Den fulde tekst

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2006)

 

Forsvarsministeren (Søren Gade):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til Lodslov.

(Lovforslag nr. L 210).

Lovforslaget har til formål at modernisere lodslovgivningen, således at der skabes mulighed for at effektivisere det statslige lodsvæsen i overensstemmelse med den generelle udvikling i samfundet og til gavn for sejladssikkerheden.

Lovforslaget bygger i det væsentlige på en betænkning, som et enigt lodslovsudvalg med deltagelse af repræsentanter fra myndigheder og interessenter afleverede sidst i 2004. Afvigelsen fra betænkningen skyldes bl.a. justeringer på baggrund af modtagne høringssvar. Disse ændringer berører især finansiering af eventuelle underskudsgivende lodsninger.

I de senere årtier er der i flere omgange vedtaget love, der for at sikre forsyningssikkerheden med lodser har øget reguleringen af lodserhvervet. Dette har medført, at lodsvæsenet har monopol på næsten alle lodsninger i dansk farvand.

Et af hovedelementerne i moderniseringen vil være at konkurrenceudsætte dele af lodsvæsenet og de nuværende havnelodserier samt at åbne mulighed for yderligere liberalisering. I denne forbindelse konkurrenceudsættes de regionale lodsninger, som er alle lodsninger til eller fra en dansk havn, og som bidrager med mellem 40 og 50 % af lodsvæsenets indtægter, mens det statslige lodsvæsens monopol bevares for gennemsejlingslodsningerne, som er de lodsninger, hvor skibet ikke anløber en dansk havn, og som nyder gavn af det særlige stræderegime, hvor skibene ikke kan pålægges lodspligt. Det er min forventning, at moderniseringen, herunder konkurrenceudsætningen generelt vil medføre en effektivisering med generelt lavere lodspriser, der foruden at være til gavn for søfartserhvervet vil være et bidrag til forøgelse af sejladssikkerheden.

Det har været en forudsætning for arbejdet med at ændre lodsvæsenets struktur og organisation, at de tre overordnede mål for lodsvæsenet, nemlig forsyningssikkerhed, selvfinansiering og kvalitet, også skal kunne opfyldes i fremtiden. Sejladssikkerheden anses for det vigtigste forhold, der skal tages hensyn til ved lovgivning inden for lodsområdet. Derfor indeholder forslaget en pligt for lodsvæsenet til at sørge for, at der tilbydes lods overalt i danske farvande, når det ønskes, uanset hvilken type lodsning, der er tale om.

I henhold til lovforslaget kan enhver, der opfylder kvalifikationerne, nedsætte sig som lods og tilbyde lodsning på sejladser, der påbegyndes eller afsluttes i dansk havn. En lods skal dog være tilknyttet et lodseri inden for EU.

Lodstilsynet adskilles fra det statslige lodsvæsen, idet det skal føre tilsyn med såvel det statslige lodsvæsen som de private lodserier. Dets drift vil hovedsagelig blive finansieret gennem brugerbetaling. Tilsynet vil blive henlagt under Forsvarskommandoen, således at der ikke kan opstå interessekonflikter mellem Farvandsvæsenet og private virksomheder vedrørende den konkurrenceudsatte virksomhed.

Det statslige lodsvæsen vil som hidtil have mulighed for at finansiere underskudsgivende lodsninger fra andre overskudsgivende aktiviteter.

Den generelle lodspligt for skibe med miljøfarlige laster i danske farvande bevares uændret.

Det er min hensigt at få undersøgt mulighederne, herunder markedsforhold inden for lodsområdet og de juridiske aspekter med det sigte at liberalisere den øvrige statslige lodsvirksomhed, eventuelt ved at omdanne lodsvæsenet til et statsligt aktieselskab med henblik på privatisering. I den forbindelse skal det vurderes, om der er grundlag for at fremsætte lovforslag om omdannelse af det statslige lodsvæsen til aktieselskab med henblik på efterfølgende privatisering.

Endvidere indeholder lovforslaget mulighed for, at såvel private som lodsvæsenet kan gennemføre forsøg med landbaseret lodsning i overensstemmelse med den forventede teknologiske udvikling og inden for rammer, som fastsættes af farvandsdirektøren.

Desuden implementerer lovforslaget EU-Rådets direktiv af 1978 om højsølodsers lodsning af skibe i Nordsøen og i Den Engelske Kanal, hvor Danmark ligesom de øvrige kyststater har pligt til at stille med lods, hvis skibe i farvandet måtte ønske det.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.