1995-31. december 1995. 635 kr. pr. t i perioden 1. januar 1996-31. december 1996. 700 kr. pr. t i perioden 1. januar 1997-31. december 1997.

Stk. 3. Afgiftsforhøjelsen pr. 1. januar 1994 finder anvendelse på afgiftspligtigt stenkul, brunkul og koks m.v., der fra den 1. januar 1994 udleveres fra eller forbruges i registrerede virksomheder, angives til fortoldning eller modtages fra udlandet.

Stk. 4. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse på afgiftspligtige varer, der udleveres fra eller forbruges i registrerede virksomheder, angives til fortoldning eller modtages fra udlandet fra henholdsvis 1. januar 1995, 1. januar 1996, 1. januar 1997 og 1. januar 1998.

Stk. 5-8. (Udeladt).

Lov nr. 418 af 14. juni 1995, som ændret ved § 5 i lov nr. 1102 af 20. december 1995, indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 4

Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af skatteministeren. Loven træder dog tidligst i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på leverancer, der sker efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. For løbende leverancer af varer, som ikke er tilbagebetalingsberettigede efter § 11 i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. som ændret ved denne lovs § 1, nr. 4, § 8 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. som ændret ved denne lovs § 2, nr. 2, og § 11 i lov om afgift af elektricitet som ændret ved denne lovs § 3, nr. 1, og for hvilke afregningsperioden påbegyndes inden lovens ikrafttræden og afsluttes efter dette tidspunkt, beregnes afgiften af så stor en del af leverancen, som tidsrummet fra lovens ikrafttræden til afregningsperiodens slutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode. Med de statslige told- og skattemyndigheders tilladelse kan der foretages afrunding ved opgørelse af den andel af leverancerne, som der ikke ydes tilbagebetaling for.

Stk. 4. (* 3) Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan dog i perioden fra ikrafttrædelsen til 31. december 1997 få en andel af afgiften efter lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og lov om afgift af elektricitet tilbagebetalt af de i virksomheden forbrugte varer, der direkte eller indirekte er medgået til fremstilling af rumvarme eller varmt vand, herunder afgiften pr. m2 af rum, hvor en fordeling efter målere indebærer måling af varmeforbruget for et areal under 100 m2. Tilbagebetalingsandelen udgør følgende andel:

70 pct. fra ikrafttrædelsen til 31. december 1996

35 pct. i perioden 1. januar 1997 - 31. december 1997.

Stk. 5. For løbende leverancer af varer, som ikke er tilbagebetalingsberettigede efter § 11 i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. som ændret ved denne lovs § 1, nr. 4, § 8 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. som ændret ved denne lovs § 2, nr. 2, og § 11 i lov om afgift af elektricitet som ændret ved denne lovs § 3, nr. 1, og for hvilke afregningsperioden påbegyndes inden henholdsvis 1. januar 1996 og 1. januar 1997 og afsluttes efter de nævnte tidspunkter, beregnes afgiften af så stor en del af leverancen, som tidsrummet fra henholdsvis 1. januar 1996 og 1. januar 1997 til afregningsperiodens slutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode. Stk. 3, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. (Udeladt).

Lov nr. 1101 af 20. december 1995 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 9

Stk. 1. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 3. Ministeren kan herunder fastsætte, at de enkelte bestemmelser i loven træder i kraft på forskellige tidspunkter. Loven har virkning fra den 1. januar 1996, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 2-3. (Udeladt).

Stk. 4. § 1, nr. 1, § 1, nr. 5, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, § 2, nr. 2, og § 5, nr. 2-5, har virkning fra den 1. januar 1995 for varer, hvoraf der er betalt afgift. Der sker ikke forrentning af godtgjort afgift for perioden fra den 1. januar 1995 til lovens ikrafttræden.

Stk. 5. (Udeladt).

Lov nr. 1102 af 20. december 1995 indeholder følgende overgangsbestemmelser:

§ 11

Stk. 1. De statslige told- og skattemyndigheder kan tillade, at virksomhederne kan basere forholdsmæssige fordelinger og mængden af nyttiggjort procesvarme til intern rumopvarmning m.v. efter lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., lov om afgift af elektricitet og lov om afgift af naturgas og bygas på andet end direkte måling. Det er en betingelse herfor, at virksomheden kan godtgøre, at tekniske forhold forhindrer måling straks fra den 1. januar 1996, eller at andre ganske særlige omstændigheder gør sig gældende, samt at installeringen af de nødvendige målere foretages umiddelbart efter, at de tekniske forhold eller andre ganske særlige omstændigheder ikke længere stiller sig hindrende i vejen herfor, og senest den 1. juli 1996.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan tillade, at virksomhederne kan foretage de i stk. 1 nævnte opgørelser for hele 1996, når der er tale om energiforbrug, der er baseret på varm luft. Det er en forudsætning, at det kan godtgøres, at det er forbundet med ganske særlige vanskeligheder at foretage måling.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder kan tillade, at virksomhederne kan basere forholdsmæssige fordelinger og mængden af nyttiggjort varme fra de i § 9, stk. 2, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter nævnte processer til andre formål på andet end direkte måling. Det er en betingelse herfor, at virksomheden kan godtgøre, at tekniske forhold forhindrer måling straks fra den 1. januar 1996, eller at andre ganske særlige omstændigheder gør sig gældende, samt at installeringen af de nødvendige målere foretages umiddelbart efter, at de tekniske forhold ikke længere stiller sig hindende i vejen herfor, og senest den 1. juli 1996.

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan acceptere, at de i stk. 3 nævnte opgørelser sker for hele 1996, når der er tale om energiforbrug, der er baseret på varm luft. Det er en forudsætning for tilladelsen, at det godtgøres, at det er forbundet med ganske særlige vanskeligheder at foretage måling.

Stk. 5. Opgørelser, der ikke er baseret på direkte måling, jf. stk. 1-4, skal foretages, så der uden for almindelig tvivl og usikkerhed ikke ydes tilbagebetaling ud over, hvad en direkte måling ville berettige til.

Skatteministeriet, den 3. oktober 1996

Carsten Koch

/ Carsten Vesterø Jensen


Bilag

Kraftværkspladser, hvor kraftværker og kraftvarmeværker ikke skal betale afgift af den del af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer, der medgår til produktionen af elektricitet, og som indregnes i elektricitetsprisen:

H. C. Ørstedsværket

Svanemølleværket

Amagerværket

Avedøreværket

Kyndbyværket

Asnæsværket

Stigsnæsværket

Masnedøværket

Fynsværket

Enstedværket, inkl. Blok 3

Vestkraft-, Esbjerg- og Herningværkerne

Midtkraft, Studstrup- og Århusværkerne

Randersværket

Nordjyllandsværket

Vendsysselværket

Skærbækværket

Østkraft, Rønneværket

Officielle noter

(* 1) Lov nr. 418 af 14. juni 1995 (Virksomheders betaling af afgift af rumvarme m.v.) trådte i kraft den 1. januar 1996, jf. bekendtgørelse nr. 823 af 26. oktober 1995. Se også de ovenfor gengivne ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

(* 2) Lov nr. 1101 af 20. december 1995 (Ændringer til proceslisten i CO2-afgiftsloven m.v.) trådte i kraft den 10. august 1996, jf. bekendtgørelse nr. 727 af 2. august 1996. Se også de ovenfor gengivne ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

(* 3) Lov nr. 1102 af 20. december 1995 (Afgiftstekniske ændringer m.v.) trådte i kraft den 1. januar 1996. Se også de ovenfor gengivne overgangsbestemmelser.