Dokumentet er Historisk
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om statsrefusion af kommuners og amtskommuners udgifter ved køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende teater


I medfør af § 25 stk. 2 i teaterloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 217

af 22. marts 1996 og efter forhandling med Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark samt Københavns og

Frederiksberg Kommuner fastsættes:

§ 1. Staten refunderer 50 pct. af kommunernes og amtskommunernes udgifter ved køb af professionelle forestillinger af børneteater og opsøgende teater, der er refusionsgodkendt i henhold til reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2. Ved børneteater forstås i denne bekendtgørelse teater, som er produceret for børn under 16 år.

Stk. 2. Ved opsøgende teater forstås teater, der opføres på steder som skoler, børneinstitutioner, biblioteker, arbejdspladser etc., hvor publikum kommer af andre grunde end for at se teater. Denne teaterform kan henvende sig både til børn og voksne.

§ 3. Kulturministeriet nedsætter et udvalg, der forestår den teaterfaglige vurdering og refusionsgodkendelsen af de enkelte forestillinger af børneteater og opsøgende teater.

Stk. 2. Udvalget består af fem medlemmer, der udpeges for en periode af fire år. Udvalget sammensættes af tre medlemmer udpeget af det til enhver tid siddende Teaterråd, jf. teaterlovens § 20, og to medlemmer udpeget af det til enhver tid siddende Udvalg for Børneteater og Opsøgende Teater, jf. teaterlovens § 26.

Stk. 3. Udvalgets medlemmer kan ikke i beskikkelsesperioden bestride poster i Teaterrådet eller Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater. Udvalgets medlemmer kan ikke genbeskikkes.

Stk. 4. Udvalget vælger selv sin formand blandt medlemmerne.

Stk. 5. Kulturministeren fastsætter udvalgets forretningsorden efter forslag fra udvalget.

Stk. 6. Teaterrådets sekretariat varetager udvalgets sekretariatsfunktioner.

§ 4. Forestillinger af børneteater og opsøgende teater, der ikke er produceret med støtte i henhold til teaterloven, skal for at kunne udbydes med refusion i henhold til teaterlovens § 25 godkendes af refusionsudvalget.

Stk. 2. Meddelelse af refusionsgodkendelse sker efter ansøgning, der indsendes til refusionsudvalget. Udvalget kan fastsætte nærmere regler for ansøgningernes form og indsendelsestidspunkt.

§ 5. Ved den teaterfaglige vurdering af en forestilling lægger udvalget vægt på forestillingens kvalitative standard.

Stk. 2. Udvalgets vurdering sker på baggrund af dels teatrets ansøgning, dels udvalgets teaterfaglige vurdering efter at have overværet en opførelse af forestillingen.

Stk. 3. I særlige tilfælde kan udvalget vurdere en forestilling alene på grundlag af ansøgningen.

Stk. 4. Refusionsgodkendelse meddeles for en eller flere sæsoner ad gangen. Eventuel forlængelse kræver fornyet ansøgning til refusionsudvalget.

Stk. 5. Såfremt en forestilling er refusionsgodkendt for flere sæsoner, og der i løbet af perioden foretages udskiftninger af en eller flere af de centrale skuespillere eller på anden måde sker væsentlige ændringer i de forudsætninger, hvorunder refusionsudvalget har meddelt godkendelse, påhviler det producenten snarest at underrette udvalget. Udvalget tager herefter stilling til om godkendelsen fortsat er gældende for de kommende sæsoner, eller om forestillingen påny skal spilles for udvalget.

§ 6. Der gennemføres årligt et antal præsentationsarrangementer (showcases), hvor producenterne har mulighed for at vise deres forestillinger for refusionsudvalget. Arrangementerne afvikles i samarbejde mellem Teaterrådets sekretariat og Teatercentrum, der er sekretariat for Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater. Senest 1. marts meddeler refusionsudvalget refusionsgodkendelsen for den kommende sæson.

Stk. 2. Refusionsudvalget fastsætter nærmere regler for den praktiske afvikling af præsentationsarrangementerne.

§ 7. Følgende kommunale og amtskommunale udgifter er refusionsberettigede:

  • 1) Udgifter ved køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende teater, når disse købes af kommuner og amtskommuner samt kommunale og amtskommunale institutioner.
  • 2) Tilskud beregnet som et beløb pr. solgt billet til nedbringelse af billetprisen for refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende teater. Der ydes refusion uanset om billetter sælges til børn eller voksne.
  • 3) Tilskud til organisationer, foreninger, ikke-kommunale og ikke-amtskommunale institutioner m.v. til dækning af udgifter ved disses køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende teater.

§ 8. Der ydes ikke refusion af følgende kommunale og amtskommunale udgifter:

  • 1) Udgifter, hvortil der ydes statstilskud eller refusion i henhold til anden lovgivning, bortset fra bloktilskud.
  • 2) Tilskud til nedbringelse af billetpriser for børn, der overværer teaterforestillinger for voksne.
  • 3) Tilskud til børneteater i abonnement i henhold til teaterlovens § 24.
  • 4) Udgifter ved kommunale og amtskommunale institutioners administration af børneteater og opsøgende teater.

§ 9. Kommunerne og amtskommunerne udarbejder en opgørelse over de i løbet af kalenderåret afholdte refusionsberettigede udgifter.

Stk. 2. Udgifterne medregnes i opgørelsen eksklusiv købsmoms.

Stk. 3. Opgørelsen skal være påtegnet af den kommunale revision. Påtegningen skal oplyse, at opgørelsen er revideret i overensstemmelse med det kommunale revisionsregulativ, og at opgørelsen af statsrefusion er foretaget i overensstemmelse med gældende bestemmelser.

§ 10. Opgørelsen skal indsendes til Teaterrådets sekretariat senest 1. maj i det følgende år.

Stk. 2. Der kan kun indsendes en opgørelse for hver kommune eller amtskommune.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. marts 1997 og har virkning for kommunale og amtskommunale udgifter, som afholdes efter 1. juli 1998.

Stk. 2. Indtil 1. juli 1998 ydes statsrefusion af kommuners og amtskommuners udgifter ved køb af forestillinger af børneteater og opsøgende teater efter de hidtil gældende bestemmelser.

Stk. 3. Senest 1. marts 1998 meddeler refusionsudvalget refusionsgodkendelse for sæsonen 1998/99.

Stk. 4. Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 327 af 27. maj 1991 ophæves.

Kulturministeriet, den 26. februar 1997

P.M.V.

E.B.

Martin Vive Ivø

Officielle noter

Ingen